Bog

Flex death

Af (
2012
)

Anmeldelse

Flex death af Jonas Rolsted

I sin debut puster Jonas Rolsted med et poetisk og legende vindstød til faste forestillinger, erindringer og drømme om livet.

Jonas Rolsted favner det hele: Det grimme og det smukke, det høje og det lave, det poetiske og det banale. Og i denne sære blanding tager han sin læser med helt ned på jorden til besøg hos handicappede og ældre i hjemmeplejen for et øjeblik senere at lade drømmene og fantasierne fare af sted under det rindende vand i bruseren.

Jonas Rolsted præsenterer selv sin debut som et digt. Det er det også i nogen henseender, men det er også andet end det. Det er en samling prosastykker inddelt i 10 afsnit, som finder sin sammenhæng gennem en række motiver, der får jorden til at dreje rundt og fortsætte sin gang. Solen, årstiderne, kærligheden, blodet. Tiden går, men alligevel er det som om tiden går i stå.

Inden for denne ramme udgør de 10 afsnit en poetisk og profan afsøgning af følelser, roller, erindringer og overvejelser over kærlighed og kunst. I brud og bidder fortæller han historien om en ung mands drømme og længsler efter kærlighed og kvinder. Men også om den samme unge mands kvaler i forhold til at turde lade sig selv mindes sin barndom med en alkoholiseret far.

Han har fundet sin plads i hjemmeplejen – han er afhængig af den og bruger den som en måde at sætte sit liv i rammer og give det indhold. Normalt tænker man det omvendt, at det netop er hjemmeplejen, der yder den slags tjenester i forhold til sine borgere. Men hos Jonas Rolsted går det begge veje. Han vender op og ned på de traditionelle forestillinger og fremstiller de ansatte i hjemmeplejen som en samling alkoholiserede og lidt forarmede sjæle, der selv kunne trænge til lidt pleje, mens de borgere han besøger giver ham indhold i tilværelsen og beriger ham med diskussioner om kunst og litteratur.  Den samme omvendte magt- og rollefordeling fornemmer man i forholdet mellem far og søn. Hvem er den svage og hvem er den stærke? Der er intet entydigt svar.

Og det er netop det, der er det interessante ved Rolsteds lille bog. Han gør verden, livet og døden fleksibel og bruger sproget til at betragte virkeligheden på en anden måde, end vi plejer. Han lader det poetiske udspringe af det, der normalt forbindes med socialt armod.  Samtidig puster han liv i drømmene og illusionerne på en måde, så de synes mere levende end det levede liv. En ganske interessant debut.

 

Analyse

Rolsted, Jonas - Flex death

06 aug.13

Solen, erindringer om faderen og refleksioner over samfundets og sprogets strukturer er drivkraften i Jonas Rolsteds debut Flex death. Det sansede og umiddelbart banale nævnes uafbrudt i samme åndedrag som det komplekse, og teksternes fokus på mønstre og spejlinger finder sted både på det sproglige og strukturelle niveau.

Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Maria Louise Christensen, september 2013.

Jonas Rolsteds debut Flex Death bærer i kolofonen genrebetegnelsen “et digt”, men fremstår mere som en tekst i ti dele, hvoraf de otte er delt op i 30 tekststykker af skiftende længde. Det bliver hurtigt tydeligt, at Flex Death beskæftiger sig med mønstre, gentagelser, “sætninger og modsætninger”, som der står flere steder i bogen.  ‘Sol’ og ‘du’ er de første ord, der bliver brugt i teksten. Ligesom jorden kredser om solen, kredser Flex Death om årstiderne og om et ‘du’, der er omskifteligt. På denne måde slår tekstens første ord det hele an. 

En afsøgning af mønstre og solens spejlinger

Årstiderne, der netop er udtryk for en gentagelse, for noget cirkulært tilbagevendende, spiller en væsentlig rolle i Flex Death rent tematisk. Derfor virker det netop som en god idé at begynde en analyse med at notere sig de strukturer, teksten er bygget op omkring.

Halvdelen af de ti tekster, nemlig teksterne 2, 4, 6, 8 og 9, omslutter sig selv med en ramme, eftersom første og sidste tekststykke er ens. Første og sidste tekst i bogen udmærker sig ved ikke at være delt i de 30 mindre tekststykker og danner med denne undtagelse og i kraft af deres indhold, som gentages både tematisk og indholdsmæssigt i de andre tekststykker, en ramme om Flex Death.

Solen, der allerede på første side giver liv til teksten, er gennemgående som figur, både i tekstens sproglige ‘øvelser’ og som en form for tidsmarkør, mens den glimrer ved sit fravær i den mest repræsenterede årstid; vinteren, hvor lyset ikke er varmt som solens, men hvidt og køligt.

I flere af teksterne optræder samtidig et du, der er både fraværende og nærværende på samme tid. Det kan på den ene side være et omskifteligt du, som der gøres opmærksom på i den sjette tekst: “Jeg skriver du. Det er forskelligt hvad jeg mener” (s. 61). På den anden side kan du’et også være en reference til faderen, der omtales flere steder i jeg’ets erindringer, som den mest tydelige og eneste tilbagevendende karakter. I begge tilfælde er du’et udtryk for, at jeg’et forholder sig ikke kun til verden, men også til menneskene omkring sig. Der er på én og samme tid en nysgerrighed i teksten for, hvad der påvirker og betinger det enkelte menneske og samtidig en evig søgen efter at gøre rammerne fleksible.

Teksterne 3, 5 og 7 fremstår netop umiddelbart som et brud på tekstens samlede struktur. Bogens tredje tekst er jeg’ets personlige fremstilling og erindringer fra arbejdet i et voksenteam i Brønshøj, den femte tekst er en genskrivning af den kristne oldkirkes fortælling om kvinden Perpetua, der døde martyrdøden for sin kristne tro, mens den syvende tekst er en årstidstekst, der minder om teksterne 2, 4, 6 og 8, men som adskiller sig fra dem ved ikke at have ens første og sidste tekststykke. Selvom disse tre tekster ved første øjekast virker malplacerede og uden for mønsteret kan de netop også ses som et udtryk for selve bogens essens, idet de er modsætningsfyldte og mellem sig indeholder sammenstødet mellem det individuelt erindrede og det kollektive og betingende, som både myten og årstiden er udtryk for.

Årstiderne kan bruges som et mønster, fordi de er et uomgængelige livsvilkår, men også her brydes den oplagte struktur, eftersom årstiderne ikke falder i den rækkefølge, man kunne forvente. Den fjerde årstidstekst, tekst 7, burde således være sommer - men her præsenteres endnu en vintertekst med en noget barskere indledning og afslutning end den sædvanlige “Men nu er det efter/vinter/forår”, nemlig “Snart kommer vinteren med al sin kraft” (s. 69). Sommeren, der for mange står som livets årstid, hvor alting er frodigt og grønt, og hvor man bedst kan være til stede i nuet og bare leve er på denne måde underrepræsenteret i forhold til vinteren, hvor alting visner og går ud. Man fornemmer, at vinteren er det ufleksible, det fastfrosne, måske selve døden, som binder teksterne til sig. Sproget bliver flere steder i Flex Death sammenstillet med magt, men sproget er også fleksibelt, det har en iboende magt og prøver at vriste sig ud af de arkaiske og fastfrosne strukturer, som Jonas Rolsteds mange mønstre også kan ses som udtryk for.                

Ud over tematiske mønstre indeholder teksten også spejlinger og mønstre på det rent sproglige niveau. Henvisningerne til sol og blod bringer primærfarverne gul og rød ind i tekstens ellers farvetomme univers, hvor hvid er den eneste farve, som bliver eksplicit nævnt. Solens gule farve går igen i dét æg som jeg’et pisker (s. 62), og den findes også latent i jeg’ets erindring om tømningen af en kateterpose (s. 25). Solen er netop et godt eksempel på et af de ord, der flittigt bruges i spejlingerne og til forskellige sproglige ‘øvelser’ i teksten. Særligt i niende tekst spiller solen en rolle på det sproglige plan, idet den går fra at være sætningernes genstandsled til at blive subjekt og omvendt: “1. Sol, 2. Se solen, 3. Solen ser selv (...) 28. Se selv sol, 29. Se selv, 30. Sol”. S’erne er altdominerende og er med til at dekonstruere betydningerne i denne teksts kryptiske sætninger: “Sandt selv solen ser selv sandt så se selv og ikke så eller ikke.” (s. 86) Solen, der allerede blev nævnt i første linje kommer på denne måde til at skinne igennem denne sætning og forplante sig med alle de stemte s’er, selvom dens livgivende virkning og lys er fraværende i de fleste af teksterne.            

Døden og det religiøse

Døden spiller en rolle allerede i bogens titel, Flex Death, der som titel i sig selv er rammeskabende, men også danner en ekstra ramme, idet Flex death er de sidste ord i bogen. Jeg’ets erindringer kredser desuden om faderen, der altid omtales i datid og derfor kan formodes at være død. De sanseprægede erindringer blander sig i flere af teksterne med mere konstaterende observationer, eksempelvis i den anden tekst, og de personlige erindringer står i skarp kontrast til jeg’ets erindringer fra voksenteamet i Brønshøj, hvor mere kliniske ord som ‘borgeren’ sniger sig ind i teksten. Faderen beskrives som alkoholiseret, men også i disse beskrivelser af jeg’ets far har Rolsted netop øje for modsætninger og spejlinger, når faderen på den ene side har “ringet og råbt alt muligt fuldemandssnak ind i mit øre” og på den anden side kan udstråle en ro, der er “noget uskyldigt ved ham, i hans øjne. Han kunne ligne et barn når han sad og kiggede ud ad vinduet” (s. 16). At erindringerne om barndommen og faderen blander sig med jeg’ets umiddelbare sansninger i nutiden er med til at pege på, at det er her, i forholdet til faderen, at der for alvor er noget på spil. De umiddelbare sanseindtryk, det levede nu og her, må altså hele tiden indeholde bevidstheden om faderens fravær, om døden. 

På trods af bogens titel er faderens død nemlig ikke fleksibel, den er ikke til diskussion. Ligegyldigt hvor meget faderen selv forsøgte at ændre på døden ved at slå og ælte på sin egen døde fars ansigt, så havde det lagt sig i de endelige folder (se s. 17). Der er en bevidsthed i Flex Death om, at årstiderne derimod er skiftende og fleksible. Selvom bladene visner og dør og vinteren med frosten har det hårdeste, mest nådesløse våben af alle årstiderne, så bliver det forår igen, endog helt selvfølgeligt med et “Men nu er det forår.” Det bliver således understreget, at årets afslutning, vinteren, ikke rigtigt er slutningen, men begyndelsen på endnu en revolution - “gule æbler lyser i et net af uigennemskuelige relationer. Mørke, sprøde, krøllede blade på træerne. De sidste. Du bruger ordet tid. Der er noget revolutionært over vinteren. Vinteren revolutionerer det hele. Du, du, du. Sætning og modsætning” (s. 92).

Det religiøse har - særligt i form af myten om Perpetua - tydeligvis et ærinde som tema i Flex Death og årstidssymbolikkerne samt de røde, gule og hvide farver bringer mindelser om salmernes farvesprog. Alligevel spiller det religiøse en lidt diffus rolle i teksten, men det forbindes flere steder med det kvindelige, dvs. med det mandliges og med faderens modsætning. Troen kan ses som en modsætning til det endeligt tabte og døde og må derfor knytte sig til det andet køn, der stadig kan bære håbet. Et sted beskrives en kvinde og hendes omgivelser således som et scenarie, der minder om en altertavle (s. 60), og myten om Perpetua, der nægtede at opgive sin kristne tro, selvom hun ville blive kastet for de vilde dyr, fastnagler forbindelsen mellem det kvindelige og det religiøse i teksten. De religiøse indslag i teksten kan måske ses som en afsøgning af forestillingen om en mere fleksibel eller betydningsfuld død. Der bliver under alle omstændigheder nærmest noget religiøst over naturen og over dyrkelsen af årstiderne. Men særligt solen, der går sin gang hen over himlen og får lov til at optræde både som subjekt og genstansled i sætningerne, får lov til at dominere teksterne sammen med det omskiftelige du.  

Flex Death er “et digt”, men også ti tekster; en vilter mosaik af sansninger, konstateringer og undren over livet og døden, der tilsammen danner et mønster. I en analyse begynder teksten, der i begyndelsen kan synes ligefrem - ja, måske endog banal - at folde sig ud, og det er væsentligt at have øje for Jonas Rolsteds sans for mønstre, gentagelser, sproglige strukturer og dybsindige refleksioner. Forholdet mellem sprog og magt er endnu et tema, man med fordel kan angribe i en mere udfoldet analyse af Flex Death - netop fordi Rolsted beskæftiger sig med og kredser om sprogets magt både eksplicit og i selve tekstens strukturer. 


BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
bibliotekar Else Zakarias, Vejle Bibliotekerne.

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 23/11 2012: Erik Skyum-Nielsen: Individer eller kloner af rektor).
Artikel om Forfatterskolen, hvor Flex Death bruges som eksempel på litteratur af forfatterskoleelev.

Politiken
(heri 29/6 2013: Lise Garsdal: Nye stemmer: Han skriver på ryggen af folkevisen).
Interview.

Anmeldelser i tidsskrifter

80.5
Kritik. - Gyldendal.
(heri 2013, nr. 207, s. 72-73: Martin Larsen: Afsnit og sætninger).

81.17
Standart : anmeldelser af ny litteratur. -  Litteraturmagasinet Standart.
(heri 2013, nr. 1, s. 43: Jørn Erslev Andersen: Et tankevævs logik).

Anmeldelser i aviser

21/11 2012 Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske tidende
4/12 2012 Tue Andersen Nexø i Information
21/1 2013 Peter Stein Larsen i Kristeligt dagblad
4/12 2012 Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken
4/12 2012 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Debutant.nu
Per Andreas Persson: Vardagsnära

Kenttonsgaard.com
Kent Tonsgaard: Systemkaotisk lækkerbisken

LitteraturNu.dk
Martin Lykke Nielsen: Solen er så død, far - Jonas Rolsted FLEX DEATH

Littuna.com
Anne Skov Thomsen: Fint flimrende debut

Vimeo.com
Ordlyd#1: Anmeldelse af Jonas Rolsteds Flex Death

Links

YouTube
Jonas Rolsted læser op af Flex Death. Indslaget varer 1:49 min.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29623686
ISBN
9788702133912
Antal sider
92

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer