Forføreren

Om mord, kærlighed, sex og sammenhænge ... 'Forføreren' fra 1993 blev Jan Kjærstads store gennembrud og kan i dag med rette betegnes som et af hovedværkerne i norsk efterkrigslitteratur.

Den er på overfladen en fiktiv biografi om den berømte norske tv personlighed Jonas Wergeland. I romanens anslag har Jonas lige fundet sin hustru - Margrethe – død, hvad der, dramatisk set, er et godt udgangspunkt for en spændende fortælling. Fra dette centrale omdrejningspunkt beskrives Jonas Wergelands liv i utallige farverige historier, som tilsammen udgør den store fortælling om, hvad og hvordan dette menneske hænger sammen. Læseren får historien om Jonas’ første kærlighed, hans vej mod berømmelsen, de mennesker han har mødt og meget mere. På denne måde får Kjærstad givet et portræt af det norske samfunds udvikling i de sidste 30-40 år.

Jonas Wergeland - den fiktive hovedperson - har grundlagt sin berømmelse på en tv-serie om berømte nordmænd. Serien hedder "At tænke stort". Her anslås en af Kjærstads pointer – ”At tænke stort” handler både om livet, troen og samfundet. Kjærstad er uddannet teolog, men han bekender sig ikke til én stor fortælling. Kjærstad er et legebarn, og romanen rummer muligheder. Det er således ikke muligt eller retvisende at give entydig karakteristik af "Forføreren".  Jonas Wergelands personlige historie bliver altså til den store historie om Norges udvikling. Historien om Jonas Wergeland genfortælles gang på gang, så det læseren troede var en veletableret sandhed fra et kapitel kan i det næste brydes ned og genfortælles fra en ny vinkel. For hvordan hænger et liv sammen? Og er et livs udvikling afhængig af, hvilke historier vi vælger at fortælle? Der er succeshistorien om berømmelsen, der er katastrofehistorien om død og undergang og de utallige historier imellem.      

Livet og fortællingens struktur
Det er ofte karakteristisk for velfortalte historier, at form og indhold spiller sammen, og det gør sig også i høj grad gældende i "Forføreren". Strukturen i romanen kan bedst beskrives som et stort hjul, som langsomt drejer. I navet, i centrum for fortællingen har vi scenen med den døde hustru, som vi gang på gang vender tilbage til. De enkelte eger udgøres af de mange historier, som tilsammen måske udgør Jonas Wergelands "livshjul". Jonas Wergelands liv passerer revy i det dramatiske centrum.
Romanen udgøres - som livet - af en række store og små historier, hvoraf nogle har forbindelse, andre ikke, og da mennesket selv står i fortællingens centrum har det ikke noget overblik. Kun i enkelte oplyste øjeblikke løftes en flig, og en større sammenhæng åbenbares. Romanens motiv og tematik spejles altså klart i strukturen. Derved opstår forbindelser og forklaringer, som ikke ville være synlige i en lineær fortælling.

Størst af alt er kærligheden
Romanen kan læses som en udviklingsroman, og åbenbaringer er et centralt begreb i den teologisk uddannede Kjærstads fortællinger. I ”Forføreren” er sex midlet til åbenbaringer. Jonas’ erkendelse rykker allermest, når han har lært en ny kvinde at kende, og Kjærstad er bestemt ikke bornert og udstyrer sin hovedperson med et magisk lem. I Kjærstads optik er menneskeidealet dannet og oplyst, og midlet kan være tv, populærkultur og altså sex. Kjærstad er efter min mening enestående, fordi han netop vover at kombinere jagten på indsigt og dannelse med midler som tro og sex. Jonas Wergeland danner det norske folk gennem tidens store massemedie, nemlig TV mediet. H.A. Wergeland, hvorfra Jonas har sit navn, gjorde det igennem lyrikken, og Kjærstad selv bruger romanen. Men udgangspunktet er det samme. Mennesket kan og bør dannes og et velfungerende (velfærds)samfund er dybt afhængigt af passionerede og dannede individer. 

En dannelsesroman?
På den måde føjer "Forføreren" sig ind i en fornem række af dannelsesromaner, som alle giver hvert deres bud på, hvordan menneskets identitet skabes og udvikles. Romanen er en kærlighedshistorie, en mordgåde og en samfundsroman. Men først og fremmest er romanen et menneskeportræt af Jonas Wergeland. Den er samtidig et opgør med den psykologiske roman. Her gives ikke svar - tværtimod  angribes rammerne for romanen for på denne måde at give nye muligheder for beskrivelse og analyse af mennesket - ja af livet. Kjærstads metode er både at bryde sammenhænge ned og fortælle historien i fragmenter - men samtidig at sammensætte fragmenterne på en helt bevidst måde, så nye historier og sammenhænge skabes. Pointen er, at historien kan sammensættes på et væld af måder, og det er op til det enkelte menneske at beslutte, hvad der er rigtigt, og hvilke fragmenter mennesket vælger at identificere sig med. Så en klassisk dannelsesroman er det ikke, og kausalitet som fortællingens drive bruger Kjærstad kun nødigt. 

Den store styrke ved Kjærstads metode er samtidig romanens store svaghed. For alt imens vi får Jonas Wergelands liv kortlagt igennem de mange episoder, så bliver romanens øvrige personer birollerindehavere og mere skitseagtige. Det er bl.a. fordi "Forføreren" kun udgør ca. en tredjedel af sandheden. Kjærstad gentager nemlig kunststykket i efterfølgerne "Erobreren" og "Opdageren". Her føjes nye vinkler og nye lag til Wergelands liv.

Historierne drives frem af en oplagt fortællelyst, og hvis man er til både implicitte og eksplicitte  kulturelle referencer så er romanen en guldgrube. Romanen kan dog også sagtens læses som en spændende samtidsskildring.

Kjærstad er enestående i nordisk litteratur, men har dog ligheder i tematik og narrativ struktur med f.eks. Svend Åge Madsen. Romanen forfører, men den er omfangsrig - og dermed et længere forhold, som kræver et vist engagement.  

'Forføreren' indbragte i 2001 Kjærstad Nordisk Råds Litteraturpris.

Af Jarl Østergaard, It og udviklingskonsulent - Nyborg Bibliotek