Bog

Vandel

Af (
2008
)

Anmeldelse

Vandel af Jacob Berner Moe

25 jan.09

Kleptomani, 3. generationsbrugsuddeler og elskerinde søges er et par af de ord, der kan sættes på denne sprudlende debutroman.

Lea Brix er sammen med sin mand, Flemming, og deres datter, Amalie, flyttet fra København til den lille by Vandel midt i det flade Jylland. Flemming har fået job i Billund, mens Lea går hjemme med Amalie. Det er noget af en omvæltning for Lea, som finder Vandel dødssyg og keder sig grusomt.

I frustration småstjæler hun i den lokale brugs. Ikke store ting, men det løber alligevel op. Da brugsuddeleren, Christian, en dag kontakter hende, og fortæller hende at hun er opdaget, bliver hun chokeret – men endnu mere da det går op for hende, hvad Christian vil have hende til.

Lidt udenfor byen bor endnu en københavner, Bo. Han er flyttet ind i sin afdøde fars hus, mens han forsøger at finde ud af, hvad han nu skal. De tre, Lea, Christian og Bo danner en mærkværdig trio, som snart bevæger sig ud over de almindelige rammer.

"Vandel" er Jacob Berner Moes debutroman, og sikke en roman! Den er velskrevet, underholdende og fuld af sjove og skæve betragtninger. Som f.eks. da Lea opsøger den ældre bondekone Anna, som er den eneste i byen, hun føler sig på bølgelængde med. Lea beklager sig over, at hun mangler et mål, og til det svarer Anna: "Enten leder man, eller også lever man. Det tror jeg på." Og det kan der måske være noget om.

Men det er ikke fis og ballade det hele. Jacob Berner Moe beskriver fint det lille samfund, både med styrker og svagheder, og personerne i bogen består af både godt og ondt. Det er lidt trist ind i mellem, men det hele er skrevet på en sådan måde, at man tænker, nå - det går jo nok.

Jeg glæder mig allerede til at læse mere af den unge Moe.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27360661
ISBN
9788702062014
Antal sider
284

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer