Indvandreren

Politisk og etisk spændingsroman om dansk udlændingedebat og om at søge sandheden, når medier og politisk spin er med til at forme og fordreje billedet af sandheden.

”Enhver lighed med nulevende personer, institutioner og  medier er, som den tyske forfatter Heinrich Böll har udtrykt det, hverken tilsigtet eller tilfældig, men uundgåelig.” Således skriver Olav Hergel i efterskriftet til sin roman 'Indvandreren'. I øvrigt en formulering, der er identisk med den, man finder bagerst i Hergels første fiktionsbog, 'Flygtningen', som 'Indvandreren' da også ligger i direkte forlængelse af.

Som i 'Flygtningen' følger vi journalisten Rikke Lyngvig i et spændingsmættet plot, der går lige i kødet på samtidens danske udlændingedebat, som den udspilles i aviser, på den politiske scene og blandt såkaldt almindelige mennesker. Billederne er taget fra en umiddelbart velkendt virkelighed, uden at romanen dog bevæger sig ind i en egentlig leg mellem dokumentarisme og fiktion, som ellers præger meget af samtidens kunst og litteratur, fx Morten Hartz Kaplers kontroversielle film 'AFR' eller Das Beckwerks politiske bøger. I forhold hertil er 'Indvandreren' en klassisk spændingsroman, der tydeligt er fiktion, skønt flere af romanpersonernes udsagn enten er inspireret af eller direkte sakset fra udtalelser fremsat i den offentlige debat.

Modsat en politisk fiktion som TV-serien 'Borgen', hvor de forskellige partier har fiktive navne, skønt de nemt kan placeres i forhold til virkelige partier, har både partier og medier hos Hergel virkelige navne. Undtagelsen er den borgerlige avis Morgenavisen – den fiktive avis, hvor Rikke Lyngvig arbejder. En avis, der dog kan minde en del om Berlingske Tidende, hvor Hergel selv arbejdede som journalist gennem 18 år. En egentlig nøgleroman er 'Indvandreren' dog heller ikke. Adskillige af bipersonerne kan umiddelbart overføres til virkelige personer. Præstefætrene Vilhelm Agger og Anton Rohde – den intellektuelle fortrop i Dansk Folkeparti – lader sig uden videre læse som henvisninger til virkelighedens Søren Krarup og Jesper Langballe. Omvendt er Dansk Folkepartis leder Martin Berger en mandlig dandyfigur, som af fremtoning er helt forskellig fra virkelighedens Pia Kjærsgaard. På samme måde ligner den forrige statsminister Hans Peter Christensen til forveksling Anders Fogh Rasmussen, mens den siddende statsminister Kristian Holm, som folder sig ud til at blive en af romanens egentlige hovedpersoner, nok i udgangspunktet baserer sig på Lars Løkke Rasmussen, men også får et selvstændigt liv i fiktionen. Kort sagt er 'Indvandreren' i tæt dialog med virkeligheden, men uden at fungere som direkte kopi eller parodi.

At Hergel selv har mange års erfaring som journalist mærkes på romanen, der dels bærer præg af at være gennemresearchet med stor detaljerigdom til følge, dels bæres af en tro på, at medierne har en evne – og følgende også en stor etisk forpligtelse – til både at ændre folkestemningen og konkrete politiske beslutninger. I sidste ende handler det om, at sandheden må frem, og journalisten har både en evne og en pligt til at få sandheden for dagen. Men som romanen også viser, er sandheden sjældent entydig, og vejen til sandheden er brolagt med alskens dilemmaer. Journalistens egen karriere, hensyn til læser- og seertal, faren for at blive for personligt involveret i en historie og endelig den personlige risiko, man må løbe, når man fx begynder at få fingrene i en hvepserede af voldelige banderelationer og racisme. Hergels journalistiske baggrund mærkes også i de meget fyldige beskrivelser af arbejdet på avisredaktionen og i de politiske korridorer samt i de til tider lange uddrag af avisartikler og tv-indslag, som indsættes i romanen. Ligeledes bryder den alvidende fortæller af og til ind med egentlige refleksioner over journalistfaget og mediebilledet. Dette er dog ikke kun medtaget for at understrege Hergels egen viden om emnet, men også for at underbygge romanens grundholdning om virkelighedens kompleksitet.

Selvom 'Indvandreren' udvikler sig til både politisk intrige og krimi-agtig spændingsroman med journalisten som detektiv, der forsøger at nå til bunds i et mord mod en dørmand, tilsyneladende begået af en gruppe voldelige indvandrerdrenge, så har romanen ingen traditionelle helte og skurke. Den stærkt racistiske dørmand er også en kærlig familiefar, ligesom den i bund og grund hjertens gode og retfærdighedssøgende Zaki har en voldelig side, der kan bryde ud i lys lue, når han konfronteres med uretfærdighed og racisme. Romanen veksler mellem en alvidende fortæller og forskellige hovedpersoners synspunkter, hvilket bidrager til romanens komplekse virkelighedsopfattelse. At denne komplekse virkelighedsopfattelse dog har trange kår i den offentlige debats kampplads for hurtige meninger og holdninger, må Lyngvig dog sande, da hun som journalist både fremhæver det tragiske i dørmandens død, men også insisterer på, at sandheden om hans racistiske provokationer må for en dag. I den hetz hun bliver udsat for grundet denne komplekse holdning aner man en syrlig kritik af den overfladiske kamp på holdninger, som præger den danske udlændingedebat. Hergel tager både afstand til det naive tro på lydefri integration og ideen om civilisationernes sammenstød, men romanen udtrykker om ikke andet et håb om, at en udstrakt hånd fra begge lejre og en vilje til at forsøge at erkende en kompleks sandhed kan føre til et fredeligt samfund med højt til loftet og plads til mange forskellige synspunkter og grupper.

Skønt 'Indvandreren' som sagt er meget detaljemættet i sin realisme med lange beskrivelser af den journalistiske hverdag og analyser af mediebilledet, fungerer den overbevisende som spændingsroman med både suspense, mystik og enkelte scener med hårdkogt action. Handlingen tager fart, da Zaki – en tilsyneladende velintegreret indvandrerdreng med marokkansk baggrund – vil i byen med en gruppe venner for at fejre, at de er blevet studenter. Ironisk nok har Zaki afsluttet sin studentereksamen med en mundtlig eksamen i samfundsfag, hvor han lettere provokerende har talt for, at folk som ham selv aldrig vil blive set som rigtige danskere. Men på den smukke sommeraften, hvor han vandrer gennem København sammen med alle de andre nyslåede studenter og i køen til diskoket falder i snak med en sød, lyshåret pige, kan Zaki alligevel tro på, at han kan blive en del af fællesskabet. Men noget nager alligevel. Kort forinden er han blevet ydmyget af en flok politibetjente, som han mener har opført sig åbenlyst racistisk og uretfærdigt over for ham, og da han bliver nægtet adgang til diskoteket af en provokerende og racistisk dørmand, slår det klik og han eksploderer i raseri. Situationen eskalerer, og da Zakis venner vil forsvare ham ender det med, at dørmanden ligger død foran diskoteket. Men hvem førte kniven?

Det tragiske, men tilsyneladende også banale, drab bliver en politisk speget sag, da det bliver kørt igennem mediemaskinen og i øvrigt kædet sammen med en række overfald, der har præget København den seneste tid. Lyngvig kommer på sagen, og imens forsøger statsminister Kristian Holm at vejre både folkestemningen og sin egen mavefornemmelse. Da der i indvandrermiljøet breder sig en fornemmelse af, at det var den racistiske dørmand, som begyndte med at provokere, og at dette holdes skjult af politiet, breder der sig en oprørsk stemning som kulminerer i voldsomme gadeoptøjer i de lyse sommernætter. Impliceret i disse optøjer står den mystiske Jamil, en både sympatisk og sexet socialrådgiver, der både hjælper Lyngvig og er tæt på at forføre hende, men som også har en fortid som Hizb-ut-Tahrir-medlem og måske i virkeligheden spiller et dobbeltspil, hvor han både arbejder for integration, men også puster til optøjerne. Spørgsmålene tårner sig op, og hvor er sandheden?

'Indvandreren' er altså en stærkt etisk roman om nødvendigheden af at søge sandheden, men samtidig en undersøgelse af, hvor mangefacetteret sandheden kan være, og ikke mindst, hvordan moderne medier og politisk spin er med til at forme og fordreje vores billeder af sandheden. Dette forhold hudfletter Hergel kritisk i det spændingsmættede forløb, men han bevarer dog troen på, at både journalister og politikere fortsat kan arbejde i sandhedens tjeneste.


Skrevet af cand.mag Rasmus Steffensen

Kilder, links og centrale værker