Poul Schlüters tid 1982-1993

Et fagligt velfunderet og indgående portræt af Schlüter og hans tid og et væsentligt værk om dansk politik i perioden, hvor den seriøst interesserede læser vil blive meget klogere på det politiske spil.

Bogen er anden del af dobbeltudgivelsen 'De danske ministerier 1972-1993' skrevet af de to historikere Thorsten Borring Olesen og Niels Wium Olesen. Værket er en videreførelse af Tage Kaarsteds 'De danske ministerier'. Hovedforfatteren til dette halvbind, Niels Wium Olesen, bygger på et væld af kilder, som det fremgår af den omfattende fortegnelse over kilder og litteratur. Han skriver godt og kombinerer fint de store linjer med kortfattede ministerportrætter og redegørelser for de vigtigste forhandlinger, beslutninger og begivenheder Bagest er der en nyttig sammenfatning og en anknytning til første halvbind om Anker Jørgensen og hans tid.

Poul Schlüter er den længst siddende statsminister siden 1945. Han blev anset som lidt af en ”dark horse”, men viste sig hurtigt at være opgaven voksen til manges overraskelse. Bogen gennemgår kronologisk hans fire efter hinanden følgende regeringsperioder, hvoraf de to første var de mest glorværdige.

Tiden og de internationale konjunkturer var med Schlüter. Forfatteren beskriver de forskellige regeringskoalitioner, de problemstillinger, de baksede med, og hvordan Schlüter manøvrerede i det politiske landskab for at komme igennem med sin politik. Hans hovedformål var at rette op på den katastrofale danske økonomi. Forfatteren konkluderer, at Schlüter fik løst fundamentale problemer i dansk økonomi ved at bremse den ukontrollerede vækst i den offentlige sektor og forbedre konkurrenceevnen, men det lykkedes ikke at løse det store arbejdsløshedsproblem.

Schlüter fremstår som en kompetent leder, velformuleret og pragmatisk og en fremragende parlamentariker, der var villig til at samarbejde til flere sider og give køb på andre politiske områder end det økonomiske. En forklaring på Schlüterregeringens overlevelsesevne er Schlüters overraskende accept af, at regeringen kom i mindretal, uden at han af det grund fandt det nødvendigt at træde tilbage.

Perioden er præget af flere andre politiske problemstillinger, hvor Schlüter ikke får sat sig igennem, ikke mindst på det udenrigspolitiske område. Hans sidste regeringsperiode er præget af afmatning, og Tamilsagen bliver det sidste søm i hans ligkiste. Som det fremgår af bogen, vil han bl.a. blive husket som den statsminister, der gav den private sektor friere vilkår , mens den offentlige sektor blev underlagt en stærk budgetdisciplin. Forfatteren giver ham det positive eftermæle, at han ikke nedlagde velfærdsstaten, men moderniserede den og gjorde den konkurrencedygtig.