Anmeldelse
Sagen G af Håkan Nesser
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvordan kunne det lykkes Jaan G. Hennan at dræbe sin kone, så han kunne hæve forsikringssummen på 1,5 mill. gylden, når en privatdetektiv, hyret af samme kone, skyggede ham hele dagen og endda på selve mordaftenen?
Van Veeteren er for længst gået på pension. Han sidder i sit antikvariat og bliver klogere dag for dag, han elsker sin nye kone og har forsonet sig med livet. Men den eneste mordsag, han måtte lade uopklaret i sin tid i politiet, rører på sig igen – og han kan ikke lade være med at prøve at løse sagen.
G er en meget gammel og skyldtynget del af Van Veeterens liv. De gik i klasse sammen som børn, og allerede dengang var G en stjernepsykopat, der forårsagede en anden drengs død og - viser det sig nu - voldtog sin egen søster systematisk igennem 5 år. Han er skyldig i mindst 2 koners død, men det kan ikke bevises, og politiet har været nødt til at lade ham gå.
Van Veeteren ønsker brændende at få ham dømt.
Det er tiende og sidste bog i Håkan Nessers politiromaner fra det fiktive Maardam, en by i et land, der minder om Holland. Hvorfor det nu lige skal være sådan, når Nesser er helt almindelig svensker, har jeg aldrig forstået, men det er sådan set også ligegyldigt, for bøgerne er blevet bedre og bedre med tiden, og vores hovedperson er blevet foldet mere ud. Vi har fulgt Van Veeteren trofast gennem skilsmisseovervejelser, skilsmisse, sønnens død, mødet med en ny kvinde, hans overvejelser om at stoppe i politiet osv. Han er ualmindeligt meget menneskelig og temmelig sympatisk.
Tricket med at lade handlingen foregå i et fiktivt land gør det muligt at sortere lidt i historiens gang, så bøgerne er ikke helt så socialrealistiske som de andre gode svenske politiserier, men de er bestemt ikke urealistiske. De er ikke så hårdkogte som Arne Dahls eller Jan Guillous bøger, men det samme publikum vil elske dem – og gør det sikkert allerede.
Om han fik has på G? Læs bogen…
Oversat af Jan Mølgaard. Modtryk, 2004. 422 sider. Kr 349,-
Brugernes anmeldelser