Bog

Nattergalen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Nattergalen af Kristin Hannah

21 apr.16

Hvad sker der med døtrene og hustruerne, når mændene er draget til fronten under Anden Verdenskrig. Kristin Hannah beskriver kvindernes krig i det besatte Frankrig både smukt og rørende.

’Nattergalen’ fortæller historien om to søstre, der i udgangspunktet er forskellige som dag og nat. De har forskellige aldre, erfaringer, idealer og passioner og står helt forskellige steder i livet. Storesøster Vianne Mauriac er gift med Antoine og sammen har de en lille datter. Da Antoine må drage i krig, tvinges Vianne til at tage den ene svære beslutning efter den anden for at redde sin familie og sit liv. Den 18-årige lillesøster, den rebelske Isabelle, er ung og har et vildt hjerte, som driver hende til at kæmpe sin egen kamp for sig selv og for Frankrig med frygtløshed og passion. 

Selvom romanen indeholder gribende kærlighedshistorier, så er det historien om kvindernes krig, der gør den smuk og interessant at læse. Hvad sker der med døtrene og hustruerne, der bliver ladt tilbage efter mændene drager til fronten. Vianne, eksempelvis, tvinges til at huse en tysk kaptajn og vælge mellem at gå på kompromis med sin egen moral og ideologi eller sørge for sin egen, og ikke mindst sin datters, sikkerhed. Vi hører historier om andre kvinder, der ønsker, de kunne kæmpe som mænd, men som ikke har chancen, og om kvinder, som Isabelle, der gør det i hemmelighed alligevel.  

Romanen skriver sig ind i en skøn tendens i litteraturen, hvor de stærke kvinder hyldes og deres version af historien fortælles. De kvindelige hovedpersoner er stærke, og de minder med deres styrke og deres irriterende og elskværdige sider om karakterer som Leá fra Regine Deforgés  ’Pigen med den blå cykel’ og Scarlett O’Hara fra Margaret Mitchells klassiker ’Borte med blæsten’

“I kærlighed opdager vi, hvem vi ønsker at være. I krig opdager vi, hvem vi er.”  Sådan står der bag på romanen, og det opsamler romanens stemning. Det er en stærk og smuk roman, som er velskrevet og rørende på mange forskellige måder. Det er en meget interessant bog, som har nærmest alt, man kan bede om; kærlighed, historie og ikke mindst stærke kvinder og franskmænd.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Ulla Lauridsen
Faustnummer
52284562
ISBN
9788763843201
Antal sider
451

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer