Frantumaglia - mit liv i ordene

Den mystiske forfatters litterære selvportræt rummer spændende betragtninger, men også mange gentagelser.

Frantumaglia (fragmenter) er et litterært selvportræt af den italienske forfatter Elena Ferrante, hvor hun, gennem breve, essays og litterære overvejelser fra 1991 til 2016, giver os en lille bid af sin person. Elena Ferrante er nok den nulevende forfatter, der er omgærdet med størst mystik, fordi ingen kender hendes identitet. Der er mange bud på, hvem der står bag pseudonymet. Et af buddene er, at det er den napolitanske forfatter Domenico Stranone, og måske også hans hustru, oversætteren Anita Raja, men det er foreløbig rygter.

Når Elena Ferrante bliver spurgt om, hvorfor hun vælger at være anonym, siger hun, at hun skam ikke er anonym, for der står et forfatternavn på bøgerne, selv om Elena Ferranter bare er 13 bogstaver sat sammen på en bestemt måde. I øvrigt mener hun ikke, at forfatteren i sig selv er interessant, kun værket, som skal kunne leve på sine egne præmisser. At ingen skulle interessere sig for et værks forfatter, må siges at være noget af en påstand, og modsiges da også af den interesse, der er for Elena Ferrantes person.

Elena Ferrante blev kendt i Danmark med Napoliromanerne om veninderne Elena og Lila, som vi lærer at kende, da de er små piger, og som vi følger i tykt og tyndt gennem hele tilværelsen. Bøgerne har fået en enorm læserskare i Danmark, hvor de er bliver slugt af både mænd og kvinder, ikke bare for den fascinerende historie om de to kvinder, men også for det indblik i Italiens historie fra 1960´erne til i dag. Elena Ferrante skriver, at hun er meget bevidst om plottet, og at hendes bøger rummer både et krimi- og et kærlighedsplot. Måske er det derfor, hendes bøger er blevet så populære. Efterfølgende er flere af hendes tidligere romaner blevet oversat, bl.a. Besværende kærlighed og Dukken der blev væk.

Det er en forudsætning for at få udbytte af ’Frantumaglia’, at man har læste Elena Ferrantes bøger, og gerne flere end Napoliromanerne. Elena Ferrange kommer med mange spændende betragtninger, bl.a. om filmatiseringerne og oversættelserne af bøgerne. Der er mange og lange korrespondancer med litterater rundt omkring i verden, og der er også mange gentagelser, da stort set alle spørger ind til hendes valg: at skrive under pseudonym. ’Frantumaglia’, der er på næsten 500 sider, er opdelt i tre hovedafsnit: Papirer 1991-2003, Tessarae 2003-2007 og Breve 2011-2016. Det er et værk, som det giver god mening at læse i mindre bidder.

Mystikken og gætterierne omkring en ukendt forfatter, oplevede vi bl.a. med Arne Dahl, hvis identitet først blev kendt midt i serien om A-Gruppen, hvor han stod frem som litteraturkritikeren Jan Arnald. Gætterierne om, hvorvidt Domenico Starnone skulle være Elena Ferrante, skader næppe heller forfatteren, hvis bog Drilleri netop er oversat til dansk.

Jeg har ingen forudsætninger for at være med i gætterierne om, hvem Elena Ferrante er, men jeg har svært ved at tro, at det kan være en mand, der gemmer sig bag pseudonymet.