Den kløgtige adelsmand Don Quijote af la Mancha

Den spanske guldalders førstemand
Miguel de Cervantes Saavedras navn er i dag uløseligt forbundet med romanen om den gale ridder Don Quixote, 'Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha' (første del 1605, anden del 1615).

Selv uden dette storværk ville Cervantes imidlertid have sikret sig en væsentlig plads i litteraturhistorien som den spanske guldalders førstemand. Specielt hans 'Novelas ejemplares' ('Lærerige historier', 1613) er af højeste klasse, hvad angår sprog og psykologisk karaktertegning. Men 'Don Quixote' er og bliver dog forfatterskabets største og væsentligste perle. Oprindeligt synes det ikke at have været Cervantes’ hensigt at gøre denne parodi på ridderromanerne særlig lang. Han havde sandsynligvis forestillet sig, at historien kunne rummes i en enkelt novelle.

Humoristisk og hverdagsrealistisk romankunst

Romanen begynder med en omhyggelig præsentation af helten – eller rettere sagt antihelten – og der redegøres i detaljer for Don Quixotes familieforhold og levevis. Med særlig vægt fremhæves det, at hans fanatiske læsning af ridderromaner har voldt ubodelig skade på såvel økonomien som forstanden.

Efter denne korte introduktion sættes det store episke maskineri i gang: Don Quixote får den gale idé at forvandle den fantasiverden, som han har læst om i ridderromanerne, til virkelighed. Efter et kortvarigt togt vender han atter hjem, og med en vis snilde lykkes det ham at ansætte sin tykke nabo, Sancho Panza, som væbner. Herefter følger en nærmest endeløs række af komiske men til tider også bevægende eventyr.

I romantikken blev figuren, don Quixote, set som det klassiske symbol på den evige og tragiske konflikt mellem ideal og virkelighed. Blandt det 20. århundredes kritikere har det tragiske element ikke spillet den samme afgørende rolle i forhold til forståelsen af romanen.

Her har fokus i højere grad været rettet mod de parodiske elementer i romanen, og flere kritikere har påpeget, at Cervantes tilsyneladende havde til hensigt at skildre ridderromanernes skadelige virkninger. Den store tyske litteraturhistoriker Erich Auerbach så romanen som et komisk spil, der var præget af en allestedsnærværende hverdagsrealisme. I romanen lærer vi således et helt folk, der i detaljer er skildret i dets daglige liv og færden, at kende.

Den subtile samfundskritik

'Don Quixote' er sammenstødets roman. Her mødes og interagerer forskellige sociale lag, forskellige etniske kulturer og forskellige litterære genrer.

Hele romanens komiske element er funderet på sådanne sammenstød mellem forskellige perspektiver på virkeligheden: Don Quixote ser kæmper, der hvor Sancho ser vejrmøller; han ser en storslået borg, hvor andre ser en kro; og enhver almindelig hverdagsbegivenhed tolker Don Quixote som et fantastisk eventyr. Traditionelt har litteraturhistorikerne ikke indlæst nogen samfundskritik i 'Don Quixote'.

Det er imidlertid i kraft af en fornyet interesse i romanens samtid blevet muligt at etablere et mere nuanceret billede af værket. Romanen kan nemlig ikke forstås fuldt ud uden en hensyntagen til den samtidige historie, der er præget af forsøget på at skabe en homogen stat. Jøderne og muslimerne blev smidt ud af Spanien i henholdsvis 1492 og 1609. Og Inkvisitionen, der blev oprettet i 1478, prægede alle aspekter af samfundslivet. Det var således tale om et totalitært samfund, hvor censuren spillede en ikke uvæsentlig rolle. Derfor kan man heller ikke forvente at finde eventuelle samfundskritiske elementer i romanens overflade. I visse passager ser vi en samfundskritik præsenteret på en særdeles spidsfindig og subtil facon, og det er netop i kraft af don Quixotes galskab, at kritikken kommer til udtryk.

Galskaben leverer et andet syn på verden, hvorved falskheden ved den herskende ideologi kan afsløres. Det er således også i kraft af sammenstødene, at den kritiske vinkel etableres. Et eksempel på denne subtile samfundskritik ser vi i den passage (bind 1, kap. 17), hvor Don Quixote og Sancho Panza tror, at en landbetjent er en fortryllet maurer.

Landbetjenten er medlem af det hellige broderskab og dermed inkvisitionens forlængede arm. Sancho Panza og Don Quixote opfatter ham imidlertid som en fortryllet maurer. De ser betjenten som en hedning og dermed i realiteten også som inkvisitionens egentlige fjende. Inkvisitionen bliver pludselig via denne omvending sin egen fjende. Passagen antyder på denne måde, at det er inkvisitionen og ikke maurerne, der er samfundets fjende. Cervantes leverede således ved hjælp af sin galning et yderst kontroversielt billede af tidens mest magtfulde institution, inkvisitionen. Den inkvisitoriske praksis parodieres også direkte i romanen.

Det måske tydeligste eksempel er i romanens første del (kap. 6), hvor præsten og barberen på inkvisitorisk vis udrenser Don Quixotes bogsamling, og efterfølgende afbrænder de "skadelige" bøger. I det hele taget er romanen præget af en nærmest allestedsnærværende interesse for det mauriske.

Størstedelen af fortællingen er baseret på en et manuskript af den mauriske fortæller, Cide Hamete Benengeli, og det kan undre, at de fleste kritikere ikke har tillagt dette forhold nogen særlig betydning. Samtidig viser Don Quixote sig også at være lidt af en ekspert, hvad angår det arabiske sprog. Han omtaler f.eks. at mange spanske ord har en arabisk oprindelse, hvorved romanen også peger på, at det mauriske var en del af grundlaget for det spanske sprog; præcis som det var det for landet Spanien. Den homogene stat var således en falsk konstruktion, der ikke har rod i virkeligheden.

En udødelig klassiker

'Don Quixote' er en af verdenslitteraturens udødelige klassikere, hvis betydning for eftertidens litteratur næppe kan overvurderes. Romanen har siden sin udgivelse udgjort et sandt litterært skatkammer, som de efterfølgende forfattergenerationer har trukket store veksler på. Gustave Flaubert (1821-1880) så i 'Don Quixote' den fuldendte roman, og han forsøgte med Madame Bovary (1857) at skabe en lignende, men også mere gemen flugt til fantasiens verden.

Cervantes’ roman blev ligeledes et udgangspunkt for F. M. Dostojevskijs (1821-1880) mesterværk, Idioten (1868), hvor en del af målsætningen var en skildring af det gode menneskes forsvarsløshed.

Skrevet af Christian Christiansen, cand. mag.