Jamie Oliver, Nigella Lawson, Nikolaj Kirk, Anthony Bourdain og brødrene Price. Et udpluk af de kokke, der optræder på TV sideløbende med, at de udgiver kogebøger. TV-kokkene er dagens største stjerner, og deres kogebøger findes jævnligt på bestsellerlisterne. Det er ikke bare maden, der lokker de mange seere og læsere til.
At være god til at lave mad er ikke nok. Maden skal præsenteres på den rette måde, såvel på TV som i bogform. Hver kok repræsenterer en bestemt form for mad og en bestemt livsstil: f.eks. Anne Larsens slankemad og praktisk orienterede linje, Nigellas sensuelle mad og tilhørende optræden og Jamie Olivers afslappede ”jeg laver mad til vennerne”-stil. Netop disse tre tv-kokke har været i vælten i medierne på grund af deres måde at præsentere mad på.
Forargelsen ville ingen ende tage i Danmark, da Anne Larsen på TV udførte den helligbrøde at skylle bøffer og skære sværen af flæskestegen. Et endnu større ramaskrig rejste sig, da det viste sig, at det ikke var Jamie Olivers rigtige venner og bekendte, der var med i hans tv-programmer, men derimod folk, der var ansat til lejligheden.
Det charmerende ved programmerne var netop, at madlavningen blev et socialt fænomen – maden blev lavet til nogen og i fællesskab. Der var således et andet formål med maden end blot at vise seerne, hvordan man lavede den, og på den måde var programmerne en nyskabelse inden for genren. Da vennerne viste sig at være statister, forsvandt den hyggelige illusion.
Nigella Lawson er af flere blevet beskyldt for at lave ”gastronomisk pornografi”, fordi hun laver og spiser mad på en måde, der har tydelige seksuelle undertoner. Måske en ny måde at få seere og sælge bøger på, måske en måde at vise glæden ved mad, men i hvert fald omdiskuteret. På trods af kritikken af kokkene er de stadig populære, og deres bøger sælger.
For kogebøgerne som for tv-programmerne gælder det, at en opskrift ikke bare er en opskrift. Kokkene er stjerner, og enhver stjerne må have en biografi, så anvisningerne på, hvordan man laver en bestemt ret krydres med anekdoter fra forfatterens liv, f.eks. nostalgiske barndomsminder, som retten indgår i – eller måske snarere en variant af retten, for den er naturligvis blevet tilbørligt opdateret og moderniseret.
Det kan også dreje sig om en restaurant eller en café, der har inspireret kokken i hans eller hendes unge dage som kokkeelev, og som nu omtales i vemodige toner. Henad vejen får læseren små glimt af forfatterens hverdag, og efter afprøvning af et par opskrifter kender vi navne og karaktertræk på forfatterens børn, ægtefælle, tidligere ægtefæller og en hel del andre detaljer fra hverdagen.
Kogebøgerne indgår i tidens trend, hvor der udgives biografier og selvbiografier som aldrig før. Når maden på denne måde kædes sammen med det personlige, bliver den til andet og mere end et næringsmiddel. Madens centrale placering i forfatterens liv understregs af det selvbiografiske stof. Om det er interessant eller ej, kogebøger sælger som aldrig før, og det skyldes måske ikke mindst den nyskabelse, der ligger i sammenkædningen af selvbiografi og kogebog.
Kogebøger er ikke længere bare en brugsgenstand, man slår op i for at finde en bestemt opskrift; kogebøger er noget, man læser, og de er ikke længere forvist til en hylde i køkkenet, hvor de kan stå og blive fedtede af køkkenos. Kogebøger ligger fremme på sofabordet side om side med bolig- og modemagasinerne. En trendy kogebog viser om ikke andet intentionerne om at dyrke sine egne krydderurter, lave sin egen fiskefond og købe de rigtige råvarer i specialbutikkerne, som alle forfattere af kogebøger anbefaler. Billeder og typografi er en fryd for øjet – hvem bliver ikke sulten af at læse i kogebøger?
Interessen for kogebøger og kokkene bag dem kan tolkes som et forsøg på at bilde sig ind, at man har tid, evner og råd til at fremstille de retter, der er på billederne – men den store interesse kan også tolkes som en reaktion mod den asketiske holdning, der ellers ofte kendetegner diskussioner om mad.
Glæden ved mad og ved måltidet som samlingspunkt for familie og venner skinner igennem kogebøgerne. Som læser eller måske nærmere bruger kan man godt til tider blive træt af at høre om forfatterens privatliv, men på den anden side kan det også være inspirerende. Det understreges i sammenkædningen af selvbiografi og kogebog, at mad kan være med til at skabe stemninger og erindringer, som senere vil være uløseligt forbundet med maden, og gøre den til en endnu større glæde.
Af Nanna Rørdam Knudsen, Cand. mag.
Kommentarer