Op til toppen af bjerget af Arne Dahl

Spændt åbner man den tredje i Arne Dahls serie på ti kriminalromaner om Sverige ved årtusindeskiftet. Lever den op til sine forgængere?

Ja, det gør den - og mere til. Den er velskrevet, spændende og umulig at lægge fra sig. Efter sagen om Kentucky-morderen (Ondt blod) er Rigspolitiets specialenhed, A-gruppen, opløst, lederen sendt på pension og medlemmerne fordelt til andre politiafdelinger.

Paul Hjelm og Kerstin Holm mødes igen, da de undersøger omstændighederne omkring et værtshusslagsmål med dødelig udgang efter en fodboldkamp. Det viser sig, at mange af de øvrige gæster, bl.a. en overordnet politiembedsmand, ikke bryder sig om politiets interesse for stedet. Herefter sker der en kædereaktion med forgreninger til pædofili, international narkohandel, højreekstremisme, terrorisme og meget, meget mere.

A-holdet samles igen med Hultin, der nu kan kalde sig eks-pensionist, som leder. Gruppen arbejder på den velkendte måde: lige dele hårdt efterforskningsarbejde, intuition, ufine metoder og sammenhold. Sideløbende med opklaringsarbejdet følges de forskellige interesserede parter i forbrydelsen, således at vi ved mere end politiet, uden at det på nogen måde formindsker spændingen.

Undervejs i bogen følger vi med i medlemmernes privatliv: Musik og litteratur betyder mere og mere for Hjelm; Norlander er blevet familiefar; og Chavez forelsker sig.

Personskildringen er fremragende, man føler som læser virkelig, at man kender personerne og følger med i deres udvikling. Og det lyder som et paradoks, at ud over at være spændende er den også til tider ustyrlig morsom og til andre tider filosofisk. "Hurra for den svenske krimi-tradition", skrev min kollega om "Misterioso", Ghost et trefoldigt leve for "Op til toppen af bjerget".

Oversat af Anders Johansen. Modtryk, 2002. 376 sider. Kr. 299,-