Bog

Maze runner - labyrinten

Af (
2014
)

Anmeldelse

Maze Runner – Labyrinten af James Dashner

17 sep.14

Første bind i ny sci fi-dystopi er både interessant anderledes og nervepirrende spændende.

Hovedpersonen Thomas vågner op i noget, der ligner en elevator. Han kan kun huske sit navn og forskellige brudstykker fra sit tidligere liv men ikke nogen personer. Da døren til elevatoren bliver åbnet, er han pludselig omgivet af en 40-50 teenagedrenge, og stedet er en underlig lysning omgivet af kæmpestore stenmure. Alle de andre drenge, hvoraf nogle har været i Lysningen i et par år, kan heller ikke huske noget. Det eneste, der er sikkert, er, at der hver måned kommer en ny dreng, at de en gang om ugen får nye forsyninger og at portene i stenmuren lukker hver aften. Uden for portene findes en uendelig labyrint, som hele tiden forandrer sig, og i gangene lurer nogle underlige halvmekaniske uhyggelige væsner. Hver dag sender drengene løbere ud for at finde en vej ud af labyrinten, men de skal nå at være tilbage i Lysningen, inden portene lukkes. Drengene har tilpasset sig forholdene og i virkeligheden fået skabt et lille velfungerende samfund, men hvad er meningen med det hele, og hvem har placeret dem i lysningen?

Med Thomas’ ankomst til stedet sættes en lavine af begivenheder i gang. Det sker allerede dagen efter med ankomsten af en ny beboer, stedets første pige, Teresa. Ikke alene er det usædvanligt med en ny så hurtigt - og så oven i købet en pige - men endnu mere mærkeligt er det, at hun påstår, at hun kender Thomas.

Som nævnt er bogen første bind i en særdeles succesfuld trilogi, der nu også er blevet filmatiseret ligesom den populære sci fi-serie, Hunger Games. I disse år udkommer der en lind strøm af fantasy og science fiction for ’Young Adults’, men ikke alt er lige vellykket. Denne historie er dog forfriskende anderledes og bæres især oppe af en intenst opbygget spænding. Selvfølgelig først og fremmest i kraft af drengenes evige kamp for overlevelse i de barske omgivelser, men i høj grad også fordi man – ligesom drengene – overhovedet ikke har nogen anelse om, hvad der egentlig foregår.

Mening og baggrund åbenbares selvfølgelig hen ad vejen, og forfatteren har totalt styr på sin handling og sit plot og leder hele tiden læseren i nye retninger. Personskildringerne fremstår derimod noget tynde og skabelonagtige, og så er det virkelig irriterende, at drengene taler en slags slang med en række selvopfundne udtryk. Dette er dog af mindre betydning for en glimrende læseoplevelse, hvor bogens helt klare styrke altså er spændingsdelen. Desværre kan bogen ikke stå alene, så man må vente på resten af serien, som heldigvis skulle udkomme i løbet af 2015.

Originally published by Julie Markussen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Høst & Søn
Oversætter
Thomas Munkholt
Faustnummer
51263146
Graphic
Peter Stoltze
ISBN
9788763836739
Antal sider
380

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer