Når man taler om Nobelprisen i litteratur, er det nærmest underforstået, at man med litteratur mener de værker, der skriver sig ind i en vestlig tradition, både hvad angår genrer, men også – og det er vigtigere – den kulturelle (kristen-hellenske) referenceramme.
Af Jakob Ladegaard, Cand. Mag.
Man kan dårligt forestille sig, at litteratur, der i for høj grad knytter an til en fremmed kulturkreds, kan komme i betragtning. Det sker således sjældent, at forfattere uden for den vestlige verden får Nobelprisen i litteratur. Ikke mindst derfor var det lidt af en overraskelse for de fleste, at æren i 2000 tilfaldt kineseren Gao Xingjian (f. 1940).
Man kunne ved første øjekast tro, at Det Svenske Akademi herved forsøgte at bidrage til, at Occidenten anerkender andre kulturers kunstneriske frembringelser som ligeværdige. Men ser man nærmere på Gao Xingjians omfattende kunstneriske produktion (der ikke kun omfatter romaner, men også dramatik og billedkunst), er det næppe dens fremmedartethed, der har overbevist juryen. Gao (hans familienavn – på kinesisk som på japansk skriver man dette først) er nemlig i høj grad som menneske og kunstner vestligt orienteret.
Gaos litterære produktion kan ultrakort karakteriseres som forskelligartede forsøg på at forene en tydelig vestlig inspiration med en mere diskret kinesisk kulturarv (særligt taoismen). Han bevæger sig formelt inden for de vestlige genrer og placerer sig tematisk og stilistisk inden for en moderne vestlig, litterær tradition.
Dette har Gao – ganske utilfældigt, kunne det se ud til - til fælles med andre litterære Nobelpristagere fra ikke-vestlige lande, mest markant de caribiske forfattere V. S. Naipaul (f. 1932), der bor i London og står bag en lang række meget kritiske (og meget kritiserede) reportagebøger om den tredje verden, og Derek Walcott (f. 1930), der i 1992 fik prisen for Omeros (1990), en fortolkning af et af den europæiske kulturs mest grundlæggende værker, Iliaden.
Den åbenlyse vestlige orientering gjorde, at Gao i mange år blev forfulgt af regimet i Kina, og som så mange andre kinesiske intellektuelle blev han i forbindelse med den maoistiske kulturrevolution, der for alvor tog fart i 1966 sendt i ”opdragelseslejr”. Også efter Maos død i 1976 gav det kinesiske styre Gao problemer. Flere af hans teaterstykker, der tydeligt var inspireret af det europæiske absurde teater (Adamov (1908-70), Beckett (1906-89), Ionesco (1912-94)), blev standset af censuren. I 1987 flygtede han til Paris, og han er ikke siden vendt tilbage til sit fædreland. Hans værker er ikke udkommet dér siden slutningen af 1980’erne.
Gaos roman Et ensomt menneskes bibel (1998, da. 2003) afspejler på overfladen konflikten mellem Vesten og Kina. Det er en delvist selvbiografisk beretning om en kinesisk eksilforfatter, der sætter et teaterstykke op i Hong Kong kort før den kinesiske overtagelse af den tidligere britiske koloni. Dette besøg giver anledning til en dobbelt historie. På den ene side en kærlighedshistorie – han møder en tysk-jødisk kvinde, Margarethe. Og på den anden side historien om hans ungdom i Kina i 60’erne, der ved hjælp af Margarethes gentagne krav om at høre den, stykvis bliver tvunget frem i fortællerens bevidsthed og over hans læber.
Den historie er et sjældent nøgtern og nuanceret billede af et individ, der på godt og ondt forsøger at holde sig flydende i det revolutionære hav. Han er ikke blot et offer for denne revolution, men også en aktiv deltager, der angiver og dømmer andre, ligesom de selv gør i deres frenetiske kamp for at holde sig på god fod med partiet og tvetunget tale i takt med dets skiftende retningslinier. Det er historien om et ungt menneske, hverken værre eller bedre end de andre. Et ungt menneske, som den ældre eksilforfatter har svært ved at slutte fred med, mærket som han er af det kollektive raseris skyld og skam og straf.
Jeg siger, at romanen kun på overfladen iscenesætter et modsætningsforhold mellem det frie Europa og det ufrie Kina. For der er også visse lighedstegn mellem de to verdener, som jødinden Margarethe bærer vidnesbyrd om – nemlig det kollektive vanvid, som politik kan udarte til, hvad enten det er i Kina i 60’erne eller i Tyskland i 30’erne.
De to elskende er det menneskelige vraggods, som totalitære styrer i Øst og Vest har efterladt i et ensomt tomrum. Ikke engang ved hinandens hjælp kan de overvinde den dybe mistro over for andre mennesker, som den totalitære arv har sået i dem. Fortællerens forhold til kvinder forbliver således gennem bogen at være ligeså instrumentelt som magthavernes forhold til deres undersåtter. De er rene objekter, redningskranse, han klamrer sig til, når ensomheden bliver for stærk, og som kan smides væk igen, når han får fast grund under fødderne.
Snarere end et modsætningsforhold mellem et lykkeligt Vesten og et ulykkeligt Kina er der altså tale om forholdet mellem individets fundamentale ensomhed og fællesskabets fare eller falskhed. I bogens utrættelige, dybdegående angreb på relationen mellem den enkelte og de mange fra nye vinkler, mærker man tydeligt den europæiske efterkrigstidsromans spor (især Beckett og Sartre).
Romanen er således et stort anlagt og smukt gennemført projekt, der fra begyndelse til ende er underlagt en europæisk referenceramme, hvilket både viser sig genremæssigt og i behandlingen af temaerne (alene titlens henvisning til den vestlige kulturs religiøse hovedskrift gør dette klart).
Gao Xingjian bliver således ved en nærmere undersøgelse et særdeles oplagt bud på en Nobelpristager: han hører indiskutabelt til blandt hovednavnene i nyere vestlig litteratur.
Kommentarer