Bog

Eugen Kallmanns øjne

Af (
2017
)

Anmeldelse

Eugen Kallmanns øjne af Håkan Nesser

16 nov.17

Håkan Nesser mestrer den psykologisk spændingsroman til perfektion. Eugen Kallmanns øjne er en klassisk Håkan Nesser roman.

Omdrejningspunktet i romanen er den mystiske Eugen Kallmann, der er omkommet ved en faldulykke i et forladt hus. Den egentlige hovedperson er dog Leon Berger, der har mistet sin hustru og datter i en færgeulykke og nu lægger sit gamle liv i Stockholm bag sig og overtager Kallmanns job som lærer på Bergtunaskolen i byen K. Leon drager til K på opfordring af sin gamle studiekammerat Ludmilla, der er lærer på skolen. Han overtager ikke bare Kallmanns job, men også hans kontor, hvor han finder en række dagbøger fra årene på skolen gemt i en skuffe. Leons nysgerrighed bliver vagt, og han indvier kollegerne Igor og Ludmilla i sit fund. Sammen påbegynder de tre kolleger en slags detektivarbejde for at finde ud af mere om Kallmanns liv og død. Kallmann skriver, at han aldrig ser nogen i øjnene, fordi han kan se ind i mennesker og se, om de har begået en forbrydelse. Han skriver også, at han har slået sin mor ihjel.

Handlingen udspiller sig i 1995-1996 med et enkelt tilbageblik til 1980 og en epilog fra 2015. Kapitlerne følger på skift Leon, Igor og Ludmilla samt skoleeleven Andrea. Det er ikke bare de voksne, der leger detektiver, også Andrea, hendes veninde Emma og deres lidt nørdede kammerat Charlie, der flere gange har besøgt Kallmann, begynder deres egen efterforskning. Vi er i Astrid Lindgrens land, hvor der altid titter en lille Kalle Blomkvist frem i et nysgerrigt menneske.

Ikke bare hersker der en vis mystik omkring Kallmanns død, der sker også dramatiske ting på Bergtunaskolen. Den såkaldte Oprydningspatrulje sender dødstrusler til lærere og elever med indvandrerbaggrund, og drengen Otto, der er medlem af de lokale nynazister, findes hængt. Politiet overvejer, om der kunne være en sammenhæng mellem forbrydelserne. Men kan de dårligt formulerede nynazister have skrevet Oprydningspatruljens velformulerede dødstrusler? Og hvem har taget livet af Otto? Er det en gruppe med indvandrerbaggrund? Ottos død fører både til en demonstration, arrangeret af partiet Sveriges Fremtid og en æggekastende moddemonstration. Under demonstrationen funderer Andrea over, om man bør hykle sorg, når et ondt menneske dør.

Der er i det hele taget mange andre mysterier i K. Undervejs finder Andrea således ud af, at hendes far ikke er hendes biologiske far, og at hendes biologiske far forlod hendes mor uden senere at give livstegn. Samtidig antyder kammeraten Charlie, der selv bærer på mange hemmeligheder, at der er noget ufortalt i hendes familie.

Håkan Nesser tegner et fint og nuanceret portræt af Leon, der forsøger at komme videre, efter han har mistet sin familie – godt hjulpet af Ludmilla, som han indleder et forhold til. Leon kommer undervejs med flere tankevækkende betragtninger, som da han ikke erindrer at have mødtes med Ludmilla, lige efter at have mistet sin familie og udbryder ”Sorgen æder erindringer”.

Håkan Nesser er en af Skandinaviens allerbedste krimiforfattere. Han mestrer den psykologiske spændingsroman til perfektion, og han er som få i stand til at fastholde og mystificere sine læsere hele vejen igennem. Jeg glæder mig hver gang, jeg får en ny Håkon Nesser roman i hænderne.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Jan Mølgaard
ISBN
9788771467154
Antal sider
470

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer