Anmeldelse
Et rum større end ensomheden af Yiyun Li
- Log ind for at skrive kommentarer
Tre ungdomsvenner fra Beijing lever adskilt fra hinanden i ensomhed og i skyggen af fortidens handlinger og fortielser. Yiyun Li skriver overbevisende om deres tunge tanker og skæbner.
Boyang og Moran er barndomsvenner. De bor i samme kvarter i Beijing og cykler hver dag i skole sammen. I deres teenageår flytter den forældreløse Ruyu til deres kvarter. Hun er blevet sendt dertil af sine to "tanter", som hun har boet hos, siden de fandt hende som lille, for at hun kan få en uddannelse og komme til USA. Ruyu skal gå på samme skole som Boyang og Moran, og de tager hende derfor under deres vinger og prøver at hjælpe hende med at falde til. Ruyus indtræden i deres venskab forandrer dem og deres relation for altid. Boyang bliver forelsket i Ruyu, og Moran føler sig tilsidesat.
Det viser sig, at det ikke kun er forelskelsen, der skaber et rum af ensomhed mellem de tre venner. Fortælleteknisk lader Yiyun Li fortællingen udfolde sig ved at skifte mellem de tre venners synsvinkeler fra kapitel til kapitel, ligesom hun lader den springe i tid mellem slutfirserne, hvor Boyang, Moran og Ruyu gik i skole sammen og mere end tyve år senere, hvor minderne griber ind i nuet og hjemsøger karakterenes ensomme skæbner med de historier, de ellers anstrenger sig for at glemme. På den måde bliver fortidens mysterier og fortielser langsomt blotlagt gennem minderne. Det største af disse mysterier viser sig at være forgiftningen af pigen Shaoai, som Ruyu boede sammen med, da hun kom til Beijing. Hvorfor blev hun forgiftet? Hvem gjorde det? Og hvorfor kaster disse spørgsmål mørke skygger ind i de tre venners liv og relationer?
'Et rum større end ensomheden' er en langsom fortælling i mol. Der er ingen egentlig forløsning. Boyang, Moran og Ruyu går nærmest som søvngængere gennem deres liv, som var de også blevet bedøvet af den gift, der blev Shaoais skæbne. Yiyun Li skriver så personernes sindstemninger smitter af og deres triste skæbner kravler helt inde under huden. Det er tung læsning. Til tider lidt for tung, og man skal derfor nok ikke være alt for trist i forvejen, når man giver sig i kast med denne bog, som er forfatterens fjerde.
Yiyun Li debuterede i 2005 med novellesamlingen 'Efter tusind års fromme bønner'. En bog fyldt med stærke og gribende noveller. Hvis man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med Yiyun Li og hendes forfatterskab, er novellesamlingen et godt sted at begynde.
Oprindeligt skrevet af Cæcilie Hjorth Pedersen, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser