Ormene på Carmine Street af Håkan Nesser

Et sørgende kunstnerpar forsøger at genfinde hinanden og måske deres forsvundne datter i New York

Kunstnerparret Erik og Winnie har mistet deres datter. Hun er for 17 måneder siden blevet bortført foran deres hjem. Politiet har ingen spor kunne finde eller følge, så ingen ved om hun er levende eller død, men de fleste tror efterhånden det sidste.

Winnie og Erik, der er historiens fortæller, lever fortsat sammen. Alligevel bliver de mere og mere fremmede for hinanden. Nu er de flyttet til New York, i håb om at et sceneskift på en eller anden måde skal hjælpe dem videre.

En dag proklamerer Winnie, at hun nu er sikker på at deres datter fortsat er i live, men mere vil hun ikke fortælle. Hun opfører sig tiltagende mærkeligt og nægter at have været steder i byen, hvor Erik er sikker på at have set hende. Alt i alt, bliver det hele mere og mere mystisk, og Erik begynder, med meget forskellige menneskers hjælp, at grave i hvad det er der foregår.

Romanen sidder lidt akavet imellem flere stole. Den bliver aldrig rigtig gribende, den bliver aldrig rigtigt spændende, og den bliver aldrig rigtig kedelig. Jeg ved ikke helt hvor Nesser vil hen eller hvor han vil have mig - eller sine karakterer - hen. Sproget flyder fint og uden knaster. Gode og sjove ideer dukker op undervejs. Men alt i alt, så er det mest en omgang lidt af hvert og ikke rigtig noget alligevel. Sådan virker – eller ikke virker det i hvert fald på mig.