Bog

Storefjeld

Af (
2018
)

Anmeldelse

Storefjeld af Jan Kjærstad

19 jul.18

Findes der onde mennesker? Og hvad er en retfærdig straf? Det er umuligt at slippe Kjærstads imponerende samfundsfortælling og dens bevægende indlevelse i det komplekse menneske.

Arbejderpartiets karismatiske leder Arve Storefjeld bliver myrdet i familiehytten nord for Oslo. Datteren Gry, der også er en fremtræden politiker i Arbejderpartiet, hendes franske kæreste, Storefjelds kæreste og hans 9-årige datter bliver også ofre for morderen. De har alle fået struben skåret over. Tragedien får terroralarmen til at ringe og Norge går i chok. Gennem tre implicerede skæbner kommer læseren tæt på, hvad en terrorlignende handling gør ved den norske selvforståelse i landet med ”jordens mest forkælede og overbeskyttede folk”.

Ine Wang er journalist og ved at afslutte en biografi om Storefjeld, da han bliver myrdet. Den tragiske ulykke er hendes chance for at markere sig fagligt og genvinde livslysten. Næste fortæller er byretsdommeren Peter Malm, der har valgt at skjule sig i en høj stilling og leve et æstetisk tilbagetrukket liv. Han skriver på en bog om retfærdighed og bliver grebet af faglig stolthed, da han udpeges til dommer i sagen om den mordmistænkte Nicolai Berge, Grys ekskæreste. Berge er forfatter og forholder sig tavs i retssalen, men åbner sig for læseren som sidste fortæller.

Romanen er inspireret af Breivik og massakren på Utøya, men handlingen foregår i 2008, tre år tidligere. Romanen giver en bred indsigt i samfundets udvikling og mediernes betydning. På trods af de mange dilemmaer og spørgsmål er romanen dramatisk, spændende og humoristisk. Kærlighed spiller en afgørende rolle for personernes identitet, og en kærlighedshistorie står centralt i dramaet.

I sit gennembrudsværk Jonas Wergeland-trilogien: ’Forføreren’, ’Erobreren’ og ’Opdageren’ bruges samme teknik med at lade tre personer fortælle med et mord som omdrejningspunkt, men ’Storefjeld’ er enklere i sit sprog, og det betyder at personerne står klarere frem og samtidig at kompleksiteten og dilemmaerne bliver tydeligere. Som altid hos Kjærstad er der masser af musik og litterære godbidder.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Sara Koch
Faustnummer
54188846
ISBN
9788763855884
Antal sider
357

Tema

Tema

Norsk litteratur

Norsk litteratur er lige så klar og let at blive afhængig af som det vand, der springer af kilderne i de norske fjelde.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer