Agnes Henningsen

Agnes Henningsen (1868-1962) var en provokerende stemme i sin samtid med sine kritiske værker om kvinders kamp mod stivnede kønsroller og uudlevet seksualitet. 

Når man som kvinde blev født i midten af 1800-tallet og levede helt frem til midten af 1900-tallet, så var man uundgåeligt vidne til en betydelig historisk udvikling af kvinders rettigheder og position. Og når man som Agnes Henningsen ydermere bidrog til denne udvikling med kritiske litterære værker om seksualitet, frigiditet, kvindefrigørelse og portrætter af passive kvindeskikkelser - fastlåste af mandens dominans og det borgerlige samfunds undertrykkende og traditionelle kvindesyn, så kom man i vælten. Og det var lige præcis, hvad Agnes Henningsen gjorde.

Barndom
Agnes Henningsen blev født den 18. november 1868 ved Rynkeby på Fyn og voksede op som den mellemste af tre søstre. Moren, Ophelia Malling, der var en ombejlet og glad dame, døde allerede i 1874 og overlod uforvarende sine tre piger til en knap så munter barndom. Faren, Peter Andersen, indgik nemlig hurtigt et, skulle det vise sig, ulykkeligt ægteskab med børnenes unge lærerinde – et ægteskab som både pigerne og ægtefællerne led under, og faren døde fordrukken og forgældet i 1883. De forfærdelige oplevelser omkring hendes forældres død gjorde, at Agnes Henningsen holdt op med at se religionen som en overordnet ledetråd og livsvisdom og i stedet tog en dengang utraditionel beslutning om at leve som ateist resten af sit liv.

Pigernes opdragelse var på det tidspunkt og set med samtidens øjne mangelfuld og ikke streng og ærbar nok: pigerne havde haft en særlig pagt med deres far om altid at sige sandheden og blev aldrig gjort til skamme, så længe de gjorde det. Dette, og deres generelle skolekundskaber, skulle der rettes op på, mente familien og besluttede efter farens død at sende de tre søstre på pigekostskole i Slagelse.

Første ægteskab
Som 19-årig trodsede Agnes Henningsen familiens krav og bestemmelser ved at gifte sig med den unge Mads Henningsen, som hun mødte på en sommerferie hos sin moster. Mads Henningsen havde læst teologi, men fravalgte præsteskabet og fik i stedet en stilling som gymnasielærer ved Ordrup Latinskole. Allerede her anedes Agnes Henningsens spirende samfundsomvæltende kritik, for det unge par ønskede begge to at leve efter nye normer for ægteskabet - helt i tråd med tidens progressive strømninger -, hvor værdier og visioner om frihed og selvrealisering for begge parter var i fokus. Dog var det svært at gennemføre dette, fordi de tre børn, de fik, hensatte Agnes Henningsen i en altopslugende morrolle og i en hverdag, der generelt bar præg af hårdt slid, fattigdom og en uudfoldet seksualitet. Agnes Henningsen var med andre ord bundet til det traditionelle kønsrollemønster, hun så så kritisk på, og tog derfor skeen i egen hånd ved at udnytte sin evne til at skrive og dernæst præsentere det for sin litterære foregangsmand Herman Bang. Bang kunne lide, hvad han læste, og i 1891 hjalp han hende med at få en række af sine noveller trykt i avisen 'København' - under pseudonymet Helga Maynert.

Kærligheden til Carl Ewald
Under dette arbejde mødte hun på avisens redaktion forfatteren Carl Ewald. Han var, som hende selv, gift, men ikke desto mindre forelskede de sig i hinanden. Og Agnes blev gravid. Hun skjulte imidlertid for Mads, der selv var utro, at Ewald var far til det barn, hun ventede, men da hun i 1894 fødte Poul Henningsen, den senere så berømte samfundsdebattør og lampedesigner m.m., lignede han sin biologiske far så meget, at sandheden var uomtvistelig. For Mads var det progressive ægteskabs idealer dog allerede smuldret, og i 1895 emigrerede han til USA efter at være blevet opsagt fra sin stilling, fordi han havde forgrebet sig på en elev. Agnes og Mads Henningsen blev samme år separeret og siden skilt.

Agnes Henningsen var nu alene om at forsørge de fire børn og denne udfordring, og skandalen, var så stor, at hun valgte få sine tre ældste børn passet hos deres bedsteforældre og selv at flytte med Poul ind hos Carl Ewald og hans hustru, der i øvrigt behandlede hende venligt. Dette gik dog ikke i længden og efter et mislykket forsøg på at drive en frisørsalon på Strøget i København, trods sine fine evner for farvesammensætning og smag for tøj, flyttede hun lidt rundt og endte til sidst i Roskilde, hvor hun omsider kunne hellige sig sit litterære arbejde.

Litteratur af forfatteren
Agnes Henningsen udkom med en imponerende række værker. En stor del af hendes produktivitet skyldtes muligvis en indre kraft drevet af  indignation på det undertrykte kvindekøns vegne – i hvert fald omhandler en betydningsfuld del af hendes værker om kvinders kamp mod de traditionelle, borgerlige samfundsnormer, stivnede kønsroller, uudlevet seksualitet og påtvunget passiv dydighed. Efter de første to-tre romaner fandt Agnes Henningsen sin egen litterære skrivestil: En direkte og nådesløst åben, ærlig og realistisk stil, som sætter problemerne under lup, men som aldrig moraliserer. Hendes realisme og emnevalg forargede naturligvis det københavnske borgerskab, og i takt med at hendes succes som forfatter voksede i disse år, steg de moralske kvaler i den borgerlige offentlighed, så der til slut rejste sig en decideret modstand imod hende. Der var på dette tidspunkt et forslag fremme om at indstille hende til en livsvarig forfatterydelse, men der udspandt sig hurtigt en heftig debat i regeringen om, hvorvidt statsstøttet kunst skulle være til gavn for samfundet. Hele dette forløb blev tæt fulgt af pressen, og til slut stemte kun én for forslaget – nemlig Edvard Brandes, og Agnes Henningsen opnåede altså ikke den økonomiske støtte.

Hun oplevede dog, kritikken til trods, også nogen offentlig opbakning; en gruppe af tidens store forfattere sendte et åbent brev til hende gennem pressen, hvori de støttede hende og hendes ret til at udtrykke sig frit. Men støtten var delt: Blandt brevets underskrivere finder man for eksempel ingen af tidens toneangivende kvinder, ligesom også Dansk Kvindesamfund glimrede ved sit fravær.

Al denne virak påvirkede Agnes Henningsen, og hun foretrak at søge tilflugt i ægteskabet, og i 1919 giftede hun sig med vennen, juristen Simon Koch. I 1935 døde han imidlertid, og sorgen over tabet bragte refleksioner over hendes egen livshistorie med sig. Fra 1941 til 1955 udkom derfor hendes otte binds erindringer – skrevet med en fin aldersbetinget indsigt og overskud og på en unænsom og humoristisk vis. Mange mener i dag, at det er disse værker, der udgør hendes hovedværker, hendes største litterære bedrift, fordi de på særlig fintfølende og dramatisk vis knytter en del af danmarkshistorien og kvindehistorien sammen i et ærligt og hudløst selvportræt, der insisterer på sin ret som menneske. Værkerne er et godt sted at starte for at få en indsigt i Agnes Henningsen som menneske og i det samfund hun levede i og var oppe imod. Trods det, at hendes samtid sjældent forstod hende, levede Agnes Henningsen heldigvis længe nok til at opleve anerkendelsen og en ny generations interesse for sine værker. Og da Det Danske Akademi blev stiftet i 1960, blev hun medlem som den eneste kvinde, ud over Karen Blixen.