Aleksandra

Weeda går i dialog med døde slægtninge i sit portræt af et område i Ukraine, der har været hærget af krige og konflikter i generationer.

Hollandsk-ukrainske Lisa Weeda giver stemme til de personlige fortællinger fra sin slægt i Donbas-regionen og afdækker med dybde de drabelige konsekvenser for de civile under gentagne krige og konflikter. Ukraine - det sted som verden lige nu kender fra den hærgende krig – bliver sat i scene med både menneskelige, historiske og kulturelle nuancer, så vi kan blive klogere på det sammensatte folk i de forviklede områder. Fortællingens univers er både drømmende og flyvende og tager læseren med på en fascinerende rejse, der er både indsigtsfuld og omgivet af surreale oplevelser.

Weeda tegner et broget billede af det sted, som forlaget så præcist betegner: et sted på jorden, som aldrig rigtig kan finde fred. Og så er den igangværende invasion af Ukraine endda ikke omfattet, da romanen er udkommet, før krigen brød ud. Der er dog nok andre uroligheder at tage fat i, når fortællingen dykker ned i et folk, der altid har kæmpet for et liv i frihed.

Hovedpersonen Lisa begiver sig ud på en rejse. Hun er rejst fra Holland for at lede efter medlemmer af sin slægt i det annekterede Luhansk ved Ukraines grænse mod Rusland. Et broderet klæde, som har fulgt slægten gennem generationer, og bliver det faste holdepunkt i hendes søgen. I starten udspiller romanen sig i en nutid. Rammen om de barske realiteter i det krigshærgede område fastslås af den brutale grænsebevogtning ved kontrollen ind til Luhansk. Lisa forsøger at komme over grænsen, men det anses for at være alt for farligt og uansvarligt - ikke mindst for en ung kvinde.

Et andet niveau i romanen udspiller sig, da Lisa på mystisk vis lander i det ’Den fortabte donkosaks palads’, hvor hun kommer i forbindelse med flere familiemedlemmer, både de levende og flest af de døde. De surreale dimensioner giver plads til levende fortællinger fra en slægt, hvis liv har fundet sted i et land med endeløse krige og konflikter. Her har familier måttet flygte fra hærgen af både sovjetiske brigadister, tyske nazismer og pro-russiske separatister.

”Ingen andre steder og ingen steder i så lang tid, blev landskabet formet ved hjælp af magt”.

Hele historien bygger på bedstemoren Aleksandras fortællinger fra Ukraine. Aleksandra er forfatterens mormor, som sammen med kusinerne Njusja og Dusja var nogle af de første tilfangetagne sovjetpiger på fabrikkers laboratorier vejede Zyklon B gas af til gaskamrene. Aleksandra tager efter krigen til Holland, hvor hun stifter familie.

”Din mormor er vokset op i stilhed. I et bad af tavshed. Det gav vi hende videre. Vi gjorde det for vores sikkerheds skyld, det med at tie.”

I romanen bryder Aleksandras barnebarn (læs Lisa Weeda) nu den tavshed og åbner for rørende og dybt personlige fortællinger i den enorme grad af kompleksitet, der findes i området. For eksempel er mange familier blandede i kultur og etnicitet og områdets ukrainsk-russiske blandingssprog bærer fortællingerne med sig.

Kan jorden få ro under et miskmask af folkeslag?”… ”et alt for filosofisk spørgsmål, og også alt for uhyggeligt.”