Bog

Homo sapienne

Af (
2014
)

Anmeldelse

Homo sapienne af Niviaq Korneliussen

Det er svært ikke at lade sig bevæge af Niviaq Korneliussens rå men alligevel porøse debutroman om fem unge grønlænderes liv. Det handler om kønsforvirring, identitet og eksistens.

Vi er i et ungdomsmiljø i Nuuk i Grønland, og der er fester, forelskelser, sex, druk og tømmermænd. De unge er trætte af de forventninger, der er til et normalt liv med uddannelse, familie, hus osv.  Alligevel er de sultne på fremtiden og venter på forandringer. Der er fem fortællerstemmer, og vi ser nogle af de samme begivenheder fra hver sin vinkel.

Fia bor sammen med Peter, men der er en voksende erkendelse af, at hun ikke er til mænd. Til en fest møder hun Sara, og benene bliver slået væk under hende. Hvad sker der, når det er en kvinde, man forelsker sig i? Fias lillebror, Inuk, sidder i fængsel, og de skriver de smukkeste breve til hinanden. Inuk er bøsse, og det er svært at blive accepteret i det lille grønlandske samfund. Arnaq er blevet misbrugt af sin far, hun er vild og prøver alt af, men hun er samtidig afhængig af sin fars penge. Ivinnguaq er en kvinde i en mands krop, og hun bor sammen med Sara, der er lesbisk. Ivik, som hun kalder sig, opdagede tidligt, at hun var anderledes end andre piger. Og andre var i tvivl om, hvem hun var. Hun er bange for at blive forladt.

Sara er lesbisk og måske ikke så tydeligt fortalt, som de andre. Hun er med til søsterens barnefødsel, og det giver hende håb og styrke til at finde en ny vej, efter at Ivik er gået fra hende.

Hvert af de fem afsnit har et stykke musik som overskrift.  Populærkulturen fylder en del for de unge. Også modsætningerne mellem det danske og det grønlandske spiller med. Digte, Facebookopdateringer og sms’er er integreret i teksten, hvoraf noget er skrevet på engelsk.

Det usædvanlige ved romanen er, at alle er usikre på deres køn og den identitet, der normalt følger med kønnet. Det giver problemer i forhold til omgivelserne, fordi alle falder uden for normen.  Det usædvanlige er også, at naturen stort set er fraværende, men når den er der, er det som en resonans af intense, modstridende følelser.

Miljøet er beskrevet råt og usminket som i Jacob Ejersbos ’Nordkraft’ og Olga Ravns digte ’Jeg æder mig selv som lyng’, og derfor vil den tiltale mange unge. Der er i høj grad kærlighed, venskab og omsorg til stede. Styrken i romanen er passagerne om identitetsforvirringen pga. en anden seksuel observans, og den voksende erkendelse af ’hvem er jeg, og hvor hører jeg hjemme’? 

Den sort/hvide forside er et fotografi af forfatteren, der sidder nøgen og spiser en banan. Niviaq Korneliussen er født i Grønland i 1990. Hun vandt i 2012 en novellekonkurrence for novellen ’San Fransisco’. Den kom med i antologien ’Ung i Grønland – ung i verden’. Mette Moestrup har skrevet et forord til romanen, der er oversat til dansk af forfatteren selv.

’Homo sapienne’ er en stærk roman om at være ung i dagens Grønland fra en interessant ny stemme.

Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.

Analyse

Korneliussen, Niviaq - Homo sapienne

26 aug.15

Niviaq Korneliussens debutroman HOMO sapienne fra 2014 handler om fem unge mennesker, der forsøger at forstå sig selv og finde kærligheden i Nuuk på Grønland. Romanen er formmæssigt eksperimenterende, sprogligt fandenivoldsk og relevant for os alle.

Skrevet af cand. mag. Rune Staun Søndergaard ,  september 2015

På forsiden genrebestemmes HOMO sapienne som en roman; det dækker i dette tilfælde over fem sammenhængende fortællinger, der på hver deres måde kaster lys på den samme identitets- og seksualitetskonflikt. Denne tematik ses allerede i romantitlen, der dels feminiserer den latinske artsbetegnelse for mennesket, homo sapiens, dels understreger fortællingernes homoseksuelle aspekt med versaler. Således handler romanen fortrinsvis om homoseksuelle kvinder, hvis veje krydses i det grønlandske natteliv, selvom der også sniger sig en homoseksuel mand og en transkønnet kvinde ind i persongalleriet.

Fælles for disse fem personer er en mere eller mindre bevidst eksistentiel søgen, et ønske om at forstå sig selv, ens krop og lyster – på trods af samfundsmæssige normer og konventioner. Rammen er Nuuk, hvor personerne skøjter fra morgenfest til morgenfest, men i bund og grund er miljøet ikke vigtigt. Fokus er derimod på personernes indre konflikt, der er almengyldig og vedkommende for læsere i alle aldre, alle steder.


Multimodalt formeksperiment
I hver fortælling følger vi én person tæt i et kortere tidsrum. Fortællingerne er fortalt i 1. person, hvilket giver adgang til tanker og følelser, håb og skuffelser. Den valgte fortællerposition resulterer i et bramfrit, direkte og råt sprog; vi slynges sprogligt ind i den grønlandske ungdom, hvor dansk blandes med grønlandsk blandes med engelsk i et kaudervælsk. Formmæssigt eksperimenterer Korneliussen ligeledes med at fortælle dele af historierne gennem dagbogsskriverier, breve og SMS-samtaler, hvilket tilføjer endnu et lag af foregivet autenticitet og nærhed med karaktererne. Især SMS-samtalerne springer i øjnene, idet teksten her adskiller sig fra resten af prosaen ved at mime et mobiltelefonlayout, således at vi på dramatisk vis læser personernes samtaler replik for replik.  

Den valgte komposition med sammenknyttede jegfortællinger understreger en vigtig pointe. Virkeligheden er ikke én forkromet og sammenhængende fortælling som i den klassiske roman, hvor begivenhederne fremstilles af en olympisk fortæller med overblik. Tværtimod er virkeligheden fragmenteret, og den består af mange forskellige historier med forskellige stemmer og forskellige perspektiver. Som individ er vi således på den ene side alene – hvilket tydeligt ses i Saras afsluttende fortælling: ”Jeg blev født alene, og jeg vil dø alene.” På den anden side indgår hvert individ i et netværk af årsag-virkning-relationer, hvor det ene individ uundgåeligt påvirker det andet. Det store spørgsmål er: Hvordan man får skabt en ægte forbindelse til et andet menneske, der kan bryde ensomheden? Det sker gennem kærlighed synes at være romanens samlede bud.  

Et andet motiv i romanen er musik. Fortællingerne er konstrueret omkring fem forskellige musiknumre, der dels lægger navn til de forskellige fortællinger, dels understreger hver fortællings egenart og stemning. Bagerst i romanen finder man tilmed en liste med henvisninger til Internettet, hvor man kan finde de pågældende sange. Herved bliver romanen multimodal, idet musikken fungerer som en slags soundtrack til skriften, samtidig med at musiknumrene spiller en egentlig rolle i flere af fortællingerne.

Den multimodale fremstillingsform udvides yderligere i kraft af de fotografier, der indleder hver fortælling. Billederne viser en nøgen, grønlandsk kvinde, der dels spiser banan, dels ryger. Fotografierne tilføjer romanen et postkolonialt skær, der udstiller og karikerer (tidligere tiders) fordomme om den vilde eskimo, samtidig med fotografierne understreger romanens fiktive karakter af nøgen bekendelse. Endelig understreger den nøgne krop også fortællingernes fokus på kroppen og kroppens betydning for vores (kærligheds)liv.

Selverkendelser og forfaldsspiral – personudviklinger i HOMO sapienne
I løbet af fortællingerne gennemgår fire af de fem hovedkarakterer en personlig udvikling, der bringer dem til en højere grad af selverkendelse.

Således er den første fortælling Crimson & Clover en regulær ”kom ud af skabet”-historie, hvor Fia indser, at hendes liv med kæresten Peter ikke er, hvad hun drømmer om. Tværtimod æder hverdagen, konventionerne og en flugt for lunken aftensex hendes livsglæde bort: ”Tomheden i mig udvider sig. Min kærlighed har ikke længere smag. Min ungdom bliver gammel. Det, der holder mig i live, er døende. Mit liv er blevet slidt, ældet. Livet. Hvilket liv? Mit Hjerte? Det er en maskine.”

Efter det forløsende brud vælter Fia rundt, og her finder hun sig selv og sit svar: Hun er lesbisk. Det gør hun dels i mødet med den fremmede Sara, slutfortællingens hovedperson, og dels under et spontant engangsknald med veninden Arnaq, den tredje fortællings hovedperson. Arnaq er imidlertid kun et trin på vejen mod Sara, som Fia forelsker sig lidenskabeligt i: ”It really was love at first sight. (…) Det er rigtigt, at jeg har mødt Kærligheden. (…) Jeg giver hende mit hjerte.” Således er den første fortælling en feel good-historie, der slutter, hvor kærligheden begynder, og hvor maskinehjertet transformeres til den dyrebareste gave, et menneske kan give et andet menneske.

I den anden fortælling Home følger vi Fias bror, Inuk. Hans udvikling går fra undertrykt homoseksualitet og selvhad, der projiceres udad mod andre homoseksuelle, til selvaccept i fortællingens slutning. Selvhadet ses bl.a. i Inuks Yahya Hassan-agtige vredeslyrik:

”HOMOPHOBIC CLAUSTROPHOBE
DE SKIDE HOMOER ER SYGE!
DE SKIDE HOMOER SMITTER!
DE SKIDE HOMOER ER SKIDE GRØNLÆNDERE!
DE SKIDE HOMOER ER IKKE MENNESKER!
DE SKIDE HOMOER SKAL UDRYDDES!
/CLAUSTROPHOBIC HOMOPHOBE”


Vi ser her selvhadet og den undertrykte seksualitet udtrykt på flere måder: Først og fremmest i digtets skarpladne bredside mod grønlændere, der eksplicit kædes sammen med den forhadte homoseksualitet. Det er selvafslørende, idet Inuk jo selv er grønlænder og derfor, jævnfør sin egen logik, homoseksuel. Samtidig er det vanskeligt, romanens temaer in mente, ikke at læse den beskrevne klaustrofobi som en fobi for det skab, Inuk billedligt lever i. Endelig synes den kiastiske omvending i digtets slutning, den klaustrofobiske homofob, at vise, hvordan Inuks homohad kvæler ham selv.

I fortællingens slutning bekender Inuk til sin søster: ”Jeg er til mænd”, og hendes accept resulterer i citationen af Foo Figthers’ Home, der danner den musikalske ramme for denne fortælling: ”All I want, is to be home/Homo. Sapiens. Inuk”. De små bogstaver viser, at vreden er væk, Inuk accepterer Grønland, og hans signatur som ”Homo. Sapiens. Inuk” understreger som romanens titel det homoseksuelle aspekt. Det viser samtidig, at Inuk er gået fra at være klaustrofobisk homofob til at være menneske: Han er vendt hjem, heraf fortællingens titel, også selvom hjem ikke umiddelbart er der, hvor du ønsker, at det skal være til at begynde med.

I tredje fortælling, Walk of Shame, ligger synsvinklen hos Arnaq, Fies veninde og engangsknald. Modsat romanens øvrige hovedpersoner gennemløber Arnaq ikke en egentlig udvikling, idet hun slutter, hvor hun begynder i en febrilsk nedadgående spiral mod slutningen, alkoholisme og den meningsforladte tomhed: ”Oh, uendelige weekend. Gentagende weekend. Går i cirkel. Kommer altid tilbage”, som slutordene lyder. Arnaq står således i kontrast til de øvrige personers selverkendelser, og romanens midterste fortælling viser hermed en mere dunkel side af livet.

I fortællingen følger vi Arnaq, der flygter fra virkeligheden og fortiden; hun er mestendels tømmermandssyg og på jagt efter den næste distraktion: en fest, en mand, en kvinde: ”Ansigterne har ikke navne, men er behagelige at feste med.” Citatet illustrerer, hvordan Arnaq ikke interesserer sig for andre, og hvordan hun tværtimod adspredt bruger dem som en form for bedøvende underholdning, samleje efter samleje.

Fortællingens titel skal forstås på to måder. For det første refererer titlen til Arnaq, der for gud ved hvilken gang må ringe til sine forældre og tigge penge for at klare sig gennem endnu en uge. Det er nedværdigende i sig selv. Men den sande betydning af titlen, den store skam, forstås først, da vi i samtalen mellem far og datter får afdækket Arnaqs hemmelighed, det incestuøse misbrug:


 ”Min søde datter, min kære. Jeg savner dig. Savner du mig?” Hans stemme ændrer sig. Hans stemme bliver genkendelig. Bliver skrækindjagende. It’s a trick, you know. I give, he gives. I give, he gives. I give, he gives.”

Den maniske gentagelse af den gensidige overførsel peger tilbage på et seksuelt misbrug, der danner en dunkel forklaringsramme for Arnaqs adfærd. Samtidig forstår vi, at det er hele Arnaqs færd gennem livet, der er hendes walk of shame, og at barndommens seksuelle misbrug i forvreden form repeteres weekend efter weekend, fanget som Arnaq er i sin håbløse flugt fra fortiden.

Romanens fjerde fortælling, Stay, handler om Ivinnguaq, kaldet Ivik, Saras kæreste i romanens begyndelse. Som Inuk er Ivik splittet og kæmper med at forstå sig selv. Det har hun gjort hele livet. I første del af fortællingen rulles hendes livshistorie op, hvor man glimtvis følger hendes erkendelse af, at hun er anderledes end de andre piger, og at hun er til de andre piger, men at dette ikke er hele svaret på hendes spørgsmål.

Iviks selvsplittelse resulterer ikke i selvhad, men i en besynderlig afsky for berøringer, der sætter en kile i forholdet mellem hende og Sara, og som paradoksalt nok samtidig driver Ivik ud i utroskab, bl.a. med Arnaq fra forrige fortælling. Samtidig viser selvsplittelsen sig også i en frygt for at være alene, dvs. hun knuger sig fast til Sara, rædselsslagen for ensomhed, opfyldt af kærlighed. ”Hvis jeg ikke vil blive forladt af den person, jeg elsker højest, er jeg nødt til at finde mig i det. Jeg må give hende det, hun gerne vil have.”
 

Iviks berøringsangst skal forstås som en væmmelse for hendes egen krop, og i denne angst ligger en nøgle, et svar, til Iviks livslange spørgsmål om, hvem hun er. I slutningen indser Ivik nemlig, hjulpet på vej af Sara, at hun ikke er en lesbisk kvinde, men at hun derimod er en mand i en kvindes krop: ”Da min krop har fået svar, er min sjæl ikke længere i tvivl.”

Denne selverkendelse skaber en indre ro og afklaring, men den resulterer samtidig i, at Ivik og Sara går fra hinanden. Hermed viser fortællingen det smertefulde ved kærligheden og et smuldrende parforhold. Det er en smerte, der understreges desto mere, da begge parter stadig ønsker hinanden, men skilles af deres kroppes lyster.

Den femte og sidste fortælling, What a Day, handler om Sara. Den ligger i direkte forlængelse af Stay og fortæller til dels samme historie, om end fra et nyt perspektiv, der understreger smerten hos begge parter i det forliste forhold.

Vi føler således Saras indre liv, både under og især efter bruddet, hendes nedtrykthed, der sættes i relief til den glæde, hun samtidig føler ved sin søsters nyfødte barn. Selve fødslen rører Sara dybt: ”Min krop kan ikke længere bære på mine enorme følelser. (…) Kærlighed kan ikke overgås af noget som helst.” I citatet ser vi tydeligt romanens overordnede temaer udfoldet: kærligheden og kroppen.

Fødslen sætter Sara i en stemning af opstemt glæde over livet og kærligheden, men glæden svinder hurtigt ved tankerne om den nyfødte piges fremtidige skuffelser: ”(…) Det er synd for hende, at hun vil blive forladt. At hun en dag kommer til at forlade nogen. At hun vil fare vild i et forsøg på at finde stumperne af sit knuste hjerte. (…)” Hermed indlægger Sara sine egne frustrationer i barnets fremtid, og den deprimerende tankerække slutter sigende nok med Sara selv: ”Jeg ødelægger alle, jeg rører ved”. Den sidste tanke skal naturligvis forstås ud fra Iviks besynderlige berøringsafsky, der smitter af på Sara – og hermed ser vi, at selvom vi som individer er alene, så hænger vi sammen med andre i et relationsnetværk, der påvirker og former os på godt og ondt.

Efter bruddet glider Sara således ud i det mentale mismod, der suger hendes livsglæde bort. Kun tankerne om en bestemt pige fra nattelivet giver hende håb, og i romanens slutning mødes de igen, Sara og Fia, i samme scene, som første fortælling sluttede med. Her favner de hinanden, selvom de begge har brændt fingrene i andre forhold, og livshåbet bobler frem i en glæde over tilværelsen: ”What a day to be alive”.

Herved danner den første og sidste fortælling en samlet ramme om de øvrige historier, og det er især i kraft af denne kærlighedshistorie, at HOMO sapienne skal ses som en hyldest til den store kærlighed, der ikke skelner mellem køn.


BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
bibliotekar Lis Gregersen, Vejle bibliotekerne.


LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i aviser

13/12 2014 Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske
12/12 2014 Christine Fur Fischer i Fyens Stiftstidende
5/12 2014 Tue Andersen Nexø i Information
8/12 2014 Katrine Sommer Boysen i Jyllandsposten
20/11 2014 Jes Stein Pedersen i Politiken

Anmeldelser på nettet

Litteraturterapi.dk
Anmeldelse af Homo Sapienne skrevet af Christine Fur.

NUBB - nordiske ungdomsbokbloggere
Anmeldelse af Mette, der er børnebibliotekar på det grønlandske landsbibliotek.

Klaus Rothstein. Kritik, kommentarer, kulturjournalistik og den slags
Klaus Rothstein: Naviaq Korneliussen: Homo Sapienne

Artikler i aviser

Danske

Kristeligt Dagblad
(heri 3/12 2014: Mai Misfeldt: Lyst på grønlandsk).

Politiken
(heri 23/11 2014: Tine Maria Winther: "I Grønland holder man kæft").

Politiken
(herii 11/1 2015: Syv værker dyster om Politikens Litterturpris).
Heri er der en kort præsentation af Homo sapienne af Steffen Larsen. Bogen er nomineret til Politikens litteraturpris.

Politiken
(heri 15/2 2015: Louise Folker Christensen: Prisnomineret forfatter: I Grønland er homoseksualitet fortsat et stort tabu).

Aarhus Stiftstidende
(heri 30/11 2014: Helle Holm: "Og så skrev jeg den bare").

Grønlandske

Kalaalit Nunaata Radloa
(heri 1/12 2014: Helle Nørrelund Sørensen: Stor opmærksomhed til bogen "Homo Sapienne" både i Grønland og Danmark).

Sermitsiaq
(heri 11/1 2015: Kathrine Kruse: 'Homo Sapienne nomineret til Politikens litteraturpris).

Sermitsiaq
(heri 20/11 2014: Redaktionen: Fornem modtagelse af grønlandsk forfatter i Danmark).

Sermitsiaq
(heri 22/2 2015: Rosa Thorsen: Niviaq Korneliussen missede Politikens litteraturpris)

Links

Norden
Nordisk Råds Litteraturpris: Præsentation af bogen. 


GENERELT OM FORFATTEREN

Artikler i aviser

Danske

Information
(heri 15/11 2014: Emil Eggert Scherrebeck: "Danmark har lært mig mere end at lave brun sovs").

Politiken
(heri 1/3 2015: Inge S. Rasmussen: Er de Grønlands nye fortællere?).

Aarhus Stiftstidende
(heri 20/2 2015: Thomas Nygaard: Nomineret Aarhus-forfatter: "Min næste roman bliver endnu mere samfundskritisk").

Grønlandske

Sermitsiaq
(heri  11/3 2015: Søren Duran Duus: Niviaq Korneliussen hædret med 75.000 kroner).
Statens kunstfonds legatudvalg for litteratur har præmieret bogen. 

Links

Kalaallit Nunaata Radio - Greenlandic Broadcasting Corperation
Interview med Niviaq Korneliussen på grønlandsk 

Skønlitteratur på P1 
Interview med bl.a. Niviaq Korneliussen på dansk 

Links til baser - med adgang via dit bibliotek
Mange biblioteker giver adgang til dem. Gå ind via dit biblioteks hjemmeside og se om dit bibliotek er et af dem. 

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.  

Bogdetaljer

Forlag
Milik
Oversætter
Niviaq Korneliussen
Faustnummer
51435095
Graphic
Ivalu Risager
ISBN
9788792790453
Antal sider
178

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer