Bog

Min mor siger

Af (
2012
)

Anmeldelse

Min mor siger af Stine Pilgaard

Romandebut om et knust hjerte, Kingo og Kings, gode hensigter og moralsk opbakning. En perle af sprogligt overskud. Læs den!

I 2010 havde jeg fornøjelsen af at anmelde Forfatterskolens afgangsantologi. Heri var bl.a. et bidrag af Stine Pilgaard, som jeg synes, lovede rigtig godt for en kommende forfatter, og nu er den her så: Pilgaards romandebut – og jeg har ikke glædet mig forgæves!

Hovedpersonen i ’Min mor siger’ er en ikke-navngivet ung kvinde, hvis kæreste (også en kvinde) netop er gået fra hende. Dette faktum er ikke let at acceptere for ”vores heltinde”, som romanen ind imellem benævner hende. Fx spørger hendes læge på et tidspunkt ”… om min kæreste ikke var gået fra mig. Det er vel et definitionsspørgsmål, siger jeg, …” Denne måde at svare på er helt symptomatisk for hende, og det kommer der nogle kostelige dialoger ud af.

Et knust hjerte skal man aldrig spøge med, men heldigvis har hovedpersonen både en mor, en far, en læge og en spindoktor, og disse figurer forsøger alle – med hver deres midler – at bringe den forladte på fode igen. Og der er ved Gud (faren er præst, så…) mange måder at gribe hjertesorg an på. Moren er en handlekraftig ejendomsmægler og lystløgner, hvilket både kommer hendes omgivelser og læseren til gode. Faren er en rolig og hyggelig præst med hang til Pink Floyd. Og spindoktoren personificeres gennem veninden Mulle, som altid har svar på rede hånd. Med sådant et netværk er man aldrig helt fortabt.

Den opmærksomme læser vil nok fornemme, at jeg har været særdeles godt underholdt af denne roman, men Pilgaards humor er mere af sarkastisk end komisk art. Samtidig er det lige så meget hendes omgang med sproget, der vækker beundring, som det er den såredes sarkasme. Pilgaard ejer nemlig en formidabel evne til at twiste sproget og dets mere eller mindre faste vendinger, og hun forvalter sin evne både konstruktivt og kontrolleret.

Den kronologisk fortalte historie er beriget med monologer fra en søhest (læs: en del af hjernen, der netop har facon som en søhest), som har placeret hovedpersonens tidligere bekendtskaber rundt omkring i hendes legeme. Disse afsnit kan jeg på ingen måde yde retfærdighed her – de skal læses! Som resten af romanen, i øvrigt.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.

Analyse

Pilgaard, Stine - Min mor siger

06.dec.12

Stine Pilgaards debutroman Min mor siger er et originalt, humoristisk og let absurd univers af misforståelser.


Det er replikkunst af topkvalitet, Stine Pilgaard folder ud i sin debutroman Min mor siger (2012); ikke en replikkunst, der tilstræber naturtro gengivelser af udsagn i et dramatiseret univers, men derimod en præcis og humoristik iscenesættelse af de sproglige misforståelser, der bliver uomgængelige, når vi mennesker kommunikerer påståeligt om stort og småt uden for alvor at slå hovedet på sømmet. Romanen gengiver ikke sine episoder i en traditionel scenisk fremstilling, men leverer ansatser til scener konstant krydret med små inkvitter (fx siger han, siger jeg), hvoraf det hyppigst brugte "Min mor siger" også er romanens titel.

Temaet er velkendt – tabt kærlighed – og den unavngivne hovedperson, der blot omtales som ”vor heltinde”, mister sin kæreste gennem tre et halvt år og flytter midlertidigt ind på sin fars præstegård, hvor hun synker ned i selvmedlidenhed og bruger mere tid på tømmermænd end specialeskrivning. Hovedpersonen får hjælp af sin veninde Mulle, som hun kalder sin spindoktor: ”Hader vi hende, eller vil vi have hende tilbage, spørger Mulle. Vi hader hende ikke, siger jeg, det må man jo ikke i min familie. Så skal vi have hende tilbage, siger Mulle”, men det viser sig dog hurtigt at blive en svær opgave. En anden hjælpefigur for hovdpersonen er hendes læge. I besøgene ved lægen, som hovedpersonen gentagne gange opsøger, uden at det på noget tidspunkt reelt bliver klart, hvad årsagen til det er, bliver den gensidige talen forbi hinanden – trods begge parters intentioner om kontakt og forståelse – markant. Lægen taler til patienten fra sin naturvidenskabelige forståelseshorisont, mens patienten tolker alting og sætter det ind i sin litterære forståelsesramme uden på noget tidspunkt at blive i stand til at sætte ord på den følelse af sorg og ensomhed, der bringer hende til at søge hjælp.

Portætterne er kærlige karikaturer, der indfanger personerne i deres isolerede nøddeskaller. Personerne kommunikerer livligt på kryds og tværs, men samtalerne finder aldrig noget fælles punkt at hæfte sig op på, hver person kommunikerer ud fra sit eget ståsted og sine egne dagsordner. Det skaber gnidninger og misforståelser personerne imellem og gør reel kontakt mellem to mennesker til et nærmest uoverstigeligt projekt. Det er i denne fine fornemmelse for sproget og i den præcise gengivelse af den mundtlige diktion, dialogen og kommunikationskollapset, at romanen henter sine største styrker. Det får humoren til at gnistre, men under overfladen stikker også en øm sørgmodighed frem, en vemod over den svære og måske endda umulige kunst, det er at nå og forstå et andet menneske. 

Stærkest er romanen i portrættet af forældrene, og især moderen, ejendomsmægler og egocentreret lystløgner, der er for optaget af egne projekter og dagsordener til at levere nogen reel indlevelse i datterens sorg. Samme mor holder sig ikke tilbage for at lyve sig til en omgang brystkræft for at score penge i en indsamling til kræftramte børn. ”Nu skal vi rigtig hjælpe de syge”, siger hun til datteren og udbringer en skål for de kræftramte. I de absurde samtaler og situationer med moderen bliver komikken sat på spidsen, og at det er den relation, der i bogen får størst vægt, understreges også af titlen. Mod romanens slutning går hovedpersonen rundt og samler ideer til en tale om moderen til dennes fødselsdag, og da tankerne og ideerne hober sig op, konstaterer hovedpersonen, at der er stof nok til en hel bog, muligvis den bog, læseren nu har fået i hånden.  

Som et ekstra tillæg til den skarpe replikkunst rummer romanen også 12 monologer, som med en reference til lægens beskrivelser af hjernen, kaldes monologer fra en søhest. Heri tillader fortælleren en vemodig og let blufærdig sårbarhed at komme til udtryk gennem en række kropsligt forankrede erindringer. Kropsdelene gennemgås del for del – hjerte, øret, mellemgulvet, solar plexus, navlen, munden, nethinden, næsen, knæet, håndfladen, struben og huden, og kroppen bliver således et erindringsrum for sårbare erindringer.

Den stærke sproglige dynamo, Pilgaard har sat i sving, med dens fine fornemmelse for hverdagssprogets diktion og særegne vilje, kan lede tankerne hen på Lone Hørslev, og Pilgaard mestrer også som Hørslev den kunst at lade ordspil og melodier indgå som en del af den sproglige strøm, fx når lægen lokaliserer hovedpersonens smerte til at stamme fra næsens rod, og hun svarer ”eller den bankende rytme i alt, hvad jeg længes mod” med et lån fra Tove Ditlevsen. Bogen er fuld af sproglige referencer til alt fra lødig lyrik til reklameslogans, og i besøgene ved lægen fortaber hovedpersonen sig jævnligt i litterære citater af bl.a. Kingo, Emil Aarestrup, Henrik Nordbrandt og Inger Christensen.

Titlen og brugen af inkvitter vækker mindelser om Pia Juuls digtsamling Sagde jeg- siger jeg. Bogen er desuden ad flere omgange blevet sammenlignet med Kristina Nya Glaffeys Padder og Krybdyr (ligeledes fra  2012), og de to romaner har ud over det fælles lesbiske ståsted også det stærke sproglige drive og humoren til fælles. Men hvor humoren hos Glaffey glider over i den vrængende satire, der udleverer alt og alle, fortælleren inklusiv, er humoren og komikken hos Pilgaard altid varm. Fortællerens ømhed for personerne gør humoren til kærlig komik.

Stine Pilgaard (1984) er cand.mag. og uddannet fra forfatterskolen. Hun modtog debutantprisen fra  Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for Min mor siger.


Cand. mag. Mette Østgaard Henriksen


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 2/2 2012: Kristen Bjørnkjær: Kærestesorg er ikke spildt).
Interview i forbindelse med udgivelsen af Min mor siger.

Aarhus lokalavis
(heri 25/2 2012: Louise Bull Nyvang: Stine Pilgaard siger).

Anmeldelser i tidsskrifter

81.17
Standart: anmeldelser af ny litteratur. Anmeldelser i aviser.
(heri 2012, årg 26, nr 1, s. 6-7: Dag Heede: Hjerte og galde).
Anmeldelse af Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr og Stine Pilgaards Min mor siger.   

Anmeldelser i aviser

27/1 2012 Sarah Skarum i Berlingske Tidende
27/1 2012 Kamilla Löfström i Information
2/2   2012 Katrine Sommer Boysen i Jyllands-Posten
31/1 2012 Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad
28/1 2012 Lasse Horne Kjældgaard i Politiken
27/1 2012 Leonora Christina Skov i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Bogblogger - boganmeldelser på nettet.
Jane Andersen: Stine Pilgaard - Min mor siger

Litteraturnu.dk
Anna Møller: Dialogiske misforståelser - Stine Pilgaard MIN MOR SIGER

Links

Bogtube.dk
Stine Pilgaard taler om debutromanen Min mor siger.  

Vejle bibliotek
Stine Pilgaard og Asta Olivia Nordenhof fik tildelt Danmarks største debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.

Viva - Jyllands Postens livsstilsmagasin
Marie Duedahl: 10 hurtige til forfatter Stine Pilgaard.

GENERELT OM FORFATTEREN

Links

DR.dk
Stine Pilgaard er nomineret til DR's romanpris 2013

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.


Bibliotekar Rikke Walther Beck, Vejle Bibliotekerne

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
29150281
Graphic
Leo Scherfig
ISBN
9788763820608
Antal sider
167

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer