To mand frem for en enke af Arne Dahl

Hæsblæsende krimithriller afslutter serien om Opcop-gruppen. Vi kommer rundt i hele verden og møder ondskaben i højeste potens.

Så nåede vi til fjerde og sidste bind i Arne Dahls serie om Opcop-gruppen, den hemmelige operative enhed til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet under Europol. Opcop har hovedsæde i Haag, og Paul Hjelm, som vi kender fra bøgerne om A-gruppen, er Opcops chef. Han har taget finsksvenske Arto Söderstedt med sig til Haag, mens nogle af de andre fra den gamle gruppe opererer fra Stockholm. De øvrige medlemmer kommer fra hele Europa. Paul Hjem blev i Blindebuk gift med sin store kærlighed Kerstin Holm, men hun sidder hjemme i Stockholm, så de har stadig deres honeymoon til gode.

Fra Opcops hovedsæde i Haag bringer bogen os rundt i det meste af verden, hvortil gruppens medlemmer sendes ud parvis. Ligesom seriens første tre bind har denne fået navn efter en gammel selskabsleg, men titlen er det eneste harmløse ved denne grumme historie. To mand frem for en enke starter præcis, hvor Blindebuk sluttede – med drabet på et Opcop-medlem. Så selv om bogen omtales som en selvstændig fortsættelse, tror jeg, det vil være svært at læse den, hvis man ikke har læst de forrige og kender det store persongalleri.

Efter en lidt voldsom intro, hvor en drone angriber et par på en øde ø, sættes handlingen for alvor i gang, da en ung it-nørd, der er praktikant på virksomheden Bionova i Sverige, ved et tilfælde opdager, at virksomhedens it-system hackes. Virksomheden arbejder med genmanipuleret DNA og fremstiller dels et middel, der kan opbygge muskelstyrke, dels et middel til fedtforbrænding. Unægtelig midler, der kan misbruges i de forkerte hænder. To mand frem for en enke handler overordnet om overvågningssamfundet og industrispionage på højeste plan, men den handler også om skabelsen af identiske babyer i Kina, mafiavælde, narkohandel på verdensplan og droner, der søger menneskelige mål.

Bogen springer i tid og sted, og der er meget at holde styr på, men heldigvis er der som i den klassiske, russiske roman en personfortegnelse forrest i bogen, som man kan støtte sig til. Bøgerne om A-gruppen var barske, men det er vand ved siden af Opcop-bøgerne, som langt mere er politiske thrillers og action romaner end bekymrede, svenske krimier. I To mand frem for en enke er der endog træk fra science fiction-litteraturen. Der sniger sig dog en snert af den svenske krimis politiske korrekthed ind, som af nogen er blevet døbt ’Guillou-syndromet’, når Paul Hjelm konstaterer, at verdens 85 rigeste ejer mere end de 3,5 millioner fattigste, eller når han mod slutningen siger: ”Ud med Ndranghetas (den calibriske mafia) middelalderlige klantænkning, ud med Los Zetas (de mexicanske narkobagmænd) voldskriminelle bandementalitet, ind med de multinationale selskabers civiliserede, men udenomsretslige verden”.

Jeg har været meget begejstret for alle Arne Dahls bøger, men jeg synes, at bøgerne om A-gruppen er mere tilgængelige end bøgerne om Opcop-gruppen, og i denne roman er der så mange krydsende handlinger og intriger at holde styr på, at jeg var ved at miste overblikket. Det er ikke en bog til flyturen eller strandkanten, men det er en bog, som jeg får lyst til at læse én gang til.

Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.