Anmeldelse
De ensomme af Håkan Nesser
- Log ind for at skrive kommentarer
Døden er hos Nesser melankoli, garneret med filosofiske overvejelser i eksistentialistisk/teologisk ramme. Således også i dette 4. slowfood-opus om Barbarotti
Historien starter i 1969 – i Uppsala – i en stemning af ”nu begynder livet, nu kan alt ske.” 6 unge mennesker mødes, danner par og bliver venner. De drikker vin og diskuterer Gud, Livet og Kærligheden. Venskabet fører til, at de køber en bus og ta’r på ferietur gennem Østeuropa. Her involveres i de i en traumatisk begivenhed, som får skæbnesvangre følger for dem og deres venskab.
De mødes igen nogle år senere, og under en svampeudflugt dør én af kvinderne efter et fald fra en stejl skrænt ikke langt fra Kymlinge. 35 år senere dør kvindens elsker på nøjagtig samme sted. Påfaldende! synes Gunnar Barbarotti og hans kollega Eva Backmann: er der tale om mord, selvmord, ulykkestilfælde?
Og naturligvis forstår vi læsere, ligesom politiet, at det er ejendommeligt, det sammentræf! Vi kommer rundt om de 6 menneskers barndom, ungdom og voksenliv. Og vi får gennem de involveredes parallelle biografier den forhistorie, som binder de to dødsfald sammen og forklarer dem. Så i lang tid ved vi faktisk mere end Barbarotti.
Der lægges spor og vildspor ud til læseren – og både Bibelen, Hjalmar Söderberg, Kierkegaard og Simenon bidrager. Forfatteren er belæst! Nessers egentlige ærinde er ikke selve mordgåden, men tanker om menneskelivet – rigtigt og forkert, moral og umoral. Og tanker om livets skrøbelighed og menneskets ensomhed som et grundvilkår. Døden er altid med hos Nesser, for i dødens nærhed stiller man de rigtige spørgsmål.
Ét af de stærkeste indslag i ’De ensomme’ er beskrivelsen af rejsen gennem Østeuropa. Og så den følelse af ensomhed, der hvirvler rundt på alle bogens næsten 600 sider!
Men den er lang, Nessers 4. roman om Barbarotti! Også for lang. Indimellem ønsker man næsten, at Håkan Nesser ville droppe KRIMIprædikatet. Det vækker falske forventninger om spænding og om en afslutning og en mordgådeopklaring, som bør være et ægte klimaks. Dog er Nessers sprog som sædvanlig en nydelse, og hans alvor vækker altid til eftertanke.
... Trods mine forbehold vil jeg da afgjort være på pletten, når 5. og sidste Barbarotti-historie udkommer! For Håkan Nesser hører absolut til i den nordiske forfattertop, og Barbarotti må jo i havn!
- Log ind for at skrive kommentarer
Døden er hos Nesser melankoli, garneret med filosofiske overvejelser i eksistentialistisk/teologisk ramme. Således også i dette 4. slowfood-opus om Barbarotti
Historien starter i 1969 – i Uppsala – i en stemning af ”nu begynder livet, nu kan alt ske.” 6 unge mennesker mødes, danner par og bliver venner. De drikker vin og diskuterer Gud, Livet og Kærligheden. Venskabet fører til, at de køber en bus og ta’r på ferietur gennem Østeuropa. Her involveres i de i en traumatisk begivenhed, som får skæbnesvangre følger for dem og deres venskab.
De mødes igen nogle år senere, og under en svampeudflugt dør én af kvinderne efter et fald fra en stejl skrænt ikke langt fra Kymlinge. 35 år senere dør kvindens elsker på nøjagtig samme sted. Påfaldende! synes Gunnar Barbarotti og hans kollega Eva Backmann: er der tale om mord, selvmord, ulykkestilfælde?
Og naturligvis forstår vi læsere, ligesom politiet, at det er ejendommeligt, det sammentræf! Vi kommer rundt om de 6 menneskers barndom, ungdom og voksenliv. Og vi får gennem de involveredes parallelle biografier den forhistorie, som binder de to dødsfald sammen og forklarer dem. Så i lang tid ved vi faktisk mere end Barbarotti.
Der lægges spor og vildspor ud til læseren – og både Bibelen, Hjalmar Söderberg, Kierkegaard og Simenon bidrager. Forfatteren er belæst! Nessers egentlige ærinde er ikke selve mordgåden, men tanker om menneskelivet – rigtigt og forkert, moral og umoral. Og tanker om livets skrøbelighed og menneskets ensomhed som et grundvilkår. Døden er altid med hos Nesser, for i dødens nærhed stiller man de rigtige spørgsmål.
Ét af de stærkeste indslag i ’De ensomme’ er beskrivelsen af rejsen gennem Østeuropa. Og så den følelse af ensomhed, der hvirvler rundt på alle bogens næsten 600 sider!
Men den er lang, Nessers 4. roman om Barbarotti! Også for lang. Indimellem ønsker man næsten, at Håkan Nesser ville droppe KRIMIprædikatet. Det vækker falske forventninger om spænding og om en afslutning og en mordgådeopklaring, som bør være et ægte klimaks. Dog er Nessers sprog som sædvanlig en nydelse, og hans alvor vækker altid til eftertanke.
... Trods mine forbehold vil jeg da afgjort være på pletten, når 5. og sidste Barbarotti-historie udkommer! For Håkan Nesser hører absolut til i den nordiske forfattertop, og Barbarotti må jo i havn!
Kommentarer