Menneske uden hund af Håkan Nesser

Hvad skal man med fjender, når man har familie?  Spørgsmålet kunne være motto for denne fornemme psykologiske krimi, hvor galskab, lidenskab og hævn bobler lige under overfladen.

Hvor har vi dog fået mange fremragende krimier fra vort svenske broderfolk i årenes løb, med navne som Arne Dahl og Stieg Larsson som et par af mine nyeste favoritter. Nu melder en gammel medspiller som Håkan Nesser sig i toppen af den absolutte superliga.

Efter 10-binds serien om den sympatiske van Veeteren, foreligger nu første bind i en planlagt kvartet om vicekriminalkommisær Gunnar Barbarotti. Som set så ofte før er han fraskilt og bor sammen med sin næsten voksne datter. Til en behagelig afveksling har han dog øjensynlig ikke noget alkoholproblem.

Det varer en rum tid før han præsenteres. Starten af bogen er en omhyggelig, psykologisk velunderbygget præsentation af den familie, hvor de tragiske foreteelser snart vil finde sted. Via indre monologer og skiftende synsvinkler tegnes et ondskabsfuldt portræt af bl.a. den dominerende og ulideligt docerende nypensionerede overlærer Karl Erik, der står foran at skulle fejre 65 års fødselsdag, samme dag som yndlingsdatteren Ebba fylder 40. I den anledning samles hele familien, også det sorte får Robert, der netop har skandaliseret familien i fuld offentlighed.

Natten inden festen forsvinder Robert, og den følgende nat den ældste dattersøn. Da politiet bliver tilkaldt, forsøger de forgæves at finde forbindelsen mellem de to sager, og i månedsvis kommer de ikke ud af stedet. Til sidst beror opklaringen på rene tilfældigheder.

Undervejs er læserne blevet forsynet med omhyggeligt doserede småbidder af information, så vi er lidt klogere end politiet – men stadig er bogen opbygget, så man åndeløs af spænding vender side efter side, mens den på overfladen velfungerende, men i grunden dysfunktionelle families allerdybeste, mest pinagtige hemmeligheder langsomt blotlægges. Hele familiehelvedet skildres mesterligt, tillige med betydningen af de tilsyneladende banale valg, vi hele tiden træffer - og som vi måske kalder skæbne.

Det bliver svært at vente på næste bind om den intelligente og intuitive Gunnar Barbarotti, der sideløbende med opklaringsarbejdet har sit eget lille væddemål kørende med Vorherre, om hvorvidt han eksisterer – altså sidstnævnte. Trods sindsoprivende tildragelser, sorg og fortvivlelse er der masser af humor i bogen. Sammen med den udsøgte sprogbehandling er det med til gøre læsningen til en ublandet fornøjelse.

Oversat af Jan Mølgaard. Modtryk, 2007. 458 sider.