Bog

Og tilsidst går verden under

Af (
2014
)

Anmeldelse

Og tilsidst går verden under af Peter Asmussen

En århundrede lang fortælling med kvinden Louise og en lysning ved vandet i centrum. En fin fortælling om tid, arv og miljø som efterlader læseren tankefuld.

 ”Det er mærkeligt, hvis man holder hænderne op til ansigtet og ser ud mellem dem, kunne man tro at tiden havde stået stille. Det er ligesom i stenalderen.”

 Men stenalderen er det ikke. Derimod er det året 1914, og det er Paul, Louises far (i hvert fald på papiret), der gør sig ovenstående betragtning, mens han nyder udsigten fra den lysning, som er den stedlige ramme om hele romanen. I løbet af de næste 100 år, som romanen spænder over, møder vi adskillige personer, der gør sig nøjagtig den samme erfaring i nøjagtig samme lysning.

 Hvis lysningen er scenen, er det fosteret, pigen, kvinden og oldingen Louise, der er hovedpersonen. Ved bogens begyndelse ligger hun som et ufødt barn i sin mors mave den 31. juli 1914, hvor hun kan høre moderen Emilie samtale med sin elsker, Wilhelm. Og allerede inden hun er sat i verden, har Louise optaget en god portion af sin mors kynisme. Romanen kredser omkring arvesynden som tema, et tema, der viderebringes da også Louise får en datter (”min gøgeunge”, kalder hun hende), som får en datter, som får en datter.

 Allerede indholdsfortegnelsen afslører, at det er en århundrede lang historie, der her folder sig ud. Fra den 31. juli 1914 og op til samme dato i 2014 får læseren via en række datomæssige punktnedslag, Louises liv fortalt i et på én gang stramt og mættet sprog. Ved hjælp af årstallene er det muligt hele tiden at følge Louises alder og hendes virke i det mikrokosmos, der indrammes af stedet lysningen, mens makrokosmos ind imellem rækker sine fangarme derind, som fx i 1943 hvor Louises forhold til 2. Verdenskrig skildres i samme præcise stil. 

 Som antydet er Louise ikke noget udpræget elskværdigt menneske – langtfra. Men da man som læser har svævet over lysningen op gennem hendes barndom og ungdom, forstår man godt hvorfor. Som voksen bor hun alene i barndomshjemmet, indtil hun som 54-årig en dag ser Ellinor, der sidder på bænken i Louises lysning. Her møder Louise endelig kærligheden i sin mest smukke og ægte variant, og det er næsten, så der faldt en sten fra mit hjerte, for bag den kyniske og manipulerende facade gemte der sig en lille pige, som i dén grad tørstede efter kærlighed i oprigtig forstand. 

 Peter Asmussen er med denne ikke ganske ukomplicerede roman nomineret til DR Romanprisen 2015. Og efter dels at have læst bogen og dels at have tænkt rigtig meget over og på den, kan jeg godt forstå nomineringen. Det er en fortælling, der opererer på flere planer og med mange tematikker og problemstillinger, og den insisterer på opmærksomhed fra læserens side. Så jeg spår, at bogen her vil komme til at danne udgangspunkt for nogle indholdsrige debatter rundt omkring i den kommende tid.

Analyse

Asmussen, Peter - Og tilsidst går verden under

26.mar.15

Peter Asmussen har begået en voldelig skrøne om grumhedens lysning



Skrevet af  cand. mag. Mette Østgaard Henriksen, marts 2015


Der findes steder, der er så mystiske og dragende, at de nærmest af sig selv kalder på en ond historie. Sådan et sted er udgangspunkt for Peter Asmussens roman ”Og til sidst går verden under” fra 2014:

”Stedet er en lille lysning øverst oppe på en høj stejl skrænt. Ved kysten. Afhugget af vind og hav. Nedenfor en stenet strand. Tætte buske og krat indhegner lysningen. Birketræer og fyrretræer slører udsynet til himlen. Lidt længere inde vokser høje bøgetræer. Man kan se uhindret ud over havet.”

Til dette sted knytter Asmussen 16 korte fortællinger, der former sig som kronologiske nedslag i kvinden Louises 99-årige liv. Der bliver horet og sveget, dræbt og krænket i et grumt og lystfuldt væk på dette uhyggelige sted, som hele tiden står ensomt tilbage og kalder på en historie og en ondskabsfuldhed mere. Og læseren læner sig tilbage og skutter sig og holder hurtigt op med at håbe på, at der snart må ske noget godt, og glæder sig i stedet ved tanken om den menneskelige afstumpning, der vil give anledning til næste histories smerte.

Romanen og Louises liv udspinder sig i årene 1914-2014, og kapitlerne har datoer som overskrift. Store historiske begivenheder får lov at klinge med i fortællingen, fx Første Verdenskrigs udbrud, krakket på Wall Street, og vi hører om Tysklands angreb på Polen, besættelsen, Gagarins rumrejse og Sovjetunionens indtrængen i Tjekkoslovakiet. Men selv om romanen trækker den store verden med ind i fortællingen, bliver den stående på samme sted, det lille lyse u-sted med dets da capo af menneskelige svigt. Stedet nærmer sig det mytologiske, og hver gang det indtages af nye personer, er der en af dem, der siger, at hvis man holder hænderne op for ansigtet, kan man forestille sig, man er i stenalderen.

Romanen lægger ud med et sælsomt paradoks. Louise, endnu ufødt, overhører liggende i morens mave en samtale mellem moren og hendes hemmelige elsker. De sidder i lysningen og ser ud over havet. Imens rumler det i det fjerne, og moren tror, det er torden, men elskeren forklarer, at det er flåden, der forbereder sig på krig. Hun siger, at hendes mand er en dumrian, og at han aldrig vil opdage affæren. Elskeren vil have hende til at forlade manden, men hun siger, at manden skal forsørge hende, elskeren skal bare elske. På dette sted dukker manden op, og elskeren forsvinder. Den tordnende rumlen i det fjerne gentager sig. Manden siger, at krigen vil gøre ham rig som et svin. Men hun siger, det er lyden af verden, der går under. Næste dag fødes Louise på datoen for Første Verdenskrigs udbrud.


Et andet gentagent spor i romanen er erindring. I første kapitel får vi at vide, at ”Louise kan høre samtalen mellem sin mor og hende elsker. I hvert fald kan hun huske den.”

Sådan refereres der ind imellem til, hvad Louise erindrer, og mod slutningen reflekterer Louise eksplicit over tid og erindring:

”Kronologi giver ingen mening for Louise. Eller trøst. Og kronologien i denne bog er ikke Louises systematik. Hun husker ikke på den måde. Og det giver slet ingen mening til erindringerne, til hændelserne de opbevarer. Hvis nogen havde sagt, tiden er en kugle, og Louise havde hørt det, ville hun med det samme have forstået det.”

Til sidst bliver Louises erindring fragmentarisk. Næstsidste kapitel udfolder sig som en serie af løsrevne sætninger og sansninger, hvorefter hun dør. Eller med romanens ord: ”Hun holder op”. Sidste kapitel med titlen ”Efter erindring” begynder dagen efter hendes død, hvor en by-familie tager til havet for at undslippe varmen. Her finder en lille pige, familiens datter, Louises lysning, og hun drages senere tilbage mod stedet, men kan ikke finde det. Og året efter, da familien vender tilbage, er stedet der ikke mere. Buskene og træerne er blevet ryddet for at give plads til en cykelsti. Romanen slutter med pigen, der ligger vågen i mørket og husker stedet, som ikke er. Her kan læseren tænke på stedet enten som en tilstand og en tidslomme, der er forsvundet, et konkret sted under forandring, eller måske som et sted, der aldrig rigtig har været.

Peter Asmussen har et levende og dynamisk sprog, og replikkerne falder rapt og kontant. Det er ikke de dybe, nuancerede personportrætter og den underspillede minimalistiske fortælling, der har Asmussens interesse. I stedet er det den energi og kraft, der ligger i den gode historie, der driver fortællingerne frem. Asmussen (f. 1957), der også er dramatiker og manuskriptforfatter, skriver med stor sans for det dramatiske stof. Han debuterede i bogform med novellesamlingen Stemmer i 1989, og var i 1996 medforfatter til Lars von Triers Breaking the Waves. I 2010 modtog han Reumertprisen i kategorien årets dramatiker for Ingen møder nogen.  

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne.

LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i aviser

23/3 Søren Kassebeer i Berlingske Tidende
14/3 2014 Erik Svendsen i Jyllands-Posten
7/4 2014 Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad
27/2 2014 Bjørn Bredal i Politiken
28/2 2014 Klaus Rothstein i Weekendavisen
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger


80.5
Det danske Akademi / Selskabet til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse. - Gyldendal.
(heri  1995-2002, s. 342-348: Kjeld Abell-prisen 2000: Jens Kistrups tale for Peter Asmussen 10.10. 2000).

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - 4. udgave/ redigeret af Anne-Marie Mai. - Gad, 2000.
(i bind 3, s. 461-466: Peter Christensen: Peter Asmussen).

99.381
Dansk Forfatterleksikon/ redigeret af John Chr. Jørgensen. - Rosinante, 2001.
(I biografier, s. 16-17: Per Theil: Peter Asmussen). 

Artikler i aviser

Berlingske Tidende
(heri 28/3 2007: Jakob Steen Olsen: Meningsløshedens dramatiker).
Interview. 


Information
(heri 1/4 2008: Sandra Boss: Despoten i dansk drammatik).
Interview.

Information
(heri 18/1 2014: Anne Middelboe Christensen: Alle ved, hvad det vigtige er - inderst inde).
Interview.

Politiken
(heri 15/1 2014: Anne Bech Danielsen: Vi kommer. Og vi går).
Interview. 

Links

Filmmagasinet Ekko
Anne Middelboe Christensen: Staho-forfatter får dramatikerpris.
Danske dramatikeres (ved Anne Middelboe Christensen) pristale til Peter Asmussen, da han modtog Allen-prisen i 2012. 


Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Wikipedia: den frie encyklopædi
Artikel om forfatteren. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50987981
ISBN
9788702157482
Antal sider
174

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer