Finlandssvenske Monika Fagerholm modtager prisen for sin mørke og mesterlige roman ’Hvem slog bambi ihjel?’ om fortielse af en voldtægt. Romanen er højaktuel i en tid med #MeToo og et større fokus på krænkelser og den kultur, der skaber dem.
Prisen blev afsløret tirsdag aften ved en virtuel prisceremoni. Ifølge juryen er vinderbogen 'Vem dödade bambi' :”en stiliseret moralitet skrevet med en rasende energi. (...)
Monika Fagerholm betonede i sin tale det nordiske fællesskab, men også det at være en minoritet, som hun selv er ved at skrive på finlandssvensk som finne. Derefter talte hun om situationen i Hviderusland, hvor befolkningen kæmper for at opnå den åbenhed og frihed, som vi har i Norden, og sluttede af med at understrege vigtigheden af menneskelig anstændighed. Hør hele Fagerholms tale her.
Kvindeidealer og magtstrukturer
Hvem slog bambi ihjel? er udkommet på det danske forlag Turbine og smukt oversat af Pia Juul. Den 59-årige Monika Fagerholm vinder velfortjent prisen et år med et stærkt felt af nominerede. Hun har siden sin debut i ’87 været forbundet med en dristig fornyelse af prosaens fortælleformer og er en af Finlands mest betydningsfulde samtidsforfattere.
I Fagerholms romaner spiller både unge mennesker og stærke og glamourøse kvinder centrale roller. En rød tråd i Fagerholms bøger er, at de på en gang forsøger at nedbryde og udvide kvindeidealer ved at stille spørgsmål ved normer og traditionelle familiemønstre.
Fagerholm viser i Hvem slog bambi ihjel? på en stilistisk eksperimenterende måde de magtstrukturer og dynamikker, som præger samfundet, og som skaber en kultur, der er stærkt medvirkende til at skabe overgreb. Dermed placeres årsagen til overgreb mere i kulturen end hos det enkelte menneske. Med dette samfundskritiske perspektiv kan Fagerholms roman være med til at give flere nuancerer i den aktuelle sexismedebat.
I juryens motivering nævnes samfundspersepektivet også: "Sproget er skiftevis blussende i sin kraftfuldhed og melankolsk besværgende. I bogens tætte net af dialoger, omkvæd og populærkulturelle referencer findes en brutal sandhed, som rammer personerne, uanset hvor de vender sig hen (...) Længslen efter det uforstyrrede stilles over for vores overfladiske og statusfikserede tid. Og det er en livsvigtig længsel, der skrives frem i form af erindringer om kærlighed og venskab. Det er øjeblikke, som man kan vende tilbage til for at hente styrke”.
Mørke og magtmisbrug
Fagerholm lader i Hvem slog bambi ihjel? mytologi og popkultur mødes i beskrivelsen af magt, skam og fortielse i forbindelse med fire overklassedrenges barske gruppevoldtægt af en 17-årig pige i en finsk forstad. Det er en original og fragmentarisk fortælling skrevet fra mørkets sted. Romanens fragmenterede form og mesterlige stilitisk kan sammenlignes med HHV, Frshwn af Hanne Højgaard Viemose, som sammen med Yahya Hassan var nomineret til årets pris fra Danmark.
Mere end at handle om selve forbrydelsen viser Fagerholms roman på foruroligende vis de motiver, der gik forud for den, og konsekvenserne for både offer og gerningsmænd. Voldtægten bliver forsøgt tiet ihjel, især af moren til den såkaldte anstifter af voldtægten. Moren er leder af en neoliberal tænketank og siger igen og igen. ”Nu må vi vende et blad og en skønne dag har vi vendt så mange blade, at intet af det her er sket ". Fagerholm udstiller således overklassens svigt, hykleri og magtmisbrug, og at tavshed kan købes for penge.
Gennem en rå realisme kredser romanen om overgreb og uskyld, som titlen refererer til med henvisning til et nummer af Sex Pistols. I romanens fornyende genremix af punk og poesi er der i det hele taget mange referencer til især amerikansk populærkultur, som Fagerholm, kombineret med beskrivelsen af det kapitalistiske samfunds magtstrukturer, bruger til at beskrive den kultur, som medvirker til at skabe overgreb.
Eksperimenterende bøger om kvinder
Monika Fagerholm debuterede med novellesamlingen 'Sham' i 1987 med fine kvindeportrætter. Samme år færdiggjorde hun en kandidat i psykologi og litteratur fra Helsinki Universitet. Siden har hun udgivet syv bøger og modtaget en række priser. Fem af forfatterens romaner er oversat til dansk.
Monika Fagerholms fik sit brede gennembrud i ’94 med romandebuten Skønne kvinder ved vandet, som blev oversat til ni sprog og filmatiseret. Bogen er et generationsportræt fra 60’erne fortalt fra barnets perspektiv. Ligesom i 'Hvem slog bambi ihjel?' rummer bogen et spor om svigtede børn og manipulerende mødre.
I ’98 udkom romanen Diva som fortælles af en fremmelig 13-årig pige, og sprog og skrift er ligeså fragmenteret som teenagerens tankeverden. Allerede i den roman berøres seksuelle overgreb og overskridelse af kvindens grænser. I 00’erne kom dobbeltromanen ”Enden på glitterscenen”. Første del, Den amerikanske pige, fik Fagerholm den svenske litteraturpris August-prisen for, mens hun blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2010 for anden del, ’Glitterscenen’.
Den amerikanske pige er både thriller og melodrama og har en mordgåde som omdrejningspunkt. Samtidig er det et psykologisk portræt af to piger med referencer til 60’ernes popkultur, ligesom romanen låner fortællegreb fra folkevisen. Skellet mellem fantasi og virkelighed er udvisket som i tv-serien Twin Peaks. Historien om mordet på den amerikanske pige og det opklaringsarbejde, hvor alle har hver deres version af historien, leder nemlig tankerne hen på David Lynch’s syrede univers.
Underholder og udfordrer læseren
Fagerholm er genrefornyende med sine fragmenterede romaner, som har flere spor, sidestillede hovedpersoner og ofte spændingselementer. Det betyder også, at Fagerholm kan berøre, underholde og udfordre læseren på samme tid og give stærke og tankevækkende læseoplevelser, der bliver siddende i kroppen. Genkommende i forfatterskabet er den alvidende fortæller, der trækker paralleller til fortiden og løfter sløret for fatale hændelser i fremtiden. Fagerholm bruger fortællegrebet til at pirre læserens nysgerrighed og undren.
Gennem årene er Fagerholms romaner blevet mere og mere fagmenterede, samtidig med at de udforsker sprog og stilistik på stadig nye måder. Således har Hvem slog bambi ihjel? tydelige tråde til forfatterskabets tematikker samtidig med, at hun fortsat eksperimenter med sprog, stilistik og genre.
Fagerholm kan sammenlignes med den svenske forfatter Sara Stridsberg, især hvad angår de fragmenterede fortællinger og portrætter af stærke kvinder, ligesom magt og seksualitet spiller en fremtrædende rolle.
Sidste år modtog danske Jonas Eika den prestigefyldte pris. Se alle de tidligere vindere af Nordisk Råds Litteraturpris, der er oversat til dansk her.
Kommentarer