Bog

Det nemme og det ensomme

Af (
2013
)

Anmeldelse

Det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof

Lille intens digtsamling om et mærket og kompliceret liv med funklende gnister af skær poesi. Dér hvor tingene forløses, lyser de som få andre steder i tidens lyrik.

Asta Olivia Nordenhof åbner sin første digtsamling med dette fine anslag, hvori jeg fornemmer bogens digteriske projekt:

“en våd græsplæne og mig
det bliver dejligt at træde ud på den
her dufter af ahorn

det nemme og det ensomme
ik dø for egen hånd     ik eje sig selv fuldstændig
det lovmæssige og pligterne
sørge for te og appelsiner til de syge       at livet kommer udefra

morgenens tidligste vand

nerverne er galere end jeg”

Det er vigtigt at lægge mærke til, synes jeg, at bogen faktisk starter med et øjeblik af glæde, af forventning, et glimt af klart sanset liv. Det vil Nordenhof have med sig igennem sit liv. De næste linjer tegner jo så modsvarende det mørke, ja, det helt sorte, døden, som dog fravælges, det besværlige, pligterne. Indledningens sidste linje er jo et brutalt hug. Dem er der flere af i digtsamlingen.

Det er et hårdt, et mærket, et besværligt liv, Nordenhof har sat sig for at lægge frem for os i bogen, og meget er knugende at læse - og skrevet i en meget ligefrem stil, der egentligt ikke nærmer sig det poetiske særligt meget. Lange passager minder snarere om den socialrealistiske bølge af den såkaldte knækprosa, der brød frem engang i 1970'erne, og som jeg egentlig ikke havde troet, jeg skulle møde igen. Men i passager er den her i digtsamlingen, revitaliseret og nutidig, men den er der. Heldigvis har Nordenhof så det ekstra, en sprogsans, en sans for timing og pointer der gør, at man som læser spærrer øjnene op og glædes: Her blev det nyt, her blev det personligt, her blev det løftet til et helt andet niveau. Følgende passage rummer det hele:

“når man er vokset med vold og sex, det pis, så skal man sone hele tiden
man skal forsage djævlen og forsøge at blive god igen
men det gider jeg ikke, uddrive djævle.
jeg har bedre ting at tage mig til end at forsøge at blive pæn
det interesserer mig ikke længere fordi
      1) det er så udmattende og kedeligt
      2) det er umuligt”

Så fik elendigheden lige det twist og det løft, der giver nærvær.

Det bliver flere steder endnu bedre, lad mig citere min yndlingspassage fra hele digtsamlingen, hvor jeg føler, at Nordenhof rammer det, der gør hende allerbedst og mest vedkommende:

“ (...)
alt er mistet herfra hvor jeg skriver 

holde min mor på panden, sikre sig hun ikke har feber 

at håndfladerne ikke er fugtige 

at hun sidder på sin cykel 

på vej til havet, vi plukker hyldebær 

al den kærlighed jeg har kan være i et hyldebær 

(...) “

Her koncentrerer jo det hele sig og kryber ind under huden. Det er jo i al sin enkelhed hjerteskærende og hjerteskærende smukt, jeg ser det digt som en kommende klassiker. Og jeg ser et enormt potentiale i Nordenhof: Dér hvor tingene forløses, lyser de som få andre steder i tidens lyrik.

Nordenhof kan også lukke en digtsamling med maner. Hun fortæller om en udsendelse om en sexaddict - og slutter så:

“onanerer stadigt sjældnere og mere pligtskyldig mens han kigger 

selv skal jeg snart starte på bordellet igen for vi har ingen penge 

så jeg er begyndt at træne igen, mave, baller, meget kedeligt 

et vældigt slid, men ikke i dag 

det løber tykt ned af låret efter onani, glade onani, triste 

fejler ik noget jeg er bare totalt blank 

ligge og skrive et digt, ugravid også, endelig igen”

Sikke et punktum! Der er al mulig grund til at følge Nordenhof med skarp interesse fremover, der er så mange løfter, så stor originalitet i hendes univers. Et univers hun faktisk også har lagt ud på forsiden af sin bog med et foto af sig selv siddende med cola, rygende smøg og blomster. Her kan man godt tage sig tid til lidt billedlæsning...

En meget spændende lyrikdebut, brutal, øm, uegal - udfordrende og svær at lægge fra sig med sine fine, funklende øjeblikke.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Analyse

Nordenhof, Asta Olivia - Det nemme og det ensomme

16 jan.14

Med en sprællende humor og en sart udsathed henvender Nordenhofs digte sig direkte og overrumplende til sine læsere på en måde, hvor det private også bliver politisk.

Skrevet af Mette Østgaard Henriksen, marts 2014

”Gid jeg hed torben og havde et lettere liv / så ville jeg stå fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven / og undre mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel / helt vild og det retningsløse ville være så indlysende / at man gik på kul at man ikke var herre i eget hus / og som man kan få lyst til at slikke på et spædbarn fordi det er fuldstændig lille”.

Med sin helt egen sprællende humor, sin sarte udsathed og en knivskarp overrumplende poesi brænder Asta Olivia Nordenhof igennem som forfatter i digtsamlingen Det nemme og det ensomme, som hun modtog Montanas litteraturpris 2013 for. Stemmen, der kommer til udtryk i digtene er helt ind til benet ærlig og fuldstændig forladt for enhver koketterende prunk. Den fortæller bare ligeud og med stor smerte og ømhed om at ernære sig ved prostitution, at miste sine forældre, om indlæggelser på psykiatriske afdelinger, om kærligheden til en voldelig far, og om den skønhed, der dog alligevel findes i verden. 

Hvor den poetiske iscenesættelse kan fungere som litteraturens eksistensberettigelse, dens begrundelse for at kunne kalde sig kunst og overhovedet skabe en henvendelse, så kan den også blive en barriere, læserne støder imod, enten fordi vi ikke forstår den og føler os dumme, eller fordi vi lader os dupere af forfatterens evner og lader forfatteren blive en særlig autoritet, der taler fra en særlig position.

Hos Nordenhof finder man en meget direkte henvendelse til læseren, som understøtter og måske også bæres frem af det personlige stof, hun skriver på. Når Olivia-jeget i digtene skriver, ”jeg ved det fordi anni senere fortalte min mormor om det”, og ”ville ønske man ik sku høre for at være arrogant når man siger man ik vil ha børn”, så falder sætningerne mundret og uden skelen til sprogkorrekthed. Det skaber en henvendelse, der hellere vil inkludere end dupere sin læser, og som taler direkte fra person til person uden en autoritativ forfatterfigur som mellemled. Vi møder i digtene en forfatter, som er i øjenhøjde med sin læser og med det stof, der formidles.

Som læser får man denne meget intime fornemmelse af at blive inviteret indenfor i nogens liv, fx når der spontant udbrydes: ”må skrive til Morten! / Må skrive til Bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!”. Forfatteren er utrolig gavmild med sig selv og deler uforfængeligt sine tanker: ”fejler ik noget jeg er bare totalt blank / ligge og skrive et digt, ugravid også, endelig igen”. På den måde bliver digtene en meget direkte form for samtale. Man kan sige, at Nordenhof skriver ucensureret om det pinlige, men hos hende er det pinlige ikke længere pinligt, det er en del af en henvendelse ind i et fællesskab. For netop ved at lade forfængeligheden vige til fordel for alt det skrøbelige, det pinlige og det, der næsten er for svært at bære, skaber hun et rum, der er inkluderende i forhold til de ting, vi som samfund og som privatpersoner ofte betragter som uønskede og gerne vil skubbe væk. Og det er i denne kobling, at projektet ikke bare bliver insisterende privat, men at det også knytter sig til en etisk forståelse af litteratur og liv. Det har et ønske om og en forpligtelse på at tage hånd om det udsatte.

Som noget usædvanligt modtog Nordenhof Montanas Litteraturpris ikke kun for sin bog, men også for sin blog. På bloggen JEGHEDDERMITNAVNMEDVERSALER henvender hun sig direkte til læserne og skaber på den måde et fællesskab omkring sit forfatterskab, som er lige så politisk og socialt, som det er litterært. På bloggen skriver hun bl.a.: ”jeg synes tit jeg bliver spurgt om jeg betragter mig selv som feminist, og jeg bliver hver gang overrasket. jeg betragter mig selv som feminist, og jeg formoder at det er åbenlyst for enhver, at jeg betragter mig selv som feminist.”

Nordenhofs feminisme kommer til udtryk i den måde, hun gør det private politisk og insisterer på, at det private og det politiske ikke kan adskilles. Men også i hendes demokratiske, inkluderende skrift, der gerne vil tage et opgør med autoriteter, hvad enten det er sprogpolitiet, udlændingestyrelsen, retssystemet (personificeret ved Dommer Bennet) eller slet og ret de normer, der definerer grænserne for normalitet. 

Asta Olivia Nordenhof debuterede i 2011 med romanen Et ansigt til Emily. Hun er sammen med forfattere som Olga Ravn, Morten Chemnitz, Amalie Smith, Bjørn Rasmussen og Rasmus Halling Nielsen blevet beskrevet som en ny, ung litterær generation, der forholder sig uironisk og etisk forpligtende til verden, ofte med et stort fokus på det kropslige. Hos Nordenhof ser man en en etisk skrift, der gerne vil udviske grænserne mellem livet og skriften og samtidig også skabe et rum og en stemme til de personer i samfundet, der ellers ikke bliver hørt.

 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
bibliotekar Ellinor Laursen, Vejle Bibliotekerne.
 

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 20/12 2013: Ask Hansen: Man må leve sine litterære idealer).  
Interview med forfatteren.

Jyllands Posten
(heri 14/9 2013: Jesper Stein Larsen: Unikke digte fra et liv på kanten).
Interview med forfatteren i forbindelse med udgivelse af digtsamlingen. 

Jyllands Posten
(heri 10/1 2014:  Kasper Schütt Jensen: Ung digter modtager eftertragtet pris). 
Artikel i forbindelse med forfatterens modtagelse af Montanas Litteraturpris.

Anmeldelser i aviser

31/8 2013 Jørgen Johansen i Berlingske Tidende
20/8 2013 Tue Andersen Nexø i Information
20/8 2013 Lars Skinnebach i Jyllands Posten
3/10 2013 Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad
24/8 2013 Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken
23/8 2013 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Kulturkapellet : tidsskrift for kunst- og kulturformidling
Thor Penthin Grumløse: Det nemme og det ensomme. 

Litteraturnu.dk
Benedicte Gui de Thurah Huang: Mindesmitte og øm jord - Asta Olivia Nordenhof Det nemme og det ensomme. 

Politiken.nu
Sigrid Sandholt Hansen: Mellem kroppen og verden. 

Links

Information.dk
Forfatteren læser op fra Det nemme og det ensomme.

Information.dk
Artikel om forfatteren i forbindelse med modtagelsen af Montanas Litteraturpris.

Politiken.dk
Omtale af digtsamlingen.
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger

81.6
Litteraturens veje/Johannes Fibiger, Gerd Lütken.- Systime,2012.
(heri s. 515 - 516: At skrive kroppen frem - at glide mellem identiteter).
Omtale af debutromanen Et ansigt til Emily

Artikler i aviser

Politiken
(heri 31/12 2011: Nicklas Freisleben Lund m.fl.: Med ømheden i kroppen og skriften).
Interview med Asta Olivia Nordenhof og 2 andre yngre forfattere, der debuterede i 2011. 

Politiken
(heri 31/8 2013: Carsten Andersen: Sig det, bare sig det!).
Samtale med forfatteren. 

Links

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste biblioteker. 

jegheddermitnavnmedversalerblogspot.dk 
Forfatterens blog.

Wikipidia: den frie encyklopædi
Kort artikel om forfatteren.

Bogdetaljer

Forlag
Basilisk
Faustnummer
50656160
ISBN
9788791407901
Antal sider
55

Indgår i tema

Manifest

KBH Læser er en af de mest interessante litteraturfestivaler i DK. Selv på afstand fornemmer man den litteraturlige summen gennem avisens tætbelagte sider. 
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer