Bog

Og sådan blev det

Af (
2013
)

Anmeldelse

Og sådan blev det af Maren Uthaug

Tegneren Maren Uthaug har denne gang spidset blyanten for at berette om søgen efter rødder i sin fine og rørende debutroman.

Maren Uthaug er sædvanligvis kendt for sine sjove og underfundige tegninger med udgangspunkt i sit eget liv. Nu har hun begået en roman, som måske/måske ikke har referencer til forfatteren selv. Uthaug er nemlig selv halv norsk og halvt same ligesom hovedpersonen Risten.

I starten af 1970’erne tager norske Knut til Nordnorge for at studere samernes kultur, og her falder han for den uimodståelige og temperamentsfulde samekvinde Rittha. I 1974 får de pigen Risten, som vokser op i et miljø tæt på naturen og med mormorens overtroiske historier om de underjordiske og nordlyset, som kan snuppe én. Alt imens tegner den lille Risten sine omgivelser, drømme og frygt på papiret i barnlig lyksalighed.
 
Da Knut møder den danske kvinde Grethe, og Rittha samtidig frygter, at hendes barnløse og lettere sindssyge søster Ravna vil kidnappe Risten, arrangeres det, at Knut skal tage Risten med til Danmark. Forklaringen til Risten bliver, at de bare skal på sommerferie i en måned. Som 7-årig bosætter Risten sig således med Knut i Sønderjylland hos Grethe langt fra Nordnorge og Ristens samiske rødder. Al kontakt til moren og Nordnorge er brudt.

Grethe, en bundsolid kvinde med kommunefarvet pagehår, huser bådflygtninge i sin kælder. Hun er lykkelig for Risten og tager hende til sig som sin egen. Meget symbolsk får Risten ændret sit navn til Kirsten på foranledning af Grethe, som også foreslår, at Kirsten kan kalde hende mor. Knut – den store kulturforsker – ser blot til, mens Kirstens kultur og rødder langsomt udviskes.

Blandt flygtningene i kælderen er der en dreng, som kommer til at hedde Niels – igen Grethes påfund. Niels og Kirsten danner et ubrydeligt venskab, og i baghavens skur garderer de sig mod de underjordiske med hjælp fra sølvgenstande og den religiøse missionær blandt samerne Læstadius’ besværgelser, som mormoren lærte Kirsten/Risten.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Uthaug forstår at portrættere sine personer, så de hverken fremstår gode eller onde. Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger. Man kan for eksempel hurtigt fornemme Grethes facon og se hende for sig, når hun chokeres over, at Kirsten som voksen ikke ejer to ens kopper. Men så tager Grethe da bare et komplet sæt med næste gang de er på besøg - til at servere sandkagen på! Eller Knut, som har noget med maven og derfor går og gasser sig og ja forpasser sig, når det bliver en smule konfliktfyldt. Eller den pubertære Niels, der gemmer sig bag forhænget og ser på, mens Knut river den af og bagefter tørrer sine hænder og dertilhørende i Grethes håndklæde til ansigtet.

På menneskeklog vis udfolder Uthaug det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Og der er mere til historien. Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Uthaug er ikke kun dygtig til at tegne, hun kan saftsuseme også skrive, så man holdes fanget og ikke kan undgå at blive smittet af Ristens univers. Jeg kan næsten ikke vente med at høre mere fra Uthaug!

Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.

Analyse

Uthaug, Maren - Og sådan blev det

Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det er en grum barndomserindring om at blive trukket op med rode, om familiehemmeligheder, savn og ubrydelig kærlighed, der overlever på trods.

Skrevet af Anne Mette Liedecke Dall

Da Og sådan blev det udkom i september 2013 var Maren Uthaug ikke et helt ukendt navn – hun havde allerede manifesteret sig som både blogger og tegner. Siden 2009 har hun skrevet sin populære blog, Marens blog, hvor hun fortæller sine læsere om alt lige fra livet med småbørn til det at være feminist. I 2009 deltog Uthaug i DR’s programserie Sådan er mødre, der siden også udkom i bogform. Og i marts 2013, altså inden udgivelsen af debutromanen, udsendte Uthaug Ellers går det godt, som er en grafic novel med tændstikmænd i alskens besynderlige hverdagssituationer. Og succesen fortsætter: I marts 2013 vandt Maren Uthaug også en tegneseriekonkurrence i Politiken, og siden hen har hun tegnet fast til avisen med striben Ting jeg gjorde.  

Kendetegnende for Maren Uthaug – uanset om hun skriver, tegner eller blogger – er en optagethed af selve det at være menneske i hverdagens her og nu. Ud fra såvel små som store hverdagssituationer undersøger hun, hvad det er, der definerer os som menneske.

Og denne interesse for identitetssøgen tager udgangspunkt i Maren Uthaugs egen skæbne. Maren Uthaug er – med sine egne ord – halv samisk, halvt norsk og ret dansk. Hun voksede op i Nordnorge med en norsk mor og en samisk far. Da hun var otte år, mødte moren imidlertid en dansk mand, som hun og Maren flyttede ned til i Sønderjylland i Danmark. Så Maren Uthaug kender om nogen til et barns vilkår, når det på et kort øjeblik bliver trukket væk fra sin velkendte kultur for fremover at vokse op et helt andet sted, hvor tingene gøres anderledes, og hvor værdierne er nogle helt andre.  Opbruddet har gjort, at Maren Uthaug ikke føler, at hun hører fast til et bestemt sted, hverken i Midtnorge (hvor hendes mødrene slægt har en gård), i Nordnorge (hvor hun har arvet sin fars hus) eller i Danmark (hvor hun har boet, siden hun var otte år). Som voksen har hun dog fundet ud af at vende dette vilkår til noget positivt – ”rodløsheden” behøver ikke at være negativ! I et interview fortæller Uthaug, at denne rodløshed har affødt en stor kreativitet, som hun omsætter i sine værker, uanset om det er i skrift, streg eller begge dele.

”Som roden er, sådan bliver grenen også”. Om Maren Uthaugs Og sådan blev det.

Da Maren Uthaug i 2013 udgav Og sådan blev det, var anmelderkorpset enige om, at her var en usædvanligt vellykket debutroman. Anmeldelserne var fulde af rosende ord som original, formfuldendt, stilsikker, veldisponeret, mesterværk og en læseoplevelse, du ikke må snyde dig selv for. Udover at anmelderne er enige om Uthaugs åbenlyse skrivetalent, ser de også en forfatter, der på fineste vis formår at kombinere et smerteligt stof fra en barndom med en udpræget humoristisk sans. Og sådan blev det trækker på den ramme, Uthaug kender fra sin egen barndom, men hun understreger i flere interviews, at romanen ikke kun er selvbiografisk – dertil er hendes eget liv dog alt for kedeligt, har hun udtalt.

Tidens barndomsskildringer

Kigger vi på det litterære landskab, udkommer der i disse år en lang række barndomsskildringer, hvor forfatterne enten bruger stoffet fra barndommen direkte som led i en selvfremstilling eller mere indirekte refererer til den barndom, der erindres i dag. Med sin fortællestil kan Og sådan blev det på flere måder minde om danske forfattere som fx Helle Helle og Ida Jessen. Romanens åbne sætninger og situationer samt læserens eget påkrævede engagement i fortællingen synes at være et fællestræk med fx Helle og Jessen. Som barndomserindring føjer Og sådan blev det sig til en lang tradition, hvor forfattere enten konkret beskriver den barndom, der har formet dem, eller frit henter stof fra barndommens land til et fiktivt værk.  Som barndomsskildring lægger Og sådan blev det i en strøm, hvor også fx Erling Jepsens Den sønderjyske farm (der i øvrigt også foregår i Sønderjylland), Jens Blendstrups Gud taler ud, Anne-Cathrine Riebnitzskys Forbandede yngel og norske Anne B. Ragdes En tiger for en engel også hører til. Erling Jepsen er en af de samtidsforfattere, der også med en morbid humoristisk sans spidder de voksnes svigt og manglende forståelse for barnet og dets egen lilleverden. Hos både Jepsen og Uthaug ser vi, hvordan grumme familiehemmeligheder vælter frem og klemmer barnet, men vi ser også, hvordan forfatteren formår at erstatte uhyrlighederne til en stærk overlevelsesstrategi.

Misforstået integration

Og sådan blev det lægger ud i Nordnorge i 1974, men allerede i andet kapitel, som foregår i 2007, finder vi ud af, at vi her har med en kompleks familiehistorie at gøre. Det viser sig hurtigt, at den voksne kvinde Kirsten, der i 2007 besøger sin syge far, i virkeligheden hedder Risten og er blevet hårdt klemt i forældrenes skilsmisse. Da hun var otte år, mødte hendes far Knut, en dansk kvinde, som han forelskede sig hovedkulds i. Risten og Knut flytter ned til Grethe i Sønderjylland i Danmark, og fra nu af træder den store – og helt igennem upædagogiske – fordanskning af den lille pige i kraft. Grethe finder hurtigt på, at Risten nu skal hedde Kirsten (fordi det er dansk), og den samiske familie i Nordnorge skal hurtigst muligt glemmes. Båndene kappes endegyldigt i dét øjeblik, Knut og Risten forlader Nordnorge. Alt det velkendte er væk: Ristens mor Rittha, den gamle bedstemor Áhkku, som Risten er tæt knyttet til, og som er fuld af spændende historier om ”de underjordiske” og den særprægede natur – en kulturarv, der trods bruddet præger Risten hele livet. Og ikke nok med at Risten rives op med rode – hun holdes for nar og får slet ikke at vide, at hun og faren skal flytte for bestandigt. Risten får blot at vide, at hun skal på en lille ferie i Danmark sammen med sin far!

Da Risten begynder i dansk skole, forstår hun, at de nok aldrig skal tilbage til familien i Nordnorge. Det sættes på spidsen, da Grethe foreslår, at Risten nu kalder hende for mor. Hos Grethe lærer Risten den jævnaldrende dreng Niels at kende, og de bliver en slags søskende. Niels er en vietnamesisk bådflygtning, som Grethe og Knut tager under deres vinger i deres akavede forsøg på at skabe en familie. Som Risten skal også Niels gennemgå en kraftig fordanskning, og rødderne fra den oprindelige kultur skal slettes hurtigst muligt – derfor blandt andet det mundrette danske navn Niels!

Som læser får man kuldegysninger over de barske opbrud, Risten og Niels udsættes for. Ristens far Knut er tegnet som indbegrebet af en vattet og blød mand, der slet ikke kan mande sig op  til at forklare Risten om realiteterne i skilsmissen og den endegyldige flytning fra Nordnorge. Og da han vælger at stifte familie med den altdominerende Grethe gør han sig om muligt endnu mindre og tager ikke ansvar – tværtimod. Selv om han godt kan se, at Grethe langsomt udsletter alt oprindeligt, griber han ikke ind og forsvarer det norske islæt. Og selv om Grethes ihærdige forsøg på at tage godt imod Risten og integrere hende egentlig er velmenende, når hun aldrig på noget tidspunkt ind til Risten – hun mangler en helt grundlæggende forståelse for barnets verden, og de mange akavede forsøg på godhed og imødekommenhed gør kun ondt værre!

Barnet i klemme

Skildringen af Kirsten og Niels’ nye fælles barndom i Danmark er spækket med eksempler på, hvordan de to børn kommer i klemme i de voksnes velmenende, men helt håbløse projekt om at skabe en harmonisk familie. Projektet er håbløst fra begyndelsen, fordi hverken Grethe eller Knut formår at se verden i børnehøjde. Derimod handler det for de voksne, især for Grethe, om, at facaden skal være i orden – alt skal være nydeligt og ikke til at sætte en finger på! Børnene skal have danske navne, kopperne skal være ens, hjemmet skal være pænt, og familien skal frem for alt hygge sig! Men hygge sig gør Kirsten og Niels kun, når ”flygter” fra de voksnes verden og ud i havens skur, hvor de skaber deres egen lille verden.

Kirsten og Niels har lynhurtigt fundet hinanden, og de får opbygget et ubrydeligt venskab/søskendeforhold, der er præget af en ægte hengivenhed og ærlighed, som i romanen står i skærende kontrast til Grethes forlorne moderkærlighed. Det hårdeste eksempel på Knut og Grethes manglende forståelse ser vi, da Niels tages på fersk gerning i at masturbere på badeværelset. Grethe opdager ham og tror fejlagtigt, at det er hende, han tænker på i øjeblikket, og dét får fatale konsekvenser! Grethe magter slet ikke situationen, og med ét ekskluderer hun Niels fra familien for bestandigt! Igen oplever børnene forældrenes afgrundsdybe svigt, og ligesom med opbruddet fra rødderne i Nordnorge, oplever Risten endnu en gang, at et stærkt bånd af tillid brat rives over, uden at det på nogen måde forklares. Heldigvis har Kirsten og Niels opbygget så stærkt et forhold, at da de mødes mange år senere, munder dette møde ud i en altomfattende kærlighedserklæring – noget, der viser, at ægte kærlighed overlever på trods!

De store svigt, Risten/Kirsten udsættes for i løbet af sin barndom hos Grethe og Knut, afføder uudgrundelige savn, men også en forståelig ophobet vrede, som for altid kommer til at præge forholdet til Grethe og Knut. Da Kirsten som voksen beslutter sig for at opsøge sin mor i Nordnorge, tilføres svigtets omfang nye dimensioner. Ristens søgen efter sin identitet er mere kompleks end som så.

Rødder

Og sådan blev det beskriver på eminent vis de konsekvenser, det har for et barn med ét at blive trukket op med rode for at blive placeret i en helt ny kultur, i en helt ny sammenhæng. Og Maren Uthaug bruger rodsymbolikken helt konkret og sætter billedet på spidsen igennem romanen. Som barn i Nordnorge sidder Risten og er optaget af at tegne et enormt træ med rodnet. Træet skal være i naturlig størrelse og må derfor tapes sammen af flere papirer. De mange tegninger skal sættes sammen til ét stort billede, men tegningen bliver symbolsk nok, aldrig færdig, for pludselig skal hun jo flytte til Danmark, og rødderne kappes bogstaveligt talt.

Som voksen kalder Kirsten sin søn for Rod – et navn, der både peger på, at de to er uløseligt forbundet, og på det rod, der har gennemsyret hendes historie. Rod skal med til Norge for at møde sit ophav; han bliver symbolet på det rod, der skal ryddes op i. Da Kirsten rejser til Nordnorge for at få besvaret nogle af de mange spørgsmål omkring forældrenes skilsmisse,  der med årene er dukket op, finder hun dog ingen svar. Tværtimod. Nye spørgsmål dukker snart op, og der er endnu et stykke vej, førend de mange små billeder kan samles i ét stort – hvis overhovedet nogensinde! På et tidspunkt i romanen lader Uthaug Ristens morbror, Isak, der er en stærkt troende prædikant, sige, at ”Som roden er, sådan bliver grenen også”. Det er naturligvis ikke tilfældigt, at det netop er Isak - der er klippefast i troen – der udtaler ordene.

Med Og sådan blev det stiller Maren Uthaug skarpt på, hvad det er, der former os som mennesker. Hele romanens grundlæggende tematik om identitet står mejslet i sten, for Ristens/Kirstens rødder bliver kappet i barndommen, og hvordan kommer grenen så til at se ud? Og sådan blev det sætter spørgsmålstegn ved det fastlåste, på forhånd givne verdensbillede – vores identitet som menneske kan ikke sættes på formel, men stykkes gradvist sammen af små som store billeder. En filosofi og et livssyn, der også kan læses allerede i romanen titel Og sådan blev det.  

 

 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Lis K. Gregersen, Vejle Bibliotekerne

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Berlingske Tidene
(heri 22/12 2013: Jeppe Bangsgaard: "Det føltes som at skide en elefant").
Interview med Maren Uthaug. 

JydskeVestkysten
(heri 8/9 2013: Berit Holbek Jensen: Sådan blev det).
Interview med Maren Uthaug. 

Anmeldelser i aviser 

6/9 2013 Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske Tidende.
4/10 2013  Camilla Thorup Christoffersen i Fyns Stiftstidende.
23/9 2013 Katrine Sommer Boysen i Jyllands-Posten.
18/9 2013 Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad.
7/9 2013 Lilian Munk Rösing i Politiken.
30/8 2013 Klaus Rothstein i Weekendavisen

Anmeldelser i tidsskrifter

05.6
Alt for damerne. - Egtmont.
(heri 2013, 6. september: Katrine Nadia Jørgensen og Anna Pia Holmgaard: 5 stjerner til blogger Maren Uthaugs nye bog).

Anmeldelser på nettet

Bogbrokken
Michael Krarup: Maren Uthaug: Og sådan blev det.

Bogrummet.dk
Christian Møgeltoft: Og sådan blev det.

Kulturkapellet - tidsskrift for kunst- og kulturformidling. 
Lars Ole Bonde: Og sådan blev det. 

LitteraturNu
Marie Hauge Lykkegaard: Revet op med roden: Maren Uthaug: Og sådan blev det.

GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger

61.68
Lykken findes - 10 kvinder fortæller ærligt om at føde / red. Camilla Gohs Miehe-Renard. - Pretty Ink, 2009.
(heri s. 8-26: Om lidt føder du altså af Maren Uthaug). 

Artikler i tidsskrifter

05.6
Alt for damerne. - Egtmont.
(heri 2013, 7. november: Maren Uthaug: Alt, jeg laver, er ikke nødvendigvis mig).
Maren Uthaug fortæller om sig selv.  

05.6
Femina. - Aller.
(heri 2013, 19. september: Susse Wassmann: Føler de fleste sig ikke udenfor?").
Interview med Maren Uthaug. 

Artikler i aviser

Politiken
(heri 7/2 2013: Lotte Thorsen: Tændstikfolk med følelser).
Interview med Maren Uthaug. 

Politiken
(heri 1/3 2013: Morten Hjortshøj: Vinder af politikens tegneseriekonkurrence: "Det er små grimme pindemænd, og det står jeg ved").
Interview med Maren Uthaug.

Ørestadavis
(heri 23/11 2013: Maria Desireé Holm-Jacobsen: 10.000 timer senere fik Maren sit gennembrud).
Interview med Maren Uthaug. 

Links

Facebook
Maren Uthaugs facebookside. 

Forfatterens officielle hjemmeside
Hjemmeside med blandt andet nyheder, bibliografi og blog. 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
50639878
Graphic
Allan Højen
ISBN
9788711374863
Antal sider
205

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer