Anmeldelse
Skyggeliv af Kenneth Lund
- Log ind for at skrive kommentarer
Virkelig spændende dark fantasy med masser af venskabsprøvelser, quests og mørk magi for læsere fra tretten år.
Her er en lovende dansk fantasy-serie for læsere af Jacob Kokkedal, Tobias Stenbæk Bro, John Flanagan eller Joe Abercrombie.
Bogen foregår i landet Surnam, hvor både troldmænd, druider og elvere kæmper mod troldmanden Byzant, hvis hær består af uddøde legioner. Hovedpersonen er Talisin, en ung halvelver, der er på jagt efter nogle skrifter, som siges at indeholde hemmeligheder, der kan styrte Byzant. Han fængsles for at forsøge at indfri den edsgæld, borgherren Nosuru skylder Talisins mentor, Irnam. I cellen møder han Kruppe Greimdurson, Jaruz, der er ankommet med skib, og som har passet en smuk hest ombord, en gave til Nosuru, samt drengen Roland, der også var ombord på samme skib som Jaruz. Alle skal hænges ved daggry.
Anført af Roland, kæmper de fire sig ud fra fængslet, stjæler hesten til Nosuru og stikker af. Uden for murene giver Talisin de tre andre et tilbud om at følge med ham ud for at finde troldmanden Nesruel, som kan hjælpe dem i kampen mod Byzant. Men de møder masser af fjender, også nogle der benytter sig af gammel, stærk magi og internt i gruppen, har de svært ved at stole på hinanden. Måske fordi de hver især har deres egne planer. Særligt en af de fire er lige så nådesløs, som de fjender de møder og de må alle kæmpe mod det mørke der bor i dem, for at forblive menneskelige.
I fantasy foregår kampen mellem det gode og det onde, men i denne mere mørke ende af genren, er linjerne ikke så skarp optrukket. I dark fantasy skildres ofte det mørke der er en del af den menneskelige natur. Elementer der skræmmer læseren, men som stadig er langt fra at kunne kategoriseres som gys. Hovedpersonerne indeholder også utiltalende karaktertræk, og minder nok i virkeligheden mere om helt almindelige mennesker, end de typiske helte. Bogen har fællestræk med serien ’Den trofaste bror’ og med serien’ Et varsel om storm’, men de to henvender til den voksne læser, hvor denne bog, med fordel kan læses af nogen der er noget yngre. En virkeligt fin bog til læsere, der kan lide mørk fantasy og som elsker ’Skyggens lærling’. Bind to er også udgivet, og jeg venter med spænding på tredje bin.
Brugernes anmeldelser