Romanen ’Himlen under jorden’ rummer en kritik af kernefamilien som norm og konstruktion og opfordrer til åbenhed over for andre familieformer. Historien viser os, at monogami ikke er naturligt.
Af Niels Lyngsø, forfatter
Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch, men vaner kommer hurtigt til at ligne natur. For mange danskere er kernefamilien den naturlige måde at indrette sig på. Man kan selvfølgelig være single, indtil man finder den rette, eller skilt, hvis man var uheldig med sit partnervalg, men det livslange, monogame, heteroseksuelle, børneproducerende ægteskab er stadig den norm, andre seksualiteter og familieformer betragtes som afvigelser fra. Til trods for at det gør flertallet til ”afvigere”.
Kernefamilien er en gammel vane, der opstod i 1500-tallets Europa. Men i et evolutionært perspektiv er det en ny og aparte idé, at der indgås en seksuel eksklusivaftale mellem én mand og én kvinde, som derefter isoleres sammen med de børn, de avler. De første anatomisk moderne mennesker dukkede op i Østafrika for cirka hundred tusind år siden. Igennem næsten halvfems tusind år levede vi i omkringstrejfende flokke som planteædere og ådselædere og efterhånden også som jægere. Vi blev det mest kulturelle af alle dyr, så det er vanskeligt at tale om ”menneskets natur”, men i det omfang, vi har en natur, må den være stærkt præget af de ni tiendedele af artens historie, som ligger før agerbrugets fremkomst.
Opfindelsen af landbruget var en katastrofe. Fossilanalyser viser utvetydigt, hvilket tilbageslag, det var at begynde at dyrke jorden: De nye agerbrugere blev ikke nær så høje som jæger-samlerne, de var ikke lige så velnærede, og de havde flere og mere alvorlige sygdomme og en kortere levealder. Livskvaliteten styrtdykkede på stort set alle parametre, men antallet af individer steg, og det er evolutionens eneste målestok for succes. Samtidig skete der en fatal omkalfatring af vores samlivsform; eller som biologerne ville sige: Menneskets parringssystem undergik en brat forandring. Det skyldtes i første omgang den private ejendomsret, et fænomen der næppe har givet mening for jæger-samlerne, men som nu blev afgørende. Når man bruger et helt liv på at rydde, indhegne og dyrke et stykke jord og på at bygge kornmagasiner og fremstille redskaber, er det ikke ligegyldigt, hvem der ejer hvad. Ejendomsret er en forudsætning for arvefølge, og det samme er monogami eller rettere sagt: kontrol med kvindens seksualitet. For hvis hvem som helst parrer sig med min kvinde, kan jeg jo ikke vide, om det er mine børn, der arver. Også avlsarbejdet med kvæg må have gjort det tydeligt, at reproduktion er noget man kan og bør styre.
Vi har ingen skriftlige kilder fra de gamle jæger-samler-samfund. Alligevel ved vi en hel del, også om deres kønsliv. Primatologer har sammenholdt en række fysiske træk hos homo sapiens med de tilsvarende træk hos vores nærmeste evolutionære slægtninge. Disse sammenligninger af den seksuelle anatomi, af samlejers varighed og hyppighed og af for eksempel parringsskrig, hjørnetænder, fingerratioer og vægtforskelle mellem hanner og hunner tegner et billede af menneskets seksualitet, som mange vil blive forskrækkede og forargede over:
Gangbangs er mere naturligt end monogami. Den mest effektive parringsstrategi for en menneskehun er at jage så mange hanner som muligt og samle så meget sæd som muligt, blandt andet for at udnytte den spermkonkurrence, der opstår, når en hun på få timer har samleje med flere hanner, der fylder hende op med sæd, hvorefter hendes indre kønsorganer ved hjælp af sindrige anatomiske og biokemiske selektionsmekanismer udvælger den spermatozo, der er bedst egnet til at give levedygtigt afkom. Kvinden var altså, i sin oprindelige seksualitet, jæger og samler. Det samme var manden: Han jagede hunner og samlede på artsfæller, han kunne stole på, for at sikre flokkens afkom. Men da homo sapiens havde tilsået de første marker, blev menneskehannen agerbruger i sin seksualitet: Nu var hans parringsstrategi ikke alene at sprede sin sperm for alle vinde, men også at indhegne hunnerne for at forhindre andre hanner i at få adgang til det område hvor han havde sået sin sæd.
Hele det patriarkalske værdisæt med dets systematiske undertrykkelse af kvinden er altså resultatet af en fatal evolutionær fejltagelse. Konsekvensen af den viden er, at vi må vende tilbage til den frie seksualitet, som vores kroppe stadig er formet af, og til en samlivsform, vi har trivedes med i halvfems procent af artens historie: Åbne forhold, flokke på antagelig tredive til hundred og halvtreds individer, yngelpleje som et fællesanliggende på tværs af køn og generationer og ikke mindst: sex som andet og mere end reproduktion. Sex som socialt bindemiddel, som konfliktforebyggelse, som forsoning, som fornøjelse, som afspænding, som omsorg. Som kærlighed. Til hvem som helst.
*
Denne livsindstilling er ikke min, og så alligevel: Jeg har lagt den i munden og hovedet på Nadia Nazir, den antropolog der er hovedperson og fortæller i romanen Himlen under jorden. Nadia er ekspert i menneskets evolution og seksualitet. Sammen med nogle ligesindede har hun grundlagt kollektivet Sapiens, der holder til i et underjordisk tunnelkompleks under Paris. Her lever de som en slags moderne jæger-samlere og praktiserer en fri seksualitet. Nadia er selv vokset op i et kollektiv i halvfjerdserne, og ambitionen med Sapiens er at give de gamle hippiers eksperimenter et nyt videnskabeligt grundlag. I samarbejde med en biokemiker og en computerekspert undersøger Nadia, hvad regelmæssig sex med mange partnere gør ved mennesker. Både ved den enkelte og ved gruppedynamikken. Og de konstaterer målbare forbedringer i ansigtsgenkendelse, indlæring, søvnmønstre og samarbejdsevne. Men én ting er de utopiske idealer, noget andet er de følelsesmæssige konflikter, der uvægerlig dukker op.
Nadia er med sin opvækst og livsindstilling den diametrale modsætning til Hans-Peter Frederiksen, som er hovedpersonen i Min ukendte bror. Hans-Peter vokser op i en kernefamilie i et parcelhuskvarter på den københavnske vestegn, og da han som voksen forsøger at leve op til det omgivende samfunds monogame idealer, fører det ham ud i en alvorlig livskrise.
De to romaner om Hans-Peter og Nadia kan læses som en kritik af kernefamilien og som en efterlysning af andre familieformer. Eller i hvert fald som en opfordring til at tænke over, hvordan vi bedst indretter os socialt og seksuelt. Jeg er nok mere uafklaret end Nadia, der er de to romaners selvsikre og næsten alvidende fortæller. Men jeg synes, utopier er vigtige, i hvert fald som en horisont, vi skubber foran os. Ikke kun fordi vi har et forskruet og stadig patriarkalsk præget forhold til seksualitet i vores samfund. Ikke kun fordi jeg personligt drømmer om mere frisind, og om at flere må få et mere afslappet forhold til sex. Men også for børnenes skyld. Jeg er selv vokset op som enebarn i en kernefamilie. Det viste sig hurtigt, at jeg havde helt andre interesser og værdier end mine forældre. Vi forstod ikke rigtig hinanden. Derfor kan jeg ikke lade være med at fantasere: Tænk hvis intet barn var overladt til de to voksne, der tilfældigvis havde avlet det, men i stedet som noget naturligt var omgivet af mindst tyve voksne med hver deres sæt af særheder, evner og temperament. Måske ville det give det enkelte barn bedre mulighed for at finde en voksen at identificere sig med? Og måske ville det føre til færre generationskonflikter?
Hippiegenerationens børn har fortalt historier om omsorgssvigt og selvoptagede forældre, og der er ingen grund til at gentage 68’ernes fejl. Men jeg skulle hilse fra parcelhuskvarteret og sige, at hippierne ikke har patent på at lade børn i stikken. Jeg tror, vi ville have gavn af at se kernefamilien og det livslange, monogame, heteroseksuelle, børneproducerende ægteskab som ét valg blandt andre lige så accepterede valgmuligheder. Og ikke som natur eller som en norm, der skaber skam og fortvivlelse blandt det flertal, der afviger fra den.
Kommentarer