Intrigo

I denne interessante samling af kortromaner og noveller tager Håkan Nesser fat på store etiske spørgsmål som skyld, forsoning, hævn og flugt.

Det er et spændende udvalg af kortromaner og noveller, Håkan Nesser præsenterer i ’Intrigo'. Hver enkelt tekst er en selvstændig afsluttet fortælling, men fortællingerne hænger tematisk sammen, når forfatteren tager fat på store etiske spørgsmål som skyld, forsoning, hævn og flugt, og når han lader personerne tage skæbnen i egen hånd.

Bogen består af tre kortromaner og to noveller, hvoraf det kun er ’Tom’, der er nyskrevet. ’Rein’ fra samlingen ’Barins triangel’ fra 1996 er dog aldrig tidligere blevet oversat til dansk, så man kan glæde sig over to helt nye romaner og samtidig glæde sig til at genlæse de øvrige tekster.

Et tema, der går igen i bogen, er fortidens synder og frygten for at blive konfronteret med dem. Vi møder det i ’Tom’, hvor Judith en aften ringes op af sønnen Tom. Det ville jo normalt være en helt uskyldig ting, problemet er bare, at Judith og hendes mand Robert er helt sikre på, at Tom har været død i 22 år, selv om han officielt kun er meldt savnet. Så er det virkelig Tom, eller er det én, der udgiver sig for at være Tom? For at få vished takker Judith ja at mødes med Tom på Café Intrigo.

Også novellen ’Slangen fra Samaria’ handler om en person, som alle anser for at være død. Vera har været meldt savnet i 30 år, efter at hun forsvandt fra en fest, men nu kontakter hun sin gamle skolekammerat, der er vendt tilbage til den by, hvor de gik i gymnasiet sammen, og hvor de havde en enkelt elskovsnat. Håkan Nesser er i den grad i stand til at spille på personernes frygt for, at noget, der for længst er gemt og glemt, pludselig dukker op til overfladen.

Håkan Nesser har et imponerende forfatterskab bag sig, ikke bare med serierne om Van Veeteren og Barbarotti, men også med mange enkeltstående romaner og en enkelt novellesamling. Alle tekster i ’Intrigo’ foregår i og omkring den fiktive by Maardam, hvor Van Veeteren som bekendt bor. Nogle af stederne har som Maardam fået et navn, mens andre bare hedder et bogstav, hvilket i øvrigt også gælder for flere af teksternes personer.

Ligesom i de tidligere bøger går mange sted- og personnavne igen, der er fx adskillige kvinder og en enkelt kat, der hedder Beatrice, og flere mænd har fået navnene Maartens og Klimke. Man kunne måske få den ide, at Håkan Nesser mangler fantasi? Men når man har læst hele hans forfatterskab, ved man, at der ikke er ét bogstav, der er tilfældigt hos denne fremragende forfatter. Det er derfor heller ikke tilfældigt, når han lader en person skrive på en roman med titlen ’Fluen og evigheden’, som er titlen på en af hans egne romaner.

’Intrigo’ er ud over at være titlen på bogen også titlen på den café i Maardam, der har givet navn til tre film, der bygger på de sidste fire fortællinger i bogen. ’Rein’ vandt en pris i Frankfurt i 2018, men i Danmark har vi stadig filmene til gode. Mens vi venter på filmene, må vi glæde os over Håkan Nessers bøger og glæde os til, der kommer flere, og gerne mange flere.