Anmeldelse
Fluen og evigheden af Håkan Nesser
- Log ind for at skrive kommentarer
Virtuos og spændende filosofisk roman, som illustrerer Kierkegaards motto om at livet leves forlæns og forstås baglæns.
Håkan Nesser er mest kendt som krimiforfatter, men denne bog - som for øvrigt udkom på svensk i 1999, men først er oversat til dansk nu - kan ikke betegnes som en kriminalroman. Der sker ganske vist et mord, som har stor betydning for handlingen, men spændingen ligger ikke i opklaringsarbejdet.
Hovedpersonen kalder sig Maertens, men oprindeligt havde han et helt andet navn. Han er midt i halvtredserne og lever et ganske stilfærdigt og dybt rutinepræget liv med sit arbejde på biblioteket, sine venner, som han drikker og spiller skak med, og den bekvemme bolle-aftale med ekskonen. Ellers får han tiden til at gå med omhyggeligt at afskrive verdenslitteraturens mesterværker – en beskæftigelse, han har fundet inspiration til i det fængsel, hvor han har tilbragt ganske mange år.
Hans baggrund oprulles langsomt – her ligger spændingselementet i bogen – da hans tilværelse en dag begynder at krakelere. Telefonen ringer uden der bliver sagt noget i den anden ende, han får en mistænkelig hudforandring på brystet, og hans eks opsiger deres aftale.
Vi hører nu om hans ungdom som filosofistuderende og de skæbnesvangre valg, der blev truffet dengang. ”Hver handling, der er blevet udført, tilintetgør dem, som kunne have været udført i stedet”. Hans fortid indhenter ham, og han må så at sige forsone sig med den. Trods lille af omfang og let i anslaget beskæftiger romanen sig med eksistentielle emner som skyld, soning og tilgivelse.
Som Nessers krimiserie om Van Veeteren foregår bogen i et anonymt Nederland, og temaet omkring valg og skæbne deles med serien om Barbarotti. Som altid er Nesser en detaljernes mester, alt har betydning og sproget er knivskarpt. Lærd er romanen også - med reference til Dante i kapiteloverskrifterne og indsigt i filosofiens discipliner. Uden humor er den heller ikke, som da ekskonen finder Maertens’ afskrift af ’Forbrydelse og straf’ og mener det er så godt skrevet, at han bestemt skal prøve at få det udgivet!
- Log ind for at skrive kommentarer
Virtuos og spændende filosofisk roman, som illustrerer Kierkegaards motto om at livet leves forlæns og forstås baglæns.
Håkan Nesser er mest kendt som krimiforfatter, men denne bog - som for øvrigt udkom på svensk i 1999, men først er oversat til dansk nu - kan ikke betegnes som en kriminalroman. Der sker ganske vist et mord, som har stor betydning for handlingen, men spændingen ligger ikke i opklaringsarbejdet.
Hovedpersonen kalder sig Maertens, men oprindeligt havde han et helt andet navn. Han er midt i halvtredserne og lever et ganske stilfærdigt og dybt rutinepræget liv med sit arbejde på biblioteket, sine venner, som han drikker og spiller skak med, og den bekvemme bolle-aftale med ekskonen. Ellers får han tiden til at gå med omhyggeligt at afskrive verdenslitteraturens mesterværker – en beskæftigelse, han har fundet inspiration til i det fængsel, hvor han har tilbragt ganske mange år.
Hans baggrund oprulles langsomt – her ligger spændingselementet i bogen – da hans tilværelse en dag begynder at krakelere. Telefonen ringer uden der bliver sagt noget i den anden ende, han får en mistænkelig hudforandring på brystet, og hans eks opsiger deres aftale.
Vi hører nu om hans ungdom som filosofistuderende og de skæbnesvangre valg, der blev truffet dengang. ”Hver handling, der er blevet udført, tilintetgør dem, som kunne have været udført i stedet”. Hans fortid indhenter ham, og han må så at sige forsone sig med den. Trods lille af omfang og let i anslaget beskæftiger romanen sig med eksistentielle emner som skyld, soning og tilgivelse.
Som Nessers krimiserie om Van Veeteren foregår bogen i et anonymt Nederland, og temaet omkring valg og skæbne deles med serien om Barbarotti. Som altid er Nesser en detaljernes mester, alt har betydning og sproget er knivskarpt. Lærd er romanen også - med reference til Dante i kapiteloverskrifterne og indsigt i filosofiens discipliner. Uden humor er den heller ikke, som da ekskonen finder Maertens’ afskrift af ’Forbrydelse og straf’ og mener det er så godt skrevet, at han bestemt skal prøve at få det udgivet!
Kommentarer