Anmeldelse
Den herreløse ridder af George R.R. Martin
- Log ind for at skrive kommentarer
Mens vi venter på bind seks af ’Game of Thrones’, kommer her en samlet udgave af tre små noveller fra Westeros, som foregår omkring 100 år før begivenhederne i roman-serien.
De tre historier: ’Den herreløse ridder’, ’Det edsvorne sværd’ og ’Den mystiske ridder’ har alle ridder Dunk og hans tro væbner Æg som hovedpersoner. Den kæmpestore Dunk er i virkeligheden en proletardreng, som blev fundet i et fattigkvarter i Kongshavn af den gamle ridder, sir Arlan af Pennytree, og gjort til hans væbner. Nu er den gamle ridder død, og Dunk har arvet hans heste, rustning og sværd. På vej til en ridderturnering møder Dunk drengen Æg, som bliver hans væbner. Æg er i virkeligheden mere end den 8-9-årige dreng, han ser ud til at være, nemlig den fjerde søn af broderen til selve kongen. For ikke at blive genkendt har han raget sit hår af, deraf navnet Æg.
De to umage personer rejser i de næste par år rundt i Westerros, og som herreløs ridder tager Dunk arbejde hos de herremænd, der måtte have brug for hans tjeneste. Tre af deres mest interessante eventyr bliver beskrevet i bogen, og som altid hos Martin må Dunk hele tiden lære nye ting om korrumperende magt, rænkefulde adelige, oprørere og svig, godhjertede småfolk og egen styrke.
Som i hele serien er disse tre små korte historier bestemt fantasy for voksne, totalt blottet for genrens ellers ofte idylliske og idealiserede beskrivelser, og igen er hovedtemaet så at sige en hensynsløs kamp om magten. Det er ingen opløftende historie, hvor det gode nødvendigvis sejrer frem for det onde, eller hvor det egentlig er så let at afgøre, hvad der er godt og ondt.
Mange af de familier og navne, man kender fra hovedserien, dukker også op i denne samling, navne som Targaryen, Baratheon, Stark og Lannister, men selvom Martin egentlig også i disse små korte historier har fint styr på historierne, kan man ikke undlade at føle sig en smule snydt eller skuffet.
Det virker, som om denne udgivelse er en slags pause-føde til de hungrende fans af Game of Thrones, mens man venter på den rigtige historie, og dette understreges i og for sig også af, at den første historie faktisk udkom allerede i 1998. Selvom novelleformen i virkeligheden slet ikke kan bære alle de mange navne og steder, formår Martin dog stadig at tryllebinde sit publikum - også dem, der normalt ikke synes om magi og fantasiverdener, og når den værste skuffelse har lagt sig, må det dog erkendes, at man stadig føler sig godt underholdt.
Brugernes anmeldelser