Lektor Casper Thrane, forfatter til bogen 'Livretter - mad i kunst og litteratur', er dybt fascineret af temaet mad og drikke i litteraturen. Vi har stillet Casper en række spørgsmål om hans store passion.
Hvad er det der fascinerer dig ved lige netop emnet mad og drikke i litteraturen?
Det er egentlig meget ligetil. Mad og drikke spiller en væsentlig rolle for os alle til hverdag – ikke bare som opretholdelse af livet, men også som betydningsbærer, der berører historiske, kulturelle og eksistentielle problemstillinger. Og fordi mad og drikke indtager så central en plads i livet – og altid har gjort det – så gør den det også i litteraturen. Det er fascinerende!
Man kan faktisk studere og blive klog på litteraturhistorien alene ud fra temaet mad og drikke. Gennem skildringen af måltidet fortæller forfatteren altid noget om sin historiske samtid og sine egne kulturelle og moralske overbevisninger.
Naturalisten Henrik Pontoppidan nyder f.eks. at bruge måltidet til at afsløre sine karakterers kristne dobbeltmoral. I romanen 'De Dødes Rige' (1912-1916) lader Pontoppidan præsten Mads Vestrup forsynde sig mod sine egne puritanske principper ved at overspise til måltiderne. Præsten, som hver søndag prædiker afholdenhed og mådehold, kan simpelthen ikke styre sig selv, når han om aftenen sætter sig ved et veldækket bord med ”en af sine Livretter som Risengrød eller Blodpølse eller Bankeflæsk med brunet Hvidkaal”.
På samme måde kan man se, at Johannes Ewald er en tidlig romantiker med sin erindringsroman 'Levnet og Meeninger', når han lader sin unge jeg-fortæller drikke sig godt og grundigt fuld i vin og føle sig som oprørsk og selvhævdende helt i sin egen kærlighedshistorie.
Og sådan kan man egentlig blive ved med forfattere som Emil Aarestrup, Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Per Højholt, Mette Moestrup osv. Har man først fået øjnene op for mad og drikke som motiv i litteraturen, er det svært at lægge det fra sig. Og for mit vedkommende er det blevet lidt af en besættelse at opspore og læse værker, som bevidst bruger mad og drikke som betydningsbærere.
Hvad er det særlige som mad og drikke kan gøre for et litterært værk?
Forfatteren kan først og fremmest bruge mad og drikke på to måder i sit værk.
For det første kan forfatteren gennem skildringen af måltidet få litteraturen til at fremstå som et stykke glasklar virkelighed. Særligt dygtige og sanseligt bevidste forfattere kan næsten fange virkeligheden 1:1 gennem den præcise detalje i måltidet. Det kan give et helt sug i læseren, når det sker. Et eksempel kunne være den amerikanske forfatter Ernest Hemingways skildringer af karakteren Nick Adams måltider på fisketur i novellen 'Big Two-Hearted River' (1925). I novellen fremskriver Hemingway sin hovedpersons løgsandwiches, pandekagebagning, kaffebrygning og –drikning, som var man der selv!
For det andet giver motivet mad og drikke altid forfatteren mulighed for at fortælle om alle de merbetydninger, som mad og drikke også altid har af kulturel, social og eksistentiel karakter. Thomas Kingo kan gennem sine nadversalmer berette om måltidet som udtryk for den spisendes frelse, mens Johannes V. Jensen og Ivan Malinovski bruger måltidet til at skrive den intense følelse af eksistentiel tomhed frem.
Egentlig er de to måder at bruge mad og drikke på i litteraturen slet ikke forskellige fra andre litterære temaer, men mad og drikke er blot et særligt godt motiv, da det at spise og drikke hænger så tæt sammen med det at sanse og erkende omverdenen og sig selv.
Har mad og drikke altid spillet en central rolle i litteraturen?
Ja, faktisk. Går man helt tilbage i litteraturhistorien til Homers græske epos 'Iliaden' (ca. 700 f.Kr.) spiller mad og vin en central rolle, når heltene ofrer til guderne, og når de holder rådsforsamling. Mad og vin forbinder hos Homer menneskets forhold til guderne, og den styrker fællesskabet i hæren.
I Homers andet epos 'Odysseen' (ca. 700 f.Kr.) bliver mad og drikke et tydeligt billede på grækernes overlegne civilisation og dannelse. Det bliver særligt tydeligt, da helten Odysseus møder den barbariske enøjede kæmpe Polyfem i Odysseens 9. sang. Polyfem spærrer Odysseus og hans mænd inde i sin hule og begynder at spise dem råt en efter en. Til daglig drikker kæmpen kun sødmælk og spiser ost. Den kulturelt overlegne Odysseus drikker Polyfem fuld i den vin, som han har medbragt. Polyfem, som slet ikke kender til vin, ved derfor ikke, at alle dannede mennesker på den tid blander sin vin med vand. Polyfem drikker sig bogstavelig talt fra sans og samling, og Odysseus straffer ham og undslipper. Det er en ganske barsk og underfundig måde at bruge mad og drikke til at skildre kulturel overlegenhed på!
Sådan har mad og drikke på forskellige måder op igennem litteraturhistorien spillet en central rolle.
Hvordan har fokus ændret sig over tiden?
Der har gennem tiden været mange forskellige måder at bringe mad og drikke i spil på litterært. Overordnet kan man sige, at de forskellige litterære perioders idehistoriske overbevisninger også kommer til udtryk i samtidens litterære skildringer af mad og drikke.
Thomas Kingo skildrer derfor det barokke lutherske måltid og verdenssyn i sine nadversalmer, mens Emil Aarestrup med sit digt 'En Middag' (1838) skildrer romantismens erotiske og kunstnerisk selvbevidste måltid. Per Højholt skriver drilsk 1960’ernes og 70’ernes konkretisme frem med digtet 'Frokost i det grønne' (1977) osv.
På den måde bliver motivet mad og drikke en særligt tydelig markør på samtidens moral, kultur, sociale lag m.m. Bare læs Jan Sonnergaards novellesamlinger Radiator (1997), 'Sidste søndag i oktober' (2000) og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (2003). Mange af novellerne gør en dyd ud af at skildre samtidens specifikke sociale lag ud fra temaet mad og drikke.
Hvilke tendenser ses i den nyeste litteratur ift. mad og drikke?
Det er svært at svare entydigt på. Én tendens er i hvert fald, at den moderne litteratur ofte undlader at lade mad og drikke antage religiøs karakter. Henviser den moderne litteratur til religionen gennem måltidet, så er det ofte for at pege på fraværet af transcendens eller metafysisk mening. Et eksempel på dette kunne være Klaus Rifbjergs digt 'Udenfor har vinden lagt sig' (1984).
En helt moderne undtagelse er Simon Grotrians digte, som ofte på vild billedskabende vis skriver mad og drikke ind i en kristen opbyggelig kontekst.
Ellers bruger nutidens litteratur maden til at skildre psykologiske og sociale forhold. Helle Helle, Jan Sonnergaard og ikke mindst Kristian Ditlev Jensen, som med romanerne Det bliver sagt (2001) og Livret (2004) virkelig kan skildre psykologiske forhold gennem det at spise.
En forfatter som Karl Ove Knausgård bruger også mad og drikke til at fange den moderne eksistens i sine korte essayistiske afsnit i sine seneste fire årstidsromaner; Om efteråret (2015), Om vinteren (2016), Om foråret (2016) og Om sommeren (2017). Her får man som læser både sanselighed, detaljerigdom og abstraktion i skildringen af mad og drikke.
Hvilke romaner mener du er uomgængelige på dette område?
Man kan ikke komme uden om Marcel Prousts kæmpe romanværk På sporet af den tabte tid (1913-1927). Læser man bare bind 1, 'Swanns verden' (1913) bjergtages man som læser af den sanseligt bevidste og arabesklignende skrivestil, som netop ofte bruger mad og drikke til at skrive hovedpersonen Marcels fortolkning af verdenen frem. Og så er det selvfølgelig i denne roman, at det herostratisk berømte afsnit om madeleinekagen dyppet i lindethe kickstarter hele erindringssporet, som værket egentlig udgør.
Ellers mener jeg, at Ernest Hemingways Der er ingen ende på Paris (1964), Karen Blixens Babettes Gæstebud (1950) og f.eks. Kristian Ditlev Jensens Livret (2004) er uomgængelige værker.
Men man behøver egentlig ikke kun tale om uomgængelige romaner, hvor mad og drikke spiller en væsentlig rolle. Man kan også opregne digte og essays, som er væsentlige i denne sammenhæng. Flere af Charles Baudelaires digte fra 'Helvedsblomsterne' (1857) skildrer på fornemste vinens dobbelte betydning, og Halfdan Rasmussens 'ABC' (1967) har så herlige vrøvlevers om mad og drikke.
Kommer det til det litterære essay, kunne man f.eks. nævne Klaus Rifbjerg.
Har du en favoritforfatter som er særligt god til at skildre maden/måltidets betydning?
Jeg har mange favoritforfattere, når det gælder mad og drikke! Men skal jeg nævne én, som jeg virkelig holder af, må det være Klaus Rifbjerg.
Læser man Rifbjergs forfatterskab bliver det tydeligt, hvor sanselig en skribent han egentlig er. Rifbjerg er på mange måder en forfatter med appetit på livet. Det bliver selvfølgelig særligt tydeligt, når han skildrer måltidet. En tekst, jeg sætter meget højt, er det føromtalte digt 'Uden for har vinden lagt sig' (1984), men også en novelle som 'Manden, der glædede sig til alting' (2006) bruger mad og drikke på en måde, som tvinger læseren til at overveje tilværelsen endnu engang. Og så er der alle Rifbjergs kronikker gennem årene, hvor mad og drikke spiller en central rolle; f.eks. 'Oksen, kornet og mælken' (1988)!
Kommentarer