Mumitrolden og den usynlige gæst

Alle ville nok ønske, man kunne blive usynlig, hvis man blev rigtig bange. Så kan man heldigvis få en masse god opmærksomhed, skønne oplevelser og bekræftende kærlighed, så man kan holde ud at være i sig selv igen.

En mørk efterårsaften banker det på døren hjemme hos Mumitrolden. Udenfor i regnen står en underlig gæst. Det er pigen Ninni, som er blevet så bange, at hun nu er blevet usynlig. Heldigvis kender Mumimor til gamle husråd, som kan anvendes mod usynlighed, når Ninni engang er klar til at blive synlig igen. Allerede morgenen efter, kan familien se et par fødder, der kommer ned af trappen. Tæerne er trykket frygtsomt mod hinanden, men alligevel kommer Ninni ned.

Efterhånden som dagen skrider frem og de alle hygger sig med at presse æbler til mos, bliver Ninni mere og mere synlig. Om aftenen syr Mumimor en kjole ud af et sjal og lægger op på værelset, hvor Ninni sover. Dagen efter har Ninni kjolen på ned, men det er stadigt kun fødder og ben, de kan se. Mumitrolden og Lille My leger med Ninni, som slet ikke aner, hvordan man leger. Hun aner heller ikke, hvordan man bliver vred. Og dagene går, mens Ninni stadigt er usynlig. Men så tager familien til havet….

Tove Janssons novelle ’Historien om det usynlige barn’ fra 1962 er her blevet genfortalt, så små billedbogslæsere kan læse med og er smukt nyillustreret af Filippa Widlund, som heldigvis har skabt den, så den ligner originalen rigtig meget.

Selvom Mumitroldene udkom første gang i 1945, er de emner bøgerne behandler stadig aktuelle, og mange, både børn og voksne, elsker hele mumiuniverset. Cecilia Davidsson har genfortalt historien om den usynlige gæst så smukt og helt tro mod Tove Janssons originale historie. Man kan ikke andet end at elske disse genfortællinger. Den samlede oplevelse af bogen, både visuelt og kvalitetsmæssigt, giver læseren en fornemmelse af en eksklusiv oplevelse. Pragtfuldt!