Bog

Mitose

Af (
2013
)

Anmeldelse

Mitose af Kristian Byskov

Kristian Byskov debuterer med en science fiction-roman, som trækker sin læser med ind i et knugende dystopisk univers. Det er sært, stilfærdigt og fortumlende.

Lad mig sige det med det samme; denne bog er ikke for læsere, der går efter space-opera eller storslåede historier.

Hvad der egentlig foregår bliver aldrig helt klart for læseren. Man følger en navnløs hovedperson, der snubler rundt i sin egen lille verden efter lige så uklar katastrofe. I hans hoved oplever man en sær forvandling, en falden i søvn, hvorfra man aldrig rigtig vågner igen.

Hovedpersonen bliver inkluderet i en gruppe af post-mennesker, der har forandret sig på samme måde som han selv har, og læseren bliver halvvejs indført i deres organiske liv, muliggjort af den forandring de har været igennem.

Det eneste lyspunkt, det eneste klare blik, kommer ca. halvvejs igennem bogen, hvor synsvinklen skifter til en kvinde, der ikke har undergået den samme forandring. Hun er stadig et menneske som læseren, og trods hendes alvorlige hjernerystelse får man er kortvarigt blik på gruppen udefra, før synsvinklen igen falder tilbage til hovedpersonen.

Det siger en del at et af de mindst sære elementer i romanen er den 40 meter høje tudse, der holder til i gården af det lejlighedskompleks hovedpersonen flytter ind i. Handlingen er nærmest ikke-eksisterende og når aldrig at blive rigtig spændende, men det må siges at forfatteren opnår at få trukket læseren ind og ned i en alternativ bevidsthed. En måde at forstå og leve og være på i en verden, hvor økosystemet er brudt sammen.

Personligt synes jeg bogen lægger sig op ad Niels E. Nielsens sen-70’er-stil med en socialrealistisk og stilfærdig fortællestil, men samtidig er den på én gang ordrig og så fattig på sammenhængende beskrivelser som et haiku-digt. Som sagt er det ikke en bog for fans af hardcore science-fiction, men den lille korte bog er bestemt lidt tålmodighed og et par timer værd. Om ikke andet så for den knugende, nedsynkende anderledeshed man bliver efterladt med. Det er en hel lettelse at vende sidste side og vende tilbage til den virkelige, forståelige, rationelle verden igen.

En spændende, gennemført og læsværdig debut af Kristian Byskov.

Skrevet af Anne-Lise Krogh Andersen

 

Analyse

Byskov, Kristian - Mitose

12 sep.13

Kristian Byskovs prisvindende debutroman Mitose er en fortumlet sci-fi-sump af kroppe, der tilpasser sig en ny virkelighed.  

Skrevet af cand. mag. Mette Østgaard Henriksen, september 2013.

Det er en vild og original og klæbrig-sumpet ide, der bærer Kristian Byskovs debutroman Mitose fra 2013. Det originalt opfindsomme ligger ikke i den sælsomt dragende forestilling om livet efter den civilisationsdestruerende katastrofe. Denne skrækfascination har i de senere år har givet næring til vidt læste og lige så bredt diskuterede romaner som Cormac McCarthys Vejen og Mikael Niemis Faldvand. Men selv om Kristian Byskov også er fascineret af verden efter den altødelæggende katastrofe, så er han ude i et radikalt nyt ærinde, som ikke er en psykologisk-realistisk undersøgelse af det ændrede menneskelige eksistensvilkår. Tværtimod lader han psykologien og realismen gå tabt med civilisationen og skaber i stedet en bio-cyborgisk science fiction roman, hvor menneskets og kroppens vilkår overskrides på genialt tankevækkende måder.

Til konstruktionen af denne i særklasse særegne debut er der anvendt en unavngiven jeg-fortæller, der bor alene i en tid efter en ikke nærmere defineret katastrofe, om hvilken læseren blot får at vide, at ”de” på et tidspunkt tog vandet. Han gør sig bekymringer om egen overlevelse og ender med den noget overraskende løsning at grave sig ned under jorden. Ikke ved at bygge en hule eller bunker, men ved at lade sin krop omslutte med jord. Hvordan han overlever denne nedgravning er en gåde også for ham selv, men efter denne vinterlange underjordiske dvale indlemmes han i et fællesskab af mennesker, der har fundet en ikke mindre overraskende måde at gå i symbiose med omgivelserne på. Disse mennesker har lært sig at indoptage væske gennem huden, og tilbringer en stor del af deres tid i store kar. Vandet i karrene er algerigt, og dermed sikrer menneskene sig det nødvendige næringsindtag gennem huden. Da deres struber derfor ikke fugtes, tørrer de ind, og de har vanskeligt ved at tale, men udvikler i stedet en mere intuitiv non-verbal forståelse for hinanden, en form for telepatisk sammensmeltning, hvor individualiteten udslettes i den fælles bestræbelse på at tilfredsstille organismernes behov.

Det er en skæv, skurrende og surrealistisk læseoplevelse at blive budt indenfor i Byskovs alternative fremtidsvision, men selv om der er stor opfindsomhed og overraskende akkuratesse i beskrivelserne af de systemer, der bærer romanens alternative virkeligheder, vil en læser med traditionelle scifi-forventninger blive sat på prøve. Bl.a. ved at blive tvunget til at acceptere den mystisk uforklarlige tilstedeværelse af en 40 meter høj tudse, hvis primære funktion i fortællingen er at stå midt i den, som et absurd, uomgængeligt, skræmmende og klæbrigt monstrum.

Frem for at læse romanen som en science fiction fortælling kan det derfor også give mening at pege på slægtskabet med 1960’ernes sære danske fortællere som fx Peter Seeberg og Villy Sørensen. Romanen bliver drevet frem af den unikke ide, den spekulative hypotese: hvad nu hvis, mennesket var i stand til at indgå biologisk symbiose med omgivelserne. Den opbygger et absurd og tankemæssigt sært besnærende univers omkring denne hypotese, som den derved udfolder og levendegør for læseren. Romanen kan læses som et svar fra det nye årtusinde på Peter Seebergs ligeledes sære og fantastiske novelle Patienten fra Eftersøgningen og andre noveller fra 1962, hvor en mands kropsdele gradvist erstattes med kunstige organer og lemmer, og han til sidst, hvor også hans hjerne udskiftes, oplever en identitetskrise med overvejelser om, hvorvidt han fortsat er sig selv, eller om han undervejs i processen er blevet en anden. Hos Seeberg er det den individuelle psykologi, menneskets identitet, der tages en sorgfuld afsked med i lyset af de medicinske muligheder. Hos Byskov er tabet af den menneskelige individuelle identitet ikke behæftet med sorg, der er derimod en nysgerrig, forsumpet legesyge forbundet med udforskningen af overskridelsen af menneskets vilkår, som vi kender det. Seebergs sorgfulde farvel til mennesket på grænsen til det cyborgiske tidsalder, bliver hos Byskov et transformerende goddag til en udfoldelse af de vidtrækkende muligheder, der er forbundet med at lade menneskets begrænsninger overskride.    

Stemningen er fortumlet, famlende, omtåget, absurd og mest af alt drivende klæbrig, og trods den vilde legesyge på ideplan, får sproget ikke lov at boltre sig nysgerrigt og udforskende. Det er holdt i en nøgtern, konstaterende tone, der ikke løber over i svulstige, drivende excesser, men bare kort og kontant fremlægger den omkuldslåede virkelighed:   

”Min hud er blevet mere blød. Det er næsten som om elasticiteten er fordoblet. Samtidig bevæger den sig af sig selv. Holder jeg armen op, kan jeg se hvordan musklerne tynges ned og samles nedenunder. Jeg ryster min underarm lidt og løfter den op mens jeg ser ned ad mig. Pludselig ser jeg min albue liggende ved siden af min ankel. Alt er stadig omsluttet af hud. Den ligger bare dér. Jeg prøver at løfte mit ben, men min knæskal har flyttet sig op ad mit inderlår.”

Fascinationen af kroppen som organisme og eksistensvilkår er ikke et særtræk for Byskov, men genfindes hos flere af dette årtis unge debutanter, fx Amalie Smith og Bjørn Rasmussen. Men hvor huden hos Bjørn Rasmussen er en elastisk hinde, der via penetrationen i alle dens pinefulde og lystbetonede afskygninger både muliggør og umuliggør sammensmeltningen med omgivelserne, er hudens afskærmning af kroppen over for omgivelserne hos Byskov smidigere. Huden tillader hidtil ukendte sammensmeltninger mellem kroppen og verden, mellem subjekt og objekt, mellem jeg og du. Dermed anes muligheden for den store postmenneskelige og altsammensmeltende transformation, der i omtalen af romanen er blevet kaldt dystopisk, men som med lige så stor ret kan hævdes at være utopisk, idet romanen ikke selv giver et svar på, om denne transformation vil være et tab eller en gevinst. Denne konklusion overlades til de læsere, der har mod på at lade sig udfordre og overrumple af Byskovs debut.   


BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
bibliotekar Else Zakarias, Vejle Bibliotekerne.

LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i aviser

5/7 2013 Lars Bukdahl i Weekendavisen

GENERELT OM FORFATTEREN

Links

Forfatterweb - et tilbud fra bibliotek og skole
Portræt af Kristian Byskov 

I do art
Fotos og kort omtale af Kristian Byskov og Andreas Rasmussens afgangsprojekt på Kunstakademiet, udstillingen BUBOS.

Kunstakademiet
Fotos fra Kristian Byskov og Andreas Rasmussens afgangsudstilling BUBOS på Kunstakademiet 2013, som var scenografi til en biotopisk sci-fi opera. 

Bogdetaljer

Forlag
Emancipa(t/ss)ionsfrugten
Faustnummer
29831904
ISBN
9788792371140
Antal sider
119

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer