Slagteren fra lille Burma

Kontrakten med Vorherre bliver sat på prøve, da Gunnar vågner en morgen og finder sin dejlige Marianne død ved siden af sig i sengen.

”Byen Kymlinge findes på kortet i nogenlunde samme omfang som Burma, Ragnhilds Fjeldpensionat og Vorherre.” Sådan lyder indledningsteksten til femte og sidste del af Håkan Nessers serie om vicekriminalkommisær Gunnar Barbarotti. Jeg forelskede mig i serien helt fra starten og dermed også i den tænksomme, ordentlige og søde Gunnar Barbarotti, som serien igennem fører sit helt eget plus/minus-regnskab med Vorherre.

I Villa Pickford i Kymlinge bor Barbarotti sammen med sin kone og deres fem sammenbragte halvvoksne børn. En morgen vågner Gunnar og finder sin dejlige Marianne død ved siden af sig i sengen. Kontrakten med Vorherre bliver sat på prøve, og sorgen sætter på en måde Barbarotti ud af spil rent arbejdsmæssigt i en kort periode.

Han bliver derfor ikke sat på den aktuelle sag, hvor en omstridt højrefløjspolitiker findes død i sit køkken. I stedet beder kriminalkommissær Asunander, som nærmer sig sin pensionsdato med hastige skridt, Barbarotti om at kigge på en 25 år gammel sag. Skånejob eller ej, Barbarotti kaster sig over opgaven, som handler om at få afklaret, hvad der egentlig blev af en forsvunden mand. Sagen hænger uløseligt sammen med ’Slagteren fra lille Burma’ alias Ellen Bjarnebo, som i 1989 blev dømt for at have myrdet og parteret sin voldelige ægtemand.

Hvordan plottet er skruet sammen, skal jeg nok vare mig for at røbe her, men jeg kan love, at det er gennemtænkt og overraskende. Hele serien om Gunnar Barbarotti har fokus på mennesker og relationer, og det er i høj grad de psykologiske portrætter, som fanger mig. I denne roman er sorgens følelser et lige så vigtigt emne som selve krimihistorien. Håkan Nesser får bundet en meget fin afslutningssløjfe på Barbarotti-serien ved at trække tråde tilbage til de tidligere bind i serien. Der er flere henvisninger til seriens tredje del ’En fortælling om Hr. Roos’, som efter min mening klart er seriens højdepunkt.

Seriens romaner kan læses enkeltvis, hvis man fokuserer på romanerne som kriminalromaner, hvor slutningen er en opklaret forbrydelse. Jeg vil dog anbefale at læse serien i rækkefølge. På den måde får man det fulde udbytte af at møde Håkan Nessers smukke og følsomme persongalleri og dermed også en langt mere kompleks læseoplevelse.