Oplev stærke litteratursamtaler, når verdenskendte forfattere besøger Aarhus’ internationale litteraturfestival.
D. 8.-18. juni kan du dykke ned i litteraturen, når Aarhus’ byrum forvandles til et epicenter for litterære oplevelser. Med over 150 arrangementer i krydsfeltet mellem forskning og litteratur, mellem store, internationale forfattere og lokal involvering samt debatskabende arrangementer søger LiteratureXchange at udbrede læseglæden og styrke fællesskabet omkring litteratur.
Du kan bl.a. opleve Linn Ullmann, Johanna Sinisalo, Carl Frode Tiller, Auður Ava Ólafsdóttir, Hiromi Kawakami, Hiroko Oyamada, Jostein Gaarder, Jón Kalman Stefánsson og Shahrnush Parsipur. Udover de stjernespækkede samtaler med både nationale og internationale forfattere kan du opleve klimamarch, biografvisninger af filmatiseringer, poetisk byvandring, erotisk booktalk og meget mere.
Under LiteratureXchange kan du desuden deltage i et stort arrangement d. 10. juni, hvor vinderen af DR Romanprisen 2023 bliver afsløret. De nominerede er Dorrit Willumsen, Cecilie Lind, Kristian Himmelstrup, Keld Conradsen, Lea Marie Løppenthin og Michael Holbek, hvis aktuelle romaner er blevet læst af læseklubber i hele landet, som på baggrund af samtalerne har kåret vinderen blandt de nominerede.
LiteratureXchange har i år fokus på tre temaer, der alle skal bidrage til at åbne verden op for læseren: klimaet og litteraturen, Østeuropa i dag og film og litteratur.
På Litteratursiden kan du læse mere om klimalitteratur og film og litteratur i vores tema Klimalitteratur, hvor vi bl.a. belyser litteraturens evne til at udstille de fatale konsekvenser af menneskelige handlinger og litteraturen som en fiktiv legeplads med et indbygget refleksionsrum samt Bogen bag filmen om filmatiseringsprocessen.
Dyk ned i programmet her.
Foto: Anthon Jackson / LiteratureXchange
Kommentarer