Anmeldelse
Politik af Michael Bang Petersen
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvorfor stemmer vi som vi gør – og hvor har vi vores politiske holdninger fra? Forfatteren, der er politisk psykolog, gør os klogere, men også lidt skræmte, i denne Tænkepause.
Ved at gennemgå en række forsøg, han selv eller internationale kolleger har lavet, påviser han, at der er en lang række faktorer, der spiller ind, når vi træffer politiske valg.
For eksempel er der forskel på vores solidaritet med svage før og efter frokost! Det kan påvises, når man sammenligner svar på større internetundersøgelser med tidspunktet, de er lavet på, men Bang Petersen har selv påvist, at en gruppe studerende, der havde fastet 4 timer, og hvor halvdelen fik et glas Sprite, mens den anden halvdel fik Sprite Zero (uden de selv vidste, hvem der fik hvad) som tendens delte sig efter, hvem der havde fået sukkertilskuddet – de var mere kyniske end de ”sukkerkolde”.
Mænds – men ikke kvinders – styrke har indflydelse på holdninger. For kvinder er det udseendet. Styrke er dog ikke afgørende for magt hos mennesker (og chimpanser), som det ellers er i det øvrige dyreliv. Sociale kontakter betyder mere. Mennesker og chimpanser tager ikke magt, men får den givet af andre.
Der er rigtig mange andre meget bemærkelsesværdige iagttagelser i bogen, der også påviser, at nogle dyr har retfærdighedssans (og går ind for ligeløn! – læs selv hvordan) og at vores politiske hjerne egentlig ikke har udviklet sig siden vi var samlere eller jægere på savannen – det er stadig de instinkter, vi grundlæggende falder tilbage på, når vi træffer vigtige beslutninger.
Sjældent har jeg slugt en fagbog med så stor appetit, så den er hermed kraftigt anbefalet.
Brugernes anmeldelser