Tirant lo Blanc. Bind 1-3

Klassiker i sværvægterklassen om ridderen Tirant lo Blanc og hans farverige meritter rundt i verden med uforfalsket sex og glamour. Farverig, funklende og flot historie.

Historien om denne så navnkundige ridder blev skrevet i 1400 tallet på valenciansk, som er det katalanske sprog, man talte i Valencia. Riddervæsenet er hovedtemaet, og vi hører om korsriddere, men i høj grad også om de riddere, der kæmpede turneringer, hvor det hele var symbolsk, velornamenteret og teatralsk.

Tirant starter sin meget dramatiske og kulørte karriere i England, hvor han møder en eremit (en forklædt ridder), der vejleder ham i de ædle principper. Han kommer dog snart til Sydeuropa, hvor han i blodige slag er med til at forsvare det græske kejserrige mod alle de vantro skurke, tyrken, maureren og den slags. Undervejs forelsker han sig i kejserens smukke datter, hans venner får sig også nogle damebekendtskaber, og vi oplever, at kvinderne tager de erotiske initiativer. Vi hører også rigtig meget om kostbarheder, juveler og rigelige serveringer. Vor helt er desuden med til at redde Det Byzantinske Rige, som i virkelighedens verden iøvrigt slet ikke blev reddet, og dør ikke engang i kamp. Det kunne man såmænd godt have ønsket for ham.

Tirants skæbne skulle delvist være baseret på historien om en på den tid meget berømt lejesoldat, ligesom der er adskillige henvisninger til klassiske græske og romerske figurer foruden kong Arthur og det runde bords riddere.

Det er en sjælden oplevelse at læse denne udgivelse, den er nærmest som manuskriptet til en satirisk TV-serie og samtidig som den nedskrevne udgave af en mundtligt overleveret stratenrøverhistorie fra den tidlige middelalder. Da jeg startede aldeles forudsætningsløs på bogen, troede jeg, at sproget var blevet moderniseret. Det er det ikke. Jeg er meget imponeret over oversætterens fantastiske sprogtalent.