Ophav af Eva Tind

En smuk og rørende roman om kunstneren Miriam, arkitekten Kai, datteren Sui og deres individuelle forsøg på at blive dem, de er. Endnu et fremragende værk af Eva Tind.

En mor, en far og deres datter. En kunstner, en arkitekt og en forfatter in spe. Og alle bliver de før eller siden forladt af deres nærmeste. Eva Tind har endnu engang begået et smukt, rørende og imponerende værk, der har familie, kunst og natur som omdrejningspunkt.

Miriam er en internationalt anerkendt kunstner. Hun var sikker på ikke at kunne få børn, så overraskelsen er til at tage og føle på, da hun som 51-årig bliver gravid. Kai, der er ophav(!)smand til graviditeten, er ca. halvt så gammel og vil inderligt gerne være far. Miriam vil på sin side helst være fri for at være mor. På trods af alt beslutter de at få barnet, men Miriam gør det klart fra begyndelsen, at hun overdrager alle rettigheder, om man så må sige, vedrørende barnet til Kai. Og derfor vokser pigen Sui op hos sin far, mens hun stort set ingen kontakt har til moren Miriam, der i Suis barndom bor i Japan og siden køber et stykke jord dybt inde i de svenske skove.

Der er, som altid, virkelig kød på og indhold i de bøger, der kommer fra Eva Tind. Og på trods af at hun genre- og formmæssigt altid fornyr sig, lægger denne roman sig tematisk i slipstrømmen af de forrige, hvor dét at forlade et barn, samt den søgen og fremmedgørelse, det kan føre med sig, igen er én af drivkræfterne i bogen. Fx er Kai halvt koreaner, men hans koreanske far forlod ham. Også Sui bliver forladt af Miriam, der vælger kunsten fremfor kernefamilien, hvilket leder tankerne hen på Eva Tinds fremragende bog Astas skygge, der handler om stumfilmskuespillerinden Asta Nielsen, der også langt hen ad vejen måtte prioritere sin kunst fremfor moderskabet.

Da Sui som 18-årig flytter hjemmefra, ryger Kai ind i en krise. I et forsøg på at komme overens med ikke mindst sig selv, rejser han til et alternativt samfund i Indien, hvor ro og fordybelse er i højsædet. Her finder han bl.a. ud af, at han ikke længere bør lægge låg på de særlige evner, han har. Kai kan heale med sine hænder, men har hidtil praktiseret det så lidt som muligt. Nu folder han sig ud, som den han er. Også Sui tager på en rejse, som i første omgang fører ”ud”, nærmere betegnet til den sydkoreanske ø Marado, men som i personlig betydning får hende til at finde ”hjem” til sig selv. Her finder hun nemlig ud af, at hun er som skabt til at være perledykker.

Fælles for Sui, Kai og Miriam er, at de alle tre ender med at finde hjem og at finde deres endelige form som mennesker. Men de skal alle tre igennem smertefulde ting og tab først.

Jeg har det med Eva Tind, som jeg har det med Siri Hustvedt og Josefine Klougart: Det er lige meget, hvad de skriver om – de skriver bare så simpelt æstetisk, at det per definition bliver en nydelse.