Bog

Mente I det

Af (
2023
)

Anmeldelse

Mente i det

25 sep.23

Thomas Korsgaard fortæller kort og rammende om homofobi og de psykiske følger af en hadforbrydelse.

Thomas Korsgaards kortroman kredser om en ung mand, der i kølvandet på et overfald kæmper med psykiske mén og angst. Med sit korte præcise sprog skærer Korsgaard ind til benet i en fortælling om ikke at føle sig tryg og om, hvordan det er at måtte forklare eller forsvare sig i mødet med omverdenens kluntede nysgerrighed, homofobi og hadefulde reaktioner. "Jeg er bange for mænd og forelsker mig i mænd".

En aften i byen antastes fortælleren af en gruppe mænd, men han når at stikke af, før det udvikler sig. Mente de det? Var det tilfældigt, at det gik ud over netop ham? ”Hvis jeg ikke var løbet, så havde de fået fat i mig. Så havde det været synligt. Så havde det været synligt”. Det usynlige er svært at begribe og ikke alle kan forstå, at han er mærket af oplevelsen: ”Men gjorde de da noget ved dig?”.

I tiden efter er han bange for at forlade sin lejlighed, trækker sig fra sociale sammenhænge og kigger sig hele tiden over skulderen. Han opsøger psykiatrisk afdeling, laver åndedrætsøvelser og tiden læger måske/måske ikke alle sår, når han spekulerer: ” Jeg begynder at glemme, at verden kan være farlig for sådan nogle som mig. Men måske er det netop farligt at glemme dét?”

Han gennemgår overfaldet om og om igen, og det trækker tråde til fortidens mange oplevelser, hvor fremmede som det første ofte har bemærket eller antastet ham i kraft af hans seksualitet og ikke for alt det, han også er: ”Jeg er alt muligt. Jeg er ven. Jeg er gudfar. Jeg er forfatter. Jeg er læser. Jeg er oversætter. Jeg er søn. Jeg er storebror….”.

Romanen er kort og hurtigt læst. Ofte står der kun en enkelt eller få sætninger på hver side. Med sin korte form får det skrevne desto større vægt, og der står hverken for meget eller for lidt. Giv dig tid til at nyde Korsgaards formfuldendte sprog i denne tankevækkende beretning, der sætter spor.

Ungeanmeldelse

Mente I det

Thomas Korsgaard skildrer på fremragende vis en ung mands kvaler efter et homofobisk motiveret overfald. Dette er ikke en bog, der vil blive glemt. 

I Thomas Korsgaards nye kortroman ’Mente I det’ følger læseren en ung mand, der efter et overfald i byen kæmper med at komme videre. Den ubehagelige episode får ham til at tænke tilbage på et liv, hvor seksualitet, personlighed og meninger har været noget, man holder for sig selv, og hvor tryghed ikke har været en selvfølge.

De korte og præcise sætninger giver læseren et upoleret indblik i hovedpersonens tankegang, og Korsgaard formår med dette at fremlægge det allermest centrale for kortromanen.

Uanset hvilken genre du normalt foretrækker, kan jeg på det varmeste anbefale dig at læse den. Bogen er aktuel, konkret, utrolig velskrevet og er personligt blevet en af mine yndlingskortromaner. Skynd dig at få den læst!!!

14 dec.23

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
137076861
ISBN
9788727056579
Antal sider
106

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer