I 1990erne kommer litteraturen på skrump og får ironisk distance, men ikke al kort litteratur er minimalistisk
I 1990erne træder en ny stilbevidsthed ind på den litterære scene: Reflekterede, elegante, stilfærdige, labyrintiske værker skrevet med ironisk distance indtager boghylderne og afløser en række 80er-værker med visionære, aggressive, hårdtpumpede og metafor-fyldte digte. Hvor 80er-digterne ikke var bange for hverken selvhøjtidelighed eller patos og ikke havde noget problem med at tage generationsbetegnelsen på sig, kommer der nye forfattere i 90erne, som ikke ser sig selv som en generation. I stedet ser de samtiden som opløst, kaotisk, mangetydig og uoverskuelig, et syn, der smitter af på litteraturen.
Litteratur på skrump
”Hvis pludselig alle ting fik halv størrelse og faldt ned i mellemrummene mellem hinanden”, skriver Per Højholt i PRAKSIS 8 i 1989 ved overgangen til et årti, hvor litteraturen svinder mærkbart ind i størrelse. Bøgerne bliver ganske enkelt kortere, novellesamlinger sniger sig ofte kun lige op over de magiske 100 sider, og en bog kan med overbevisning kalde sig en roman, selv om den blot fylder 60-70 sider. Kortprosa og punktroman bliver populære genrer for en generation, der af Lars Bukdahl er blevet kaldt Ritter Sport-generationen (kvadratisk, praktisk og god litteratur). Men der skrives også i andre korte genrer, fx noveller, fabler, myter, vitser og aforismer i en periode af dansk litteratur, der er blevet betegnet som anorektisk.
Minimalisme bliver den etikette, man hæfter på eksperimenterne med de korte former. Den er kendetegnet ved en enkelt, nøgtern og ofte underforstået stil, hvor intensiteten ligger i det usagte. Minimalismen afspejler ofte en genkendelig hverdag og interesserer sig for handling, ikke symboler. Helle Helle bliver fremhævet som den ikoniske repræsentant for stilarten, og hendes meget roste toer, novellesamlingen 'Rester' fra 1996, bliver genstand for stor opmærksomhed og for en diskussion af, hvor lidt der skal til for at fortælle en historie.
Den maksimale litteratur
Men ikke alle korte værker kan beskrives som minimalistiske. Christina Hesselholdt udgiver i løbet af 90erne en trilogi af ekstremt fortættede romaner, ”Køkkenet, gravkammeret og landskabet”, ”Det skjulte” og ”Udsigten” (1991, 93 og 97). Christina Hesselholdt nægter at lade betegnelsen minimalisme dække hendes fragmenterede, punktuelle, episke prosa. Punktromanerne kan ses som minimale fragmenter, men maksimale tekster med stort betydningsindhold; studier i ensomhed, dødsangst og retningsløs længsel.
En anden forfatter, der skriver ekstremt fortættede bøger i perioden, er Solveig Balle. I 1990 udgiver hun den eksperimenterende fragment-roman '&', der følges op af modstykket 'Eller' i 1998. Ind i mellem dem kom Ifølge loven, som blev hendes hovedværk i perioden. I Solveig Balles kølige, elegante prosa færdes mennesker som søgende kroppe i skrøbelige rum, hvis tid og sted er sløret. Tilsammen tegner sig en udforskning af, hvad mennesket er for en størrelse.
Selv om 90ernes tekster ofte er korte, eller endda ekstremt korte, så er de ikke nødvendigvis minimale, men tilstræber en maksimal reduktion. De bærer i sig samme bestræbelse som et leksikon – at komprimere et enormt stofområde og gennem punkter forsøge at beskrive en helhed. Den maksimale, encyklopædiske, bestræbelse ses i Per Hultbergs 'Byen og Verden' (1992), hvor en hel by, Viborg, gives stemme med 100 prosastykker, der skildrer enkeltskæbner og familiehistorier gennem et århundrede. Samme bestræbelse findes også i Peter Høegs forfatterskab, der slås an i debuten 'Forestilling om det tyvende århundrede' i 1988 med ordene: ”Dette er De Danske Drømmes Historie, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede.” Op gennem 90erne, og især efter den internationale succes med romanen 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' fra 1992, bliver Peter Høeg en af dansk litteraturs mest mytiske og kritiserede skikkelser.
En form for kulmination på den encyklopædiske bestræbelse kan ses med udgivelsen af 'Brøndums Encyklopædi' fra 1994, der blev en litterær 90er-bestseller. I Brøndums encyklopædi skriver mange af 90er-digterne og digtere fra tidligere generationer, men også filosoffer, læger og malere, om alt mellem himmel og jord, tilsyneladende tilfældigt valgte emner, og peger på den måde på det storslåede ved det encyklopædiske.
Institutionalisering og nye medier
Den nye litterære tendens med den skrumpende litteratur undersøges og diskuteres i samtiden, og der fremsættes den påstand, at de korte værker er et udtryk for for tidlig afgang; at forfatterne debuterer for tidligt for at sparke karrieren i gang. Et andet kritikpunkt er Forfatterskolen, som hævdes at medføre en ensretning af stil, hvor forfatterskoleeleverne skriver abstrakt og eksperimenterende og derfor har svært ved at nå et større publikum. Det fremføres, at de korte former, der præger den danske litteratur, er følger af undervisningsmetoderne på Forfatterskolen med gennemgang af kortere skriveøvelser. Forfatterskolen bliver i løbet af 90erne en veletableret litterær institution, der i 1990erne uddanner en lang række anerkendte forfattere. Som eksempler kan nævnes Merete Pryds Helle, Morten Søndergaard, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Solvej Balle, Christian Yde Frostholm, Mads Brenøe, Claus Bech-Nielsen, Lars Skinnebach og Kristian Ditlev Jensen. Det lykkes for Kirsten Hammann både at skrive i en vanskeligt tilgængelig stil, men alligevel at nå ud til et bredt publikum. Hun får succes med sin roman Vera Winkelvir (1993) og med sine humoristiske digtoplæsninger, der står i kontrast til 80er-digternes mere alvorstunge lyrikoplæsninger. De kortere formers opblomstring i 1990erne kan også ses i lyset af de nye mediers fremvækst. Det nye medie, Internettet, har i Danmark i 1995 cirka 10.000 brugere, som kan surfe rundt på 200 danske hjemmesider. Udtrykket zapper-generation kommer på danskernes læber fra 1992. De danske forfatteres legende forhold til en bred vifte af udtryksformer kan ses som en kunstnerisk reaktion på en tid, der står over for et nyt og enormt tilbud af underholdning og medieprodukter. Og som en modvilje mod at vælge én form, som i længere tid vil udelukke dem fra at afprøve andre former. Derfor opstår en eksplosion af former, genrer og hybrider, mens det sproglige udtryk bliver kortere.
Alt det andet i 90ernes litteratur
Danskernes yndlingsforfattere i 90erne er Jane Aamund, Jens Christian Grøndahl, Leif Davidsen og Hanne-Vibeke Holst, som alle sælger massevis af bøger. Også Klaus Rifbjerg er produktiv med et væld af udgivelser i hele perioden. En række allerede etablerede forfattere udgiver hovedværker, der er med til at præge årtiets litteratur: Peter Seebergs 'Rejsen til Ribe' i 1991, Ib Michaels 'Vanillepigen' i 1991, Carstens Jensens ' Jeg har set verden begynde' i 1996, Svend Åge Madsen 'Syv aldres galskab' i 1997 og Suzanne Brøggers 'Jadekatten' i 1997.
Selvom der i 90erne tales om prosaens genkomst, ligger lyrikken absolut ikke stille. Naja Marie Aidt debuterer i 1991, og har inden midten af årtiet udgivet tre digtsamlinger. Katrine Marie Guldager udgiver i 1995 prosadigtsamlingen 'Styrt', der bliver rost af anmelderne. I 1998 udkommer Pia Tafdrups 'Dronningeporten', og året efter modtager hun Nordisk Råds Litteraturpris. Henrik Nordbrandt udgiver fem digtsamlinger i 90erne, og Simon Grotrian sender otte digtsamlinger på gaden i samme periode. Søren Ulrik Thomsen udgiver 'Det skabtes vaklen' i 1996. Den helt centrale udgivelse i lyrikken er Inger Christensens kanoniske 'Sommerfugledalen' fra 1991, et værk, der siden er blevet genfortolket ad flere omgange af yngre digtere.
Kommentarer