Bog

Oceanet hvor grusvejen endte

Af (
2015
)

Anmeldelse

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman

07 dec.15

Magisk. Poetisk. Og dybt foruroligende. Barndommens uskyld gambler med visdommens uendelige hav, og forunderlige verdener åbner sig med et urgammelt mørke lurende lige om hjørnet.

Vi har alle været syv år engang, og nogle minder fra barndommen står givetvis stærkere end andre, uanset om de var gode eller dårlige. Sådan er det også for den unavngivne hovedperson, en midaldrende mand som vender tilbage til barndomsbyen for at deltage i en begravelse. Som trukket af en usynlig snor befinder han sig efterfølgende ved grusvejen, hvor barndomshjemmet lå. For enden af vejen ligger Hempstock-familiens gård, og langsomt vender minderne tilbage om magiske og dystre oplevelser fra dengang, han var syv år gammel og mødte den fire år ældre pige Lettie Hempstock. En pige som måske, måske ikke er lige så gammel som universet selv. Pirret af nysgerrighed får han kendskab til mørke kræfter, som intet menneske burde kende til, og med ét slag er hans trygge verden forvandlet, da et urgammelt væsen ser sit snit til at lægge krav på ham. 

Neil Gaiman fortsætter med at imponere med denne roman, som egentlig var tænkt som en novelle men udviklede sig til en længere historie. Gaiman er en fænomenal fortæller og skriver med få ord ondskaben frem – for i næste hug at manifestere dem til hverdagens nære personer. Mennesker, som normalt er fyldt med kærlighed og tryghed, men nu kun har onde hensigter. Gennem drengens syvårige øjne ser vi verden åbne og forandre sig fra den indre tryghed bag hjemmets sikre mure til en verden, hvor død, usikkerhed og ondskab er klar til at invadere hans liv – og gør det! Heldigvis er der masser af livreddende kærlighed i romanen, en kærlighed som strækker sig ud over universets grænser.

Det er på én gang en rørende og forfærdelig skildring af barndommens mistede uskyld, som for mig vækker minder om atmosfæren og den sproglige stil i novellen ’Liget i skoven’ af Stephen King samt scener i ’1Q84’-trilogien af Haruki Murakami. Som med disse to vil jeg gemme ’Oceanet hvor grusvejen endte’ i min underbevidsthed med visheden om, at den vil poppe op fra tid til anden i årene frem. 

Originally published by Pia Bechmann, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
People'sPress
Oversætter
Steffen Rayburn-Maarup
Faustnummer
52017149
ISBN
9788771596526
Antal sider
196

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer