Anmeldelse
Bjergsted drømme af Jane Aamund
- Log ind for at skrive kommentarer
Jane Aamunds sidste bog er en hyldest til kærligheden.
'Bjergsted drømme' er en efterfølger til romanen 'Colorado drømme', hvor hovedpersonen Ane forlader sin mand og sine to sønner for at leve med sit livs kærlighed i USA. Romanen er delvist autofiktiv og kan sagtens læses selvstændigt.
I Colorado nåede Ane og Bob aldrig at blive gift, da han døede to uger inden deres planlagte bryllup. Ane er nu vendt tilbage til Danmark og flytter ind i et lille hus i Bjergsted med bullterrieren Percy og katten Sebastian. Hun er dybt ulykkelig, har angstanfald og føler en masse skyld. Hun bliver ansat på et dagblad som journalist, hvorigennem hun kommer på en masse spændende eventyr rundt om i verden. Hun har forskellige elskere, som hun fører journal med i sin lille bog, og på sine mange rejser griber hun mulighederne for engangsaffærer, hvis hun har lyst. Tilbuddene står i kø, og hun trives udmærket med at leve som enlig. Hun bruger desuden en del tid sammen med sin syge eksmand Johannes indtil hans død.
Efter nogen tid møder Ane lægen Joachim, som er en flot, ambitiøs og meget givende mand. Deres forhold er intenst med masser af sex, men efter et stykke tid bliver det kompliceret. Joachims ekskone Kirsten og deres fælles børn hader Ane og prøver på alle måder at ydmyge hende. Ane begynder at overveje Bobs mantra om aldrig at lade sig nøje, og hun tænker over, om hendes ægteskab med Joachim nu også er så godt.
Historien er velskrevet og Jane Aamund skriver levende og humoristisk. Hun har skrevet en del bøger om livet; ikke om mindst kærligheden, sygdom og familierelationer. Romanerne indeholder masser af selvironi, og hun lader sin læser kigge med i sit private rum.
Den åbenhed, Jane Aamund mødte verden med på trods af sin udmattende, smertefulde og langvarige sygdom, har betydet, at mange betragter hende med den største sympati. Hendes historier er præget af hendes evne til at indkapsle de mange observationer af verden, hun gjorde.
En meget fin læseoplevelse, særligt med Jane Aamunds eget liv i erindring, der binder en vemodig knude på Anes/Janes eventyrlige liv.
Brugernes anmeldelser