Adam Oehlenschläger

Forfatter

Adam Oehlenschläger

Nordens digterkonge og sprogfornyer

Adam Oehlenschläger (1779-1850) er en af nordisk litteraturs største digtere, og han er ikke uden grund blevet kaldt Nordens digterkonge. Han var ung, da hans værk Digte 1803 (1802) udkom, og det blev ikke alene et gennembrud for Oehlenschläger, men også et gennembrud for den romantiske periode i dansk litteratur.

Oehlenschläger har skrevet et stort antal digte, og mange vil nok forbinde ham med det berømte digt "Guldhornene" og med Danmarks nationalsang, "Der er et yndigt Land". Her vil vi sætte fokus på læsedramaet "Sanct Hansaften-Spil", der ligesom "Guldhornene" er en perle i samlingen 'Digte 1803' (1802).

Mesterværket "Sanct Hansaften-Spil"
"Sanct Hansaften-Spil" er et godt sted at starte med Oehlenschlägers forfatterskab. Det er muntert, har en fortløbende handling, varierer med forskellige metriske former, dvs. versemål, og endelig kan det læses som et program for hele ideen om den romantiske poesi og filosofi. Det er et kunstværk, som til stadighed anerkendes for sin litterære værdi på grund af den poetiske intensitet og styrke, sin klare form og filosofiske idé, og det er skrevet med en forfriskende sproglig og humoristisk lethed. Stykket er komponeret med et overskud af energi, sprudlende fantasi og poesi. Og så er det samtidig en fin kærlighedshistorie.

På handlingsplanet er det en kærlighedshistorie mellem Maria, en ung pige fra borgerskabet, og hendes hemmeligt elskede, den unge Ludvig, som hendes plejefamilie ikke vil have, hun mødes med. Familien tager Sankt Hansaftensdag på udflugt til Dyrehaven og Bakken. Her underholdes man af det levende folkeliv og de mange forlystelser, som Oehlenchsläger beskriver med varierende sprogvalg, kompleksitet og digtformer.

I denne vrimmel lykkes det for Maria og Ludvig at mødes, uden at nogen opdager det, og deres kærlighed beskrives i højtsvungne former. Kærligheden har en central betydning i den romantiske litteratur. Dagen er også velvalgt til at lade en kærlighedshistorie udspille sig, for Sankt Hansaften og -nat er ifølge overleveringerne fortryllet. Da markedet er blevet forladt af menneskevrimlen, det er blevet mørkt og stemningen er fortættet, mødes de elskende.

Idealet for litteratur i den tidlige romantik var poesi. Poesien var stedet, hvor digteren kunne lade kærlighed, følelse, natur, historie og bevidstheden om en universel sammenhæng i verden gå op i en højere enhed. Digtet "Hymne" i "Sankt Hansaften-Spil" er et godt eksempel. Det fortæller med patos om det fortryllede møde mellem Maria og Ludvig lige efter, at Maria er sunket til Ludvigs bryst:

"Tryllende Harmonie!
i midnatsdunkle Jord.
Salige Sympathie!
Hellige Poesie!
uden Ord.
Sammensmeltning af Lund og Söe
og Stierner og omslynget Yngling og Möe,
Favn mod Favn
tolker hele Naturen Kierligheds Navn."

Værkets gennemgående drivkraft på handlingsplanet er altså kærlighedshistorien. Men stykket har et dobbeltsigte. Oehlenschläger har nemlig valgt at lade en anden drivkraft være gennemgående, nemlig det vedvarende spil mellem på den ene side kritik og karikatur af småborgerens materialistiske livsholdning og af 1700-tallets fornuftsstyrede nyttetænkning. Heroverfor demonstreres idealet for den nye tid: Den romantiske natur- og kærlighedsopfattelse. Værket veksler altså elegant mellem satire over den nære fortids tankemønster og program for idealet om den nye tids åndfulde filosofi og poesi.

Tonen mellem de to spor slås allerede an allerede i begyndelsen ved at lade en gammel, klog vandringsmand fungere som prologus, dvs. en person, der siger fortalen til et skuespil. Prologus stiller sig op på en gravhøj og siger prologen i den romantiske højstemte poetiske tone. Han hylder "Naturen" som "straaler i sin Glands", hvorefter han synger en "Morgensang", hvor han hylder gravhøjen, som "staaer fra Oldtids Aar".

Herefter stiger Harlekin op på den samme gravhøj og påstår, at hán er den rigtige prologus og siger de kendte ord: "De Gravhöie skulde Fanden flytte! / De staae her og giör ikke den mindste Nytte." Lyrikken er her langt simplere i sin form, og eftersom netop det historiske perspektiv er i højsædet i den romantiske strømning, ved man, at det er vandringsmanden og ikke Harlekin, der repræsenterer det nye ideal.

Når Oehlenschläger karikerer borgerskabets materialisme og fornuftstankegang, ses det på et mere ligetil og satirisk sprog med enkle versefødder og rim. Og når det er den romantiske idé, der skal gennemskinne digtene, gøres det i et fortryllende poetisk sprog, med komplekse versefødder og en højstemt, nærmest patetisk tone. Teksten veksler mellem patos og satire, og det udgør en vigtig formkraft.

Oehlenschläger anvender med sikker hånd forskellige klassiske versemål og betragtes som den store fornyer af det danske sprog på sin tid. Han introducerer versemål fra europæisk digtning, som for første gang blev anvendt i et dansk værk. Der eksperimenteres således med versemål af fransk, italiensk og spansk oprindelse.

"Sanct Hansaften-Spil" er enestående på mange måder. Da læsedramaet udkom, fik dansk litteratur et værk, der var farvestrålende og rigt på forskelligheder inden for én og samme ramme: ved sin komposition med lyrisk, episk og dramatisk form og ved sin mangefacetterede form med mange stemmer var det et muntert læsedrama, som samtiden tog godt imod.

Liv og Værk
Adam Oehlenschlägers far var slotsforvalter på Frederiksberg Slot, og digteren voksede op i et jævnt borgerhjem på Frederiksberg. Han blev optaget på Det Kongelige Teaters elevskole efter sin skolegang og debuterede som skuespiller i 1797. Men skuespillervejen blev ikke Oehlenschlägers. Han tog latinsk-juridisk forberedelseseksamen i 1800 ved Københavns Universitet. Her fik han i 1801 sølvmedalje for en prisopgave om, hvordan nordisk mytologi kunne udnyttes i digtningen. Så allerede her ses det, hvor Oehlenshlägers interesse lå. I årene 1805-1809 var han på en dannelsesrejse i Europa på et statsligt rejselegat.

Bakkehuset på Frederiksberg, hvor Kamma og Knud Lyne Rahbek boede, var et vigtigt mødested for tidens kunstnere og kulturpersonligheder. Her færdedes også Oehlenschläger, og det var her, han traf Kamma Rahbeks søster, Christiane Heger, som han giftede sig med i 1810.

Det var filosoffen Henrich Steffens’ ideer, som inspirerede Oehlenschläger og de tidlige romantiske digtere. Steffens forelæste ved Københavns Universitet i 1802 og 1803, og den berømte forelæsningsrække er udgivet med titlen 'Indledning til philosophiske Forelæsninger' (1803). Steffens var blevet indført i den romantiske filosofi af filosoffer fra "den tyske skole", bl.a Schelling og brødrene Schlegel. Førstnævnte formulerede programsætningen, "Ånden sover i stenen, slumrer i planten, drømmer i dyret og vågner i mennesket". Det er blevet en berømt sætning, som definerer den romantiske skoles filosofi vedrørende den udvikling, man mente ånden i naturen gennemgår, før den sætter sig igennem i mennesket.

Den romantiske strømning er et stort og uhyre spændende problemkompleks, som det her kun er muligt at præsentere i grundtræk. Grundidéen i den tidlige romantik - universalromantikken - er, at der findes en guddommelig kraft bag den synlige verden: Ånden i naturen. Digteren er en "indviet", som i kraft af sit geni og sin intuition har en indsigt i helheden, organismen, som udgøres af natur og ånd. Man mente, at digtergeniet har en gudsbenådet rolle i samfundet. Han har derfor en vigtig rolle til, at formidle den store sammenhæng til hverdagens mennesker gennem sine digte. Romantikken mente, at universet består af én stor sammenhængende organisme. Det kaldes også for organismetanken.

Steffens satte gang i en helt ny - for samtiden vild og moderne - kunstnerisk og intellektuel strømning i Norden: universalromantikken. Oehlenschläger fulgte Steffens' forelæsninger og havde desuden inspirerende samtaler med ham. Der fortælles en anekdote om, at Oehlenschläger efter en lang spadseretur med Steffens blev så inspireret, at han gik direkte hjem og skrev "Guldhornene".

Det er Oehlenschlägers ungdomsdigtning, udgivet i samlingerne Digte 1803 (1802), 'Poetiske Skrifter 1-2' (1805) og 'Nordiske Digte' (1807), som grundfæstede hans position som digter. Han blev professor i 1809, og Oehlenschläger-kyndige vurderer, at han herefter ikke havde den samme fornyende kraft i sine værker, hvorfor han resten af sit liv måtte kæmpe for at bevare sin position som digter. Ungdomsdigtningen har en enestående status i dansk litteratur. Med 'Digte 1803' (1802) blev den romantiske universalpoesi indført i Danmark.

Oehlenschläger var i sin samtid dristig, humoristisk og moderne. Han er en stor sprogvirtuos, og når vi læser ham igen, er vi i stort og fint selskab og holder en vigtig del af den danske litteraturskat i live!