At leve

Kulturrevolutionen er bagtæppet i denne klassiker af en af Kinas største, mest omstridte forfattere. Omvæltningen opleves gennem rigmandssønnen Fugui og hans livslange nedtur.

I den kinesiske klassiker ’At leve’ spiller døden en mindst lige så stor rolle som livet. Historien, der befinder sig et sted mellem en fabel og en historisk roman, rammer lige i maven og minder én om, hvor godt man egentlig har det, alt taget i betragtning. Man er ikke på nogen måde i tvivl om, at historien om Fugui og hans nærmest livslange nedtur er et sjældent kig ind i en epoke af Kinas historie gennem en helt anden kulturs øjne – og det er fedt!

Imens jeg læste bogen, kunne jeg ikke lade være med at drage sammenligninger til nogle af de øvrige livskrøniker der er oppe i tiden, hvor man i et nøgternt sprog beretter om et helt livsløb med dets glæder og sorger. Jeg tænker særligt på romaner som Robert Seethalers Et helt liv og John Williams’ Stoner, men også lidt på Bjørn Arild Erslands Store hendelser i liten skala, til trods for at den engagerer sig noget mere i det hele på grund af sin dagbogslignende form. ’At leve’ har noget til fælles med dem alle, men takket være sin hovedpersons ærlige – og bestemt ikke ukritiske - skildring af sig selv, skiller den sig også ud. Positivt.

Bagtæppet for fortællingen er årene op til, under og umiddelbart efter den kinesiske kulturrevolution. Det i sig selv er spændende at læse om, for det er ikke det stykke verdenshistorie, der fylder mest. Dertil kommer, at Hua beskriver oplevelsen af en så stor social omvæltning fra bunden af samfundet, og at han gør det tydeligt, hvilke negative konsekvenser kulturrevolutionen også havde. Det er et sjældent hul i det tæppe, som man af og til har en fornemmelse af, nogen har kastet over visse aspekter af Kinas historie, og endelig er det hele koncist og velskrevet.

Rammefortællingen, hvor en omvandrende forfatter møder en gammel mand, der fortæller ham om hele sit liv via forskellige nedslag, hvor tiden er en relativ størrelse, der strækkes og slækkes løbende, er med til at give det hele et skær af fabel eller folkeeventyr. Det tager dog ikke noget fra romanen som en gennemgående solid skildring af noget, der sikkert har været den barske virkelighed for rigtigt mange kinesere i datiden.

Døden fylder en hel del i historien, faktisk så meget at det fik mig til at tænke en ekstra gang over romanens titel. Måske det ikke er med vilje, men med en så økonomisk fortællestil fristes man nærmere til at tro, at det er en stilfærdig måde at understrege et grundlæggende balanceforhold i eksistensen på.

Mit kinesiske er ikke ligefrem godt, så jeg ved ikke, hvordan det fungerer på originalsproget, men historien flyder smukt i Anne Wedell-Wedellsborgs oversættelse. Hvis man går ud fra, at den sproglige forskel mellem dansk og kinesisk er bare en brøkdel så stor som den kulturelle, har hun virkelig gjort det godt.

En særlig tak til en af vores favoritbogbloggere bookmeupscotty for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hende på Instagram, hvor hun deler ud af sine læseoplevelser.