Historien om den unge intellektuelle embedsmand, der forsøger at holde sig flydende på revolutionens kaotiske, oprørte hav. 1968 var ikke kun et år, der betød forandring i den vestlige verden.
I Kina var der dramatiske hændelser, endda voldsommere end vestens ungdomsoprør. I 1968 havde Maos Kulturrevolution allerede stået på i et par år. Den var et resultat af interne magtkampe i Partiet og af Maos ønske om ungdommens og massernes revolution mod bureaukratiet.
Den udmøntede sig i borgerkrigslignende tilstande, hvor forskellige fraktioner bekrigede hinanden. Alle hævdede, at kæmpe for Mao. Det skiftede fra dag til dag, hvilke meninger, der var politisk korrekte, og hvilke paroler, det var klogt at skråle med på. At skråle med var dog nødvendigt, for mangel på entusiasme blev angivet af venner og familie, nogle gange med tortur og død til følge. Store mængder kunstnere og intellektuelle blev sendt til genopragelse i arbejdslejre på landet.
Vesten så ikke omfanget af det, der skete, og da Sovjet-kommunismen langsomt mistede sit gyldne skær under Den kolde krig, blev Mao og Kulturrevolutionen oftere brugt som kommunistisk forbillede for de vestlige ungdomsoprørere. Det antibureaukratiske og kombinationen af intellektuelt og fysisk arbejde tiltalte mange idealister.
”Du” er ensom
Kulturrevolutionen satte sig spor i mennesker. Nobelpristageren Gao Xingjians roman Et ensomt menneskes bibel er et eksempel herpå. Denne roman er, som beskrevet i Jakob Ladegaards artikel her på litteratursiden, to handlinger kombineret i én. Den er historien om den unge intellektuelle embedsmand, der forsøger at holde sig flydende på revolutionens kaotiske, oprørte hav, men den er også historien om den samme mand 30 år senere, nu en eksileret forfatter, der turnerer den vestlige verden med sine teater-stykker. I den sidste histories personlighed, som i romanen kun omtales som “Du”, kan man spore konsekvenser og reaktioner på 68-tidens hændelser i Kina.
Bag romanens “Du” finder man et menneske, der ikke ønsker at mindes sin fortid. Han værdsætter sin frihed i en sådan grad, at han sjældent binder sig til et andet menneske i længere tid, og han skyr alle former for større fællesskaber og masse-bevægelser. Han bekender sig til livsnydelse, sansning og nærvær i nuet og distancerer sig til historiske og nationale tilhørsforhold. F.eks. tager han ikke del i andre eksilkineseres melankolske erindringer om hjemlandet. Hans tysk-jødiske elskerinde Margarethes identifikation med sit folks tragiske historie kan han heller ikke følge.
Hun får ham kun nødtvungent til at huske hans egen historie. Og han insisterer på, at det er en subjektiv historie. Hverken et folks eller en nations historie. Det er således umuligt at læse Et ensomt menneskes bibel som en faktuel beskrivelse af Kina i en historisk periode. Der er ingen kronologisk, forklarende beskrivelse af den politiske udvikling og de forskellige begreber og fænomener, som opstår af den. Man er overladt til at forstå fragmentarisk og delvist. Hændelserne kommer væltende, som de gør i et menneskes liv. De bliver kun forklaret ud fra en enkelt synsvinkel. Som titlen på bogen lægger op til, er dette et enkelt ensomt individs historie.
Den modsatte roman
Både romanens form og handling kan tolkes som en direkte modreaktion mod det samfund, som forfatteren oprindeligt udsprang af. F.eks. krævede kulturrevolutionen af sin litteratur, at den kun fremhævede de positive figurer og især heltene. Den måtte ikke beskæftige sig med erotik, spontanitet, vaklende hovedpersoner eller eksperimenter med form og åbne slutninger.
Et ensomt menneskes bibel gør sig besværlig på alle disse punkter. Hovedpersonen er ikke en helt. De fleste af hans handlinger opstår ikke ved heltemod men af frygt og et ydmygt ønske om at undgå magthavernes opmærksomhed. Han følger med strømmen, så godt han kan, forsøger at beskytte sine venner og skriver en lille smule i smug, men har ellers ingen heroisk oprørstrang. Når det brænder på, flygter han.
En god del af romanen handler om hovedpersonens erotiske affærer, både i nutid og fortid, og den eksperimenterer så sandelig med form og en åben slutning. Hvert andet kapitel handler om den fortidige hovedperson, der kun omtales “han”, hvilket til tider kræver, at læseren holder tungen meget lige i munden. Og hvert andet kapitel handler om den nutidige hovedperson “du”.
Til slut mødes disse to abstrakte “personer” i en diskussion om hvem af dem, der egentlig er forfatteren og således burde styre denne fortælling. Alle kulturrevolutionens litteraturkonventioner fornægtes her. På samme måde bekender romanens hovedperson sig til individualitet, ensomhed, hjemløshed og frihed, i opposition til Maoismens masseoprør, nationalisme og kollektive vanvid.
Et ensomt menneskes bibel er i høj grad en reaktion imod 68-tiden, ligesom eftertidens vesten i perioder har vendt sig imod ånden fra ungdomsoprøret og søgt de modsatte værdier. Både vesten og østen søgte i 68-tiden sandheden i fællesskaber og kollektive oprørsbevægelser. Senere kom reaktionen i form af intens individualisme. Gao Xingjian lægger ikke skjul på skyggesiden af individualismen, men foretrækker frem for skræmmende massediktatur, fanatisk heltedyrkelse og nådesløst, ensrettende tankepoliti det frie menneskes ensomme men utvungne liv.
Kommentarer