Anmeldelse
Hotel Rudolph af Malene Kirkegaard
- Log ind for at skrive kommentarer
Med en psykopat af en ægtemand i hælene og et lille barn at tage vare på er Anna på flugt fra sit gamle liv. Men fortiden har det med at indhente nuet.
En psykopatisk ægtemand, flugt og fortielser, uforklarlige hændelser og en fortid, der viser ikke at være, som først antaget. Lyder det som opskriften på gåsehud og koldsved? Det er det også.
Hovedpersonen Anna er på flugt fra sin ægtemand Lars. Med sig har hun deres fælles søn Lui, og i første omgang handler det bare om at komme væk! Væk fra seksuelle ydmygelser, Lars´ evige og letantændelig jalousi og utryghed generelt. Og tilfældet – selvom man absolut ikke bør bekende sig til tilfældigheder – vil, at Anna og Lui havner i Korsør, hvor Annas mor i sin tid døde og blev begravet. Og her er så lagt an til ikke mindre end to dramaer: Flugten fra Lars og mysteriet om moderens død, der viser sig at være ganske anderledes, end Anna var blevet fortalt.
Hotel Rudolph, der lægger navn til bogen, er det hotel, som bliver Anna og Luis hjem. Ved siden af hotellet ligger en campingplads, hvis beboere også kommer til at spille afgørende roller for romanens og Annas videre færd.
Malene Kirkegaard, der er uddannet filminstruktør og romandebuterer med ’Hotel Rudolph’, mestrer i fin stil kravet om ”don´t tell it – show it!” Handlingsbeskrivelserne er lige så tydelige, som så man dem på film, og dette er i høj grad med at til bringe uhyggen til torvs.
Desværre har Kirkegaard også en akilleshæl (men hvem har ikke det?), og det er – igen: desværre – figurernes troværdighed. For nok er deres handlinger særdeles tydelige, men jeg tog flere gange mig selv i at studse over især hovedpersonen Annas optræden. Hun er svær at få helt hold på, fordi hun, i hvert fald i min optik, ind imellem handler og tænker utroværdigt. Og uheldigvis bevirkede det, at jeg blev revet ud af det ellers meget levende litterære univers.
Anyway – en råkold efterårsdag er Hotel Rudolph nok et besøg værd. Og hvis du hører stemmer, er det ikke helt forkert – vi er flere, der har hørt dem. Læs selv.
Brugernes anmeldelser