Anmeldelse
Da julen kom til Mumidalen af Alex Haridi og Cecilia Davidsson
- Log ind for at skrive kommentarer
Sikke dejligt det er at sove hele vinteren, lige indtil den farlige jul melder sin ankomst. Hvordan tager man imod sådan en væmmelig gæst?
Mumitroldene bliver vækket af deres lange vintersøvn af Hemulen, der råber ”Det er sandelig nydeligt: Julen er på vej, og hér ligger I og sover!’” Men hvad er julen egentlig for noget? Er den farlig? Mumierne er ikke vant til jul. De plejer at sove indtil foråret.
Mumiernes venner har vældigt travlt med deres sidste juleforberedelser og har ikke tid til at forklare det mærkelige fænomen for de noget forvirrede trolde. Én nævner noget med et juletræ, en anden at det skal da også pyntes, husk nu at der også skal laves julemad, og så er der julegaverne. Mumierne kæmper for at gøre det hele rigtigt for at formilde den farlige jul, som de heller ikke kan finde ud af, hvornår egentligt kommer.
Mumierne får faktisk gjort alt klar til en rigtig hyggelig jul, men finder aldrig selv ud af, hvad det med julen egentlig går ud på. Mumimor er kommet i godt humør, og jul eller ej skal ingen fryse, så hun inviterer et lille kryb, der sidder og ryster under trappen, med ind i varmen. Selvsamme lille kryb og venner får senere på aftenen overladt både juletræ, julegaver og julemad, så de får lov til at holde jul for allerførste gang, da Mumifamilien har gemt sig under spisebordet og faktisk blot venter på at kunne krybe under dynerne igen. Men småkrybene spiser, danser og pakker gaver ud. Og dét er et rigtigt juleeventyr!
Fortællingen stammer fra Tove Janssons noveller ’Det usynlige barn og andre historier’, og er her blevet til et hyggeligt juleeventyr. Cecilia Davidsson har genfortalt historien så smukt, og man har bestræbt sig på at genskabe både tekst og illustrationer, så det fremstår så tæt på Toves Janssons original som muligt.
Endnu engang imponeres jeg over Tove Janssons evne til at forene modpoler; det skønne med det uskønne, det trygge med det farefulde og det højtidelige med det humoristiske. Hun skriver med en særlig sans for menneskesindet og med en særlig varme. ’Da julen kom til Mumidalen’, er en rigtigt fin, sød og meget hyggelig julehistorie, som er velegnet til at blive vil læst højt for børn fra ca. 4 år mange gange i løbet af december.
Brugernes anmeldelser